torsdag den 29. april 2010

Grill-tid



Nu er foråret endelig kommet, og det betyder ude-liv for mange af os.
Noget af det gode ved denne tid er, at havegrillen kan blive kørt frem fra vinter-hiet, og en ny mad-sæson starter.
Heldigvis er det ikke sådan, som før i tiden, at grill kun består af bøffer og pølser. Nu er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der kan grilles.

Hvis du mangler inspiration, har biblioteket selvfølgelig en masse grillbøger.

Ud over Jan Glæsel´s kendte grill-bøger, kan jeg også anbefale Lene Hansson: Fyr og flamme - grill med Lene Hansson.
Det er en inspirende og meget illustrativ bog, som har opskrifter både til kul- og gasgrill.

Bogen kan reserveres her
God fornøjelse

mandag den 26. april 2010

Rosemary Clooney: The Last Concert



Fra slutningen af 1940'erne og en snes år frem indspillede sangerinden Rosemary Clooney en masse plader, mest popmusik, lige ud ad landevejen, men også nogle stykker af mere jazzpræget karakter. Og efter nogle år med store personlige problemer dukkede hun så op igen midt i 70'erne, men nu som fuldblods jazzsangerinde, og indtil sin død i 2002 indspillede hun så mere end en snes plader med et repertoire hentet blandt de bedste amerikanske evergreens.

Jeg har længe haft en svaghed for især hendes sidste, "The Last Concert", indspillet få måneder før hendes død ved en koncert under et ferieophold på Hawaii. Og selv om stemmen er slidt og ikke specielt stor, er den stadig udtryksrig og med en mageløs timing. Hun ledsages af Honolulus symfoniorkester, og hvor jeg for ikke så mange år siden ikke kunne finde meget positivt at sige om store, strygerdominerede orkestre, må jeg idag indrømme, at det, ihvertfald i dette tilfælde, simpelthen er overvældende smukt, også fordi strygerne bruges med diskretion.

Indspillet få dage efter 'nine-eleven', afslutter hun koncerten med Irving Berlins 'God Bless America', og det virker overhovedet ikke pompøst eller vammelt, men bare smukt og renfærdigt, også fordi hun synger sangen befriende blottet for opstyltethed.

Og så var hun iøvrigt faster til George Clooney.

lørdag den 24. april 2010

Ian Rankin: Mellem venner


Den skotske forfatter Ian Rankin har nu afsluttet serien om John Rebus. De 15 bind med den egenrådige og lidt misantropiske Detective Inspector som hovedperson viste os også et Edinburgh med både dag- og natsider i fuld udfoldelse. Så Rankin kan meget vel have oparbejdet en trang til at skrive noget lidt anderledes.

Og hans seneste, "Mellem Venner" er da også lidt anderledes, men også kun lidt, for en egensindig vicekriminalkommisær har stadig en central placering i denne sag, som grundlæggende handler om kunstforfalskning, et kup i Scottish National Gallerys arkiv og den grådighed, der ofte følger med, når noget synes at gå godt.....

Der er i spillet også en 'sort hest', som indimellem kalder på smilet, og det er man bestemt ikke vant til med Rankin, og i det hele taget er tonen knap så sammenbidt og bidsk som i bøgerne om John Rebus, her og der er den endda morsom. Men stadig kan Rankin skrue en historie sammen, så man sidder helt fremme på stolesædet. Og så er hans sprog (som altid) en fornøjelse, også i oversættelsen.

torsdag den 15. april 2010

Gösta Berlings saga - hvillken læseoplevelse !


Jeg elsker at læse klassikere - og den store svenske nobelpristager Selma Lagerlöfs debutroman "Gösta Berlings saga" fra 1891 er bare noget af af det bedste, jeg har læst.
En velskrevet, velfortalt, fascinerende og farverig roman, der kan læses igen og igen. Fuld af stemninger fra Selma Lageröf's eget Värmland.

Omdrejningspunktet er herregården Ekeby, hvor majorinden hersker. Hun har givet husly til 12 kavalerer, hvor den yngste og livligste er den frafaldne og fordrukne præst Gösta Berling.
Kavalerernes eneste pligt er at skabe glæde omkring sig- noget de er gode til. Der er fest og dans, drabelige bjørnejagter, kaneture og udflugter.De går heller ikke af vejen for en enkelt bortførelse, hvis det tjener kærligheden og gør livet spændende.
Romanen skildrer et dramatisk år stykket sammen af sagn, minder og historier, som Selma Lagerlöf selv fik fortalt som barn.

Mine varmeste anbefalinger !

tirsdag den 13. april 2010

Biblioteket kommer


Kan du ikke komme til Biblioteket, kan Biblioteket komme til dig.
Ring til Hillerød Bibliotek Inge Merete Olesen på tlf.nr. 7232 5841 og forhør dig om vores hjemmelånerordning.

Hillerød Bibliotekerne bringer bøger og andre materialer ud til de af kommunens borgere, der på grund af alder, langvarig sygdom eller handicap ikke selv kan gå på biblioteket.

Vores ordningen omfatter udbringning og afhentning hver 5. uge - altid på fast ugedag.

Bibliotekstilbuddet omfatter romaner og noveller, erindringer, rejsebeskrivelser og andre fagbøger, bøger med stor skrift, blade og tidsskrifter, lydbøger på cd eller kassettebånd, musik på cd, pjecer og foldere om aktuelle emner.

Ordningen er gratis.

Er du interesseret i at komme med i denne ordning eller kender nogen, der kunne få glæde af den, så ring til Inge Merete Olesen på Hillerød Bibliotek på tlf.nr. 7232 5841

søndag den 11. april 2010

Kan du li' "Messias" så prøv "Jephta


Måske er det en manglende brik i min musikalske opdragelse, men Händel’s ”Jephta" er aldrig kommet forbi mine nysgerrige ører.

Og hvilken dejlig overraskelse blev det så, da Operaen på Holmen satte den på plakaten i denne sæson !

Lad det så hvile, at ”Jephta” ikke er en opera, men et oratorium lige som ”Messias” – og at opsætningen på Operaen ikke fik mig til at ligge søvnløs af begejstring bagefter.

For hvilken pragtfuld musik – faktisk Händels sidste store værk - skrevet da blindheden var ved at indhente ham. Derfor måske storheden og vemodet i mange af tonerne… ?

Jeg kan kun være så enig i det instruktøren Katie Mitchell har sagt:
"Jeg synes, at Jephtha er Händels bedste værk. Det er hans sidste værk, og det er det smukkeste, han nogensinde skrev. Fordi det er et oratorium, er det ikke set og hørt nok, men jeg tror, at enhver, der kommer og ser det, vil blive overrasket over, hvor god musikken er og hvor mange passager, de allerede kender."

Du kan låne cd’en på biblioteket – og få en stor musikalsk oplevelse

lørdag den 10. april 2010

Tilbage til 60´erne, 70´erne og 80´erne


Hvis du, som jeg er til "bladrebøger" og nostalgi, skal du kaste dig over Ove Dahl´s bøger: Tilbage til 60´erne, 70´erne og 80´erne.

Alle tre bøger har undertitlen: Alle de ting, du har glemt, du kan huske. Og den undertitel holder virkelig.
Her kan du se billeder og tekst om mode, historie, sport, musik og alt muligt andet, som var oppe i tiden i de nævnte perioder.

Bøgerne er pragtfulde og passer lige til en stille aften i sofaen.

Alle 3 bøger findes selvfølgelig på biblioteket, og har du fået lyst til at udfordre din hukommelse, kan bøgerne reserveres .

fredag den 9. april 2010

9. april 1940


I dag - den 9. april - er det 70 år siden det nazistiske Tyskland besatte Danmark.
Tyske fly spredte en sværm af "Oprop!"over det ganske land, hvori den tyske kommandør, general Kaupitsch, søgte at retfærdiggøre den tyske besættelse.
Angrebet, der havde kodenavnet "Weserübung", blev indledt tidligt om morgenen kl. 4.00.
Aktionen var et overraskelsesangreb.

I Danmark kom kun enheder i Sønderjylland og Livgarden ved Amalienborg i egentlig kamp. Kongen og regeringen protesterede, men kl. ca. 6.00 besluttede regeringen at bøje sig. Danmark var dermed besat.
Tyskland indsatte omkring 40.000 mand, heroverfor stod under 4.000 danske, de fleste af disse i Jylland. Kun i Sønderjylland gjorde danske tropper regulær modstand, som varede indtil først på formiddagen, hvor de sidste troppeafsnit fik meddelelse om den danske kapitulation. 16 danske soldater faldt og 23 såredes. De tyske tabstal kendes ikke.
På Hillerød Bibliotekerne har vi et væld af god litteratur om Danmarks Besættelse. Det meste af faglitteraturen er opstillet i gruppe 96.71 i selve voksenafdelingen, hvor du selv kan gå "og græsse". Du skal blot vide, at vi også har meget godt om emnet i vores store magasin i kælderen. Spørg blot bibliotekaren - som du vèd, hjælper vi dig meget gerne.
Nedenfor få du et par smagsprøver på faglitteratur om Danmarks Besættelse:

torsdag den 8. april 2010

Simon Singh: Fermats store sætning



Det er umuligt at dele et helt tal, opløftet til en vilkårlig potens, som er større end 2, i to hele tal af samme potens.
Lyder det ikke som et indlysende udgangspunkt for en spændende historie?
Det viser det sig nu at være i denne bog, hvor Singh for fortalt om både matematik og matematikere så begge står levende for en - og det bliver elementært spændende at følge løsningen på en 300 år gammel gåde.
Emnet matematik skal ikke afskrække, for alt er indgående forklaret - det her er en svært underholdende bog, ikke mindst i kraft af anekdoterne og historierne om de forskere, som hver især strakte grænserne for vores viden lidt længere.

onsdag den 7. april 2010

PressDisplay - nyheder fra nær og fjern. Noget for dig?


Hillerød Bibliotekerne tilbyder vore brugere gratis adgang til en lang række e-resurser.
Du skal blot bo i Hillerød Kommune og være låner på Hillerød Bibliotekerne for at kunne benytte dig af denne service.

Rigtig mange af disse e-resurser kan du benytte hjemme på din egen pc. Andre kan du kun få adgang til på Hillerød Bibliotekerne.

Du finder disse informationsmængder via vores hjemmeside http://www.hillbib.dk/ - vælg søgebaser og links - vælg databaser hjemmefra.
Det er masser af viden lige til døren!

Klik hér og se udvalget

Er du vild med nyheder (det er næsten alle mænd!), så vil PressDisplay være et sandt eldorado for dig.
Her får du adgang til mere end 1400 aviser fra 82 forskellige lande - og det på 39 sprog!
Aviserne, der vises i deres oprindelige udseende (pdf-format), er tilgængelige før den trykte kopi i udgivelseslandet.
Der er et minimum på 90 dages arkiv.

Du har adgang til PressDisplay hjemmefra og fra bibliotekernes computere. Du blot skal logge dig ind med dit cpr.nr. og din pinkode.

tirsdag den 6. april 2010

Ode til blæksprutten og andre kærlighedsdigte | Henrik Nordbrandt


Det er snart forår. Jeg er glad. Jeg læser kærlighedsdigte.
Jeg véd det godt - jeg har skrevet om Henrik Nordbrandt før, men jeg vil så gerne dele min begejstring for denne fantastiske poet med jer alle sammen endnu en gang.

Henrik Nordbrandt har igennem de sidste næsten 40 år udgivet et utal af digtsamlinger, der med rette har givet ham status som én af vore største nulevende digtere. Og digtene i ”Ode til blæksprutten” er da heller intet mindre end suveræne!
Nordbrandt gør nærmest en dyd ud af det enkle. Han lader sig ikke begrænse af sproget - opfinder gerne sine egne ord, så man kommer i tvivl om, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed.

Blandt andet derfor er hans digte så fantastiske. De er ufatteligt præcist sansede og rummer dertil en dobbeltbundethed, der er helt unik for Nordbrandt. Hans digte er på samme tid både utroligt simple og dybt komplekse, de er vildt humoristiske og samtidig umådeligt melankolske.
Nordbrandt tager i ”Ode til blæksprutten og andre kærlighedsdigte” livtag med drømmene, kærligheden, fraværet og nærværet. Han gør det så legende let og elegant, som kun han kan.
Kære læsere - fra Gedser til Skagen - læs denne digtsamling og bliv høj på formidabel god poesi.

onsdag den 31. marts 2010

Rigtig god påske


Husk lige, at Hillerød Bibliotekerne holder lukket fra den 1. april til og med den 5. april.

Vi glæder os til at se jer igen på bibliotekerne tirsdag den 2. april.

Blogredaktørerne holder lige en påskepause med indlæg, men tirsdag den 2. april vender vi tilbage med fornyet saft og kraft.

Rigtig god påske fra alle os, der laver anbefalinger hér på bloggen til alle jer, der læser vores indlæg på bloggen.
Der er jo tradition for at give hinanden påskeæg i forbindelse med denne højtid.
På billedet ser du et Fabergé æg fra 1895, som Czar Nikolas gav sin mor. Er det ikke smukt?
I min familie nøjes vi nu med dem af chokolade.

tirsdag den 30. marts 2010

Gyldendals Onlineordbøger


Nu behøver du ikke længere bladre rundt i dine forældede ordbøger, som du sikkert har gemt fra din skoletid.

Bor du i Hillerød Kommune, og er du låner på Hillerød Bibliotekerne, har du nu adgang til Gyldendals Onlineordbøger hjemmefra.
Kvit og frit for dig.

Online-resursen indeholder:

Gyldendals Røde ordbøger indenfor sprogområderne engelsk, tysk, fransk og spansk
Gyldendals store ordbøger Vinterberg & Bodelsen og Kjærulff Nielsen
Fagordbøger inden for områderne medicin, jura og teknik

Gyldendals Onlineordbøger opdateres løbende.

Klik hér for at logge ind: Gyldendals Onlineordbøger

mandag den 29. marts 2010

Svinehunde af Lotte Hammer


Så udkom Svinehunde af Lotte og Søren Hammer endelig.
Krimien har været længe ventet og er allerede solgt til 17 lande.
Hillerød Bibliotekerne har købt mange eksemplarer, men der er også allerede mange reserveringer på titlen.
Men fortvivl ikke, det er muligt at downloade krimien fra Netlydbog.dk
Det gjorde jeg. På Netlydbog.dk er der ingen ventetid ud over de 20 minutters tid, det tog mig at downloade og overføre til min afspiller.

Var den så værd at vente på første del af kriminalserien med Konrad Simonsen?
Ja, jeg var rigtig godt underholdt. Et spændende tema om selvtægt, manipulation og folkeforførelse, en vaskeægte success. Hammer godt gået !

søndag den 28. marts 2010

Jette A. Kaarsbøl | Din næstes hus

I Jette A. Kaarsbøls nyeste bog "Din næstes hus" kommer næstekærligheden på en hård prøve. Det er et psykologisk trekantsdrama, der hér rulles op for os læsere.

"Du må ikke begære din næstes hus" og "Du må ikke begære din næstes hustru" står der i det 9. og 10. bud. Skal man give efter for egne behov eller tænke på andre først?

Laus er arkitekt, en kvindebedårer, der lever en strømlinet tilværelse i hovedstaden. Under faderens begravelse i Sd. Randing møder han præsten Stig og et venskab spirer. Laus beslutter sig snart for at leve det "autentiske liv" væk fra storbyens tummel og indlogerer sig på byens kro for at hjælpe til med udvidelsen af en ny sognegård.
Han får sin faste gang i præstegården, hvor et venskab spirer med præstens unge kone Alma og datteren Emilie. Opholdet i St. Randing er tydeligvis et forsøg på at udfylde et tomrum, men hvad er det helt præcist, der drager ham ved livet i præstegården, og hvad vil han med sitvenskab med Stig?

Hvad der starter med at være en lettere arrogant distanceren til lokalsamfundet, udvikler sig til en meningsfuld relation.
Det er især i samspillet mellem de to mænd, at næstekærligheden belyses bedst. Stig ér næstekærligheden i egen person, og Laus - ja han kaster sin kærlighed på præstens kone.

I "Din næstes hus" er intet forudsigeligt, forhold og stemninger antydes, og romanens drive er netop, at vi læsere venter på en forløsning.
Romanen er detaljeret i sin hverdagsbeskrivelse, hvilket skaber et troværdigt drama.

Den egner sig glimrende til læsekredse og er endvidere nem at læse.

Hér kan du reservere bogen

Men lov mig lige, du også læser Jette A. Kaarsbøls første roman "Den lukkede bog". Se dét er en bog af format og lige efter mit hjerte.
Den reserverer du hér

lørdag den 27. marts 2010

Lammekølle, påskefrokost ...

Påsken nærmer sig, og familien forventer selvfølgelig hjemmebagt brød, hjemmelavet rullepølse, håndlavede påskeæg og nykærnet smør....

Skynd dig ned på biblioteket - vi har masser af bøger med opskrifter - opskrifter til hverdag og fest, til brunch, til frokost, til middag - og til den søde tand.

God appetit.

fredag den 26. marts 2010

Lisbeth A. Rasmussen | Henriks Historie

"Henriks Historie" af Lisbeth A. Rasmussener en lille fin biografi om kunstneren/fotografen Henrik Swane´s noget specielle liv.

Som medlem af Swane-familien fra Malergården i Odsherred fortælles der stort og småt om livet i en kunstnerfamilie.
Der bliver ikke fejet noget ind under gulvtæppet, når det bliver beskrevet, hvordan Henrik Swane stjal en del af faderens billeder, for at kunne eksistere.

Bogen er let at læse og meget fint illustreret.
Derudover kan jeg anbefale et besøg på Malergården.
Det er en oplevelse ud over det sædvanlige. På godt og ondt.
Prøv det.

torsdag den 25. marts 2010

Kender du www.bogpriser.dk ?

Vi er muligvis vant til, at bogpriserne ligger på et nogenlunde fast leje i Danmark - men faktisk kan der være op til hundrede kroners forskel på de danske bøger, hvis du orker at surfe lidt rundt på nettet.
Hvis du holder af at læse bøger på engelsk eller skal bruge fagbøger lidt ud over det sædvanlige, er der rigtig mange penge at spare, hvis du tjekker de forskellige internationale netboghandlere.
Dette gøres nemt og elegant via bogpriser.dk
Det eneste, du skal gøre, er at indtaste din titel ,og i løbet af ingen tid lister bogpriser.dk leveringstider og priser fra 24 forskellige boghandlere på én gang.
Alle gebyrer og omkostninger er inkluderet i prisen.
Genialt - ikke sandt?

onsdag den 24. marts 2010

Jón Kalman Stefánsson |Sommerlys og så kommer natten

Igen har forlaget Batzer fundet en spændende nordisk forfatter og fået ham udgivet på dansk.
Først var det Per Petterson, og nu er det islandske Jón Kalman Stefánsson, som med romanen ’Sommerlys og så kommer natten’ blev nomineret til Nordisk Råds litteraturpris.
Handlingsforløbet er nærmest umulig at genfortælle, for der knyttes et sandt kludetæppe af små sjove, alvorlige og livskloge episoder.
Romanen udspiller sig i en lille islandsk by med fire hundrede indbyggere. Her er fabrikanten, der en nat pludselig begynder at drømme på latin og får den åbenbaring, at han skal beskæftige sig med astronomi. Her er slapsvansen Jonas, som faderen vil gøre til en rigtig mand ved at blive byens nye betjent. Der er postdamen, som systematisk åbner alle breve og i fælles forståelse med landsbyens indbyggere gerne deler ud af sin viden om alt og især alle.
Det man skulle tro var et dødssygt sted ved verdens ende, viser sig at rumme en verden fuld af fantastiske historier. Det er magisk realisme på islandsk. En stor læseoplevelse.

tirsdag den 23. marts 2010

Hillerød Biblioteks lydavis - et tilbud til blinde, svagtseende og ordblinde


Hillerød Biblioteks lydavis er et tilbud til blinde, svagtseende, ordblinde og andre, der ikke er i stand til at læse en normal avis.

Vores lydavis indeholder de lokale nyheder fra Hillerød Posten og Frederiksborg Amts Avis.

Hvis du vil høre nærmere om vores lydavis og eventuelt ønsker at abonnere på den, kan du kontakte Hillerød Bibliotek på tlf.nr. 7232-5800.

Som abonnent får du hver uge gratis tilsendt en cd med vores lydavisen.
For at kunne høre lydavisen på CD, skal du enten have en Daisy-afspiller, en mp3-afspiller eller en computer. Ring til os og få en snak. Vi forklarer gerne.


Måske har du ikke selv brug for vores lydavis? Men måske kender du nogen i din familie, i din omgangskreds eller på vejen, hvor du bor, der kunne have gælder af den.

mandag den 22. marts 2010

Er du vild med mad? Ekstrem god mad?


Forleden uddelte "Guide Michelin" deres berømte **stjerner** til danske restauranter. Følgende restauranter blev "bestjernet": Noma, Herman, Kong Hans, Søllerød Kro, Formel B, The Paul, MR, Kokkeriet, Kiin Kiin, Era Ora, Paustian og AOC.
Med en simpel bibliotekarløn må jeg indrømme, at min "apanage" ikke rækker til besøg på ovennævnte eksklusive restauranter.
Jeg indtager mine måltider på meget mere ydmyge steder efter devisen: billig buffet - spis til du segner.
Det forhindrer mig dog ikke i at nyde at bladre i de lækre bøger, vi har på Hillerød Bibliotekerne om udsøgt madkunst, æstetisk indretning og fantastisk servicering af gæsterne.

Her får du nogle titler, så du og dine smagsløg kan gå i selvsving over nogle suveræne smagsoplevelser:

Muuums!

søndag den 21. marts 2010

Vejen til Jerusalem | Jan Guillou


Følger du med i tv-serien om tempelridderen Arn på DR1 om søndagen?
Hvis du ikke orker at vente på afsnit efter afsnit på tv, så kan du trygt give dig i kast med Jan Guillous fire bøger om Arn.
Husk, at bøgerne næsten altid er bedre end filmen. Det gælder også her.

Vejen til Jerusalem foregår i det 12. århundrede.
I det Herrens år 1150 fødes Arn Magnusson til Arnäs. Han opdrages af cisterciensermunkene i Varnhem Kloster i Västra Götaland og Vitskøl Kloster i Danmark og får her den bedste uddannelse, Europa på det tidspunkt kan præstere.
Han lærer også at håndtere bue og sværd, for munkene har forstået, at Arn nok ikke er bestemt til at blive klosterbroder.
Da Arn som 17-årig forlader klostret, drages han ind i magtstridigheder. Og han dømmes til tyve års bodstjeneste som tempelridder for sin kærlighed til den smukke Cecilia.
Vejen til Jerusalem er begyndt. "Vejen til Jerusalem" er 1. bind i Jan Guillous romanserie fra korstogstiden.

Her får du rækkefølgen på bøgerne- klik på de enkelte titler for at reservere dem på Hillerød Bibliotekerne:

1. Vejen til Jerusalem
2. Tempelridderen
3. Riget ved verdens ende
4. Arven efter Arn

På Hillerød Bibliotekerne har vi også filmene på dvd.

1. Arn - tempelridderen
2. Arn II

Som underholdning og som historiske spændingsromaner med et veldokumenteret middelalderbillede, synes jeg titlerne fungerer ganske udemærket.

Døm selv, hvad du synes om filmene.

lørdag den 20. marts 2010

Sabrina

Billy Wilder's specialitet var det elegante, let sofistikerede lystspil. Underholdende uden at blive helt overfladisk, som nogle af hans mesterværker, 'Sunset Boulevard', 'Ingen er fuldkommen' ('Some like it hot') og 'Irma la Douce' viser det.

Men 'Sabrina' fra 1954 er nu også værd at stifte bekendtskab med. Først og fremmest selvfølgelig på grund af titelfiguren Audrey Hepburns blanding af det sødt ungpigeagtige og det sofistikerede, men også for Humphrey Bogart (i en af hans sidste roller) som den hårdtarbejdende forretningsmand Linus, der kun har øje og sans for familiefirmaet. Indtil det punkt, hvor han, for at glatte den dameglade bror Davids (William Holden) problemer ud, lærer Sabrina lidt nærmere at kende. Sabrina, datter af den velstående familes chauffør, har været hæmningsløst forelsket i David, som ikke har set til hendes side, før hun, efter to år på kokkeskole i Paris, vender hjem langt mere elegant, voksen og sikker, end da hun tog afsted. Og da Linus skal kurtisere Sabrina rent proforma og det går op for ham, at det ikke er helt fair, ender det selvfølgelig galt. Eller godt, burde man vel sige, for de rigtige får selvfølgelig hinanden til slut, og alt andet ville vel også være underligt i en film af denne art.
En hel bestemt feel-good film, men én af de bedre.

fredag den 19. marts 2010

www.ft.dk

Hvem er den ny kulturminister? Ja,her efter den ny ministerrokade bliver man da lidt i tvivl ikke?
På folketingets hjemmeside kan du læse hvem, der er hvem.
Du kan se direkte tv fra folketinget.
Læse dagsordner eller slet og ret læse om, hvad Enhedslisten står for, eller hvad Dansk Folkeparti mener om kollektiv transport.
Masser af muligheder på et rigtig godt site.

torsdag den 18. marts 2010

Jeg er vild med Salif Keita

Salif Kaita - hvilke rytmer, hvilken sensibilitet - hans musik er simpelthen så livsbekræftende!

Se nedenfor, hvilke cd du kan låne på Hillerød Bibliotekerne:

Salif Keita er født i 1949 i Mali. Han er direkte efterkommer af Mandinka krigerkongen Sundiata Keita, som grundlagde det maliske imperium i det 13. århundrede.
Det var derfor mod hans fars vilje og mod traditionerne, da han tog til Bamako for at spille musik.
Keita er født albino, som indenfor mandinka kulturen betyder uheld for en familie, og den 56-årige Salif Keita måtte overvinde meget for at opfylde sin drøm om at blive musiker.
Salif Keita er en af Afrikas mest berømte sangere. Han kaldes for Afrikas gyldne stemme. Og med rette. Han har en stor ekspressiv stemme, der spænder fra kraftige råb til meditative, følsomme niveauer. Dén mands stemme og hans insiterende rytmesans går direkte i maveregionen!
Hans musik er en blanding af mange forskellige musikalske stilarter - vestafrikanske rytmer blander sig smukt med cubanske rytmer kombineret med jazz, funk og andet, som jeg slet ikke véd, hvad hedder.
Det er musik, der gør godt.

onsdag den 17. marts 2010

Krimisiden .dk


Hvem er det nu, der har skrevet Snemanden? Det ved de fleste krimilæsere godt, det er jo Nesbø.

Men hvordan er det nu med rækkefølgen i serien?

På krimisiden.dk kan du finde rækkefølgen i en serie. Du kan søge på hovedperson. Ofte kan man huske, at hovedpersonen i krimierne hedder Kurt Wallander eller Martin Beck, men ikke at det er Mankell eller Sjöwall og Wahlöö, der er forfatterne.

Du har også mulighed for at gå ind i en genreliste og fx. vælge politiarbejde, eller retsmedicin.

Mulighederne er mange og siden en dejlig hjælp til alle os, der af og til har brug for hjælp fra en "ven".

tirsdag den 16. marts 2010

Populærmusik fra Vittula af Mikael Niemi


Har du endnu ikke fået læst "Populærmusik fra Vittula", så gør det nu. Alle burde unde sig selv den fornøjelse og morskab, det er at læse denne roman.
Jeg måtte holde op med at læse bogen i toget på vej til og fra arbejde, da mine medpassagerer begyndte at kikke bebrejdende på mig, når jeg skraldgrinede i stillekupeen.

Det er en vanvittig og sjov historie om, hvordan det er at vokse op i den yderste afkrog af Sverige. Vi møder Matti og hans bedste ven Niila, der med stor fantasi og gåpåmod skaber magi i deres forfrosne hverdag.
Rundt omkring drengene færdes provinshullets voksne beboere, der stædigt holder fast i egnens stolte traditioner med hårdkogt saunabadning, hjemmebrænderi, og brutale armlægningskonkurrencer.
Imens opdager Matti og hans venner pigerne og især rockmusikken, der kommer til dem som en åbenbaring.
"Populærmusik fra Vittula" er en positiv og hjertevarm roman, som man bliver i rigtigt godt humør af.

mandag den 15. marts 2010

Camilla Plum


Hjemme hos mig og min familie er vi klistret til skærmen når Camilla Plum og den Sorte gryde sendes. Camilla Plum er selvlært kogekone, foredragsholder, kogebogsforfatter, madskribent på bl.a. Politiken, og halsstarrig debattør. Sådan står der på Camilla Plums hjemmeside. Men hun er også en gourme og har en enorm kærlighed til mad. Mad skal ikke bare overstås , det må godt tage tid og det skal nydes. Hvor er jeg enig.

På DR2 kan du se opskrifter og blive inspireret. I Nordsjælland kan du besøge Camilla Plums Fuglebjerggaard. Og så kommer vi til det Hillerød Bibliotek kan nemlig udlåne en masse spændende bøger, som den gæve kogekone har skrevet. Den nyeste : "Et ordentligt brød" kan du reservere her

fredag den 12. marts 2010

Andreas Brantelid (cello) og Chopin


Min sofa og jeg har de sidste dage svævet i stille begejstring over en ny cd med den smukkeste kammermusik af Chopin.

3 unge supertalenter med Andreas Brantelid på cello, Vilde Frang på violin og Marianna Shirinyan på klaver får kunsten til at lette - særlig Andreas Brantelids varme cellotone får mig til at glemme alt om sne og kulde og hverdagens trængsler.

Andreas Brantelid er født i 1987 og er et cellotalent helt ud over det sædvanlige. Han regnes som et af Danmarks største strygertalenter nogensinde.

Hans musikalske udvikling er imponerende: Som 3-årig fik han sin første cello, som 6-årig besluttede han at gå musikvejen og allerede som 12-13-årig begyndte Andreas Brantelid at vinde talentkonkurrencer og modtage legater. Først vandt han guldmedalje i Berlingske Tidendes Musikkonkurrence, samme år modtog han Jacob Gades Legat og året efter blev han tildelt Victor Borges Musikpris ved en koncert i New York.

De følgende år har han modtaget priser og spillet koncerter i ind- og udland.

Jeg kan på det varmeste anbefale denne cd - det er vellyd og flot kunst - og vidunderlig at slappe af til.


torsdag den 11. marts 2010

Pia Juul: Mordet på Halland


Forfattereren Bess vågner en morgen ved at hendes kæreste Halland bliver skudt uden for deres hus. Det får hende til at reflektere over sorg og tab.
Det er længe siden at jeg har læst sådan en velskrevet bog. Mordet på Halland er ikke en kriminalroman, selvom der bliver begået mord. Det er en bog om sorgen over det at miste, men i høj grad også det fremmedgørende ved sorgen, når man måske aldrig rigtig har elsket!

Bess spørger: Hvordan ser man ud når man sørger og hvordan gør man? Bess er ikke troværdig, hun udelader og undlader. Kan man stole på hende? Hvem myrdede Halland?
The answer my friend is blowing in the wind.