Viser opslag med etiketten Homosexuelle. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Homosexuelle. Vis alle opslag

onsdag den 4. januar 2012

Astrid Saalbach: Fordrivelsen


Astrid Saalbachs nye roman fra efteråret 2011 er noget af et menneskeligt drama - foruroligende - og så snublende nær noget, der kan ramme os alle - eller i hvert fald en, vi kender.
Andreas Ruud Christensen er succesrig virksomhedsleder i fyrrerne. Med sin kone og to børn er han på skiferie i Alperne, men er mere optaget af sin mobiltelefon og kontakten med den hemmelige elsker end af familien. En dag standser han midt på en af pisterne for at læse en sms og bliver torpederet af en ung mand på snowboard.
På et splitsekund ændres hans liv - han vågner efter dages bevidstløshed op til en tilværelse med totalt ændret personlighed og store sorte huller i erindringen. Hans kone erfarer det, han ikke selv længere husker, og tilværelsen begynder langsomt at skride ud.
Det er en barsk roman - en uafrystelig læseoplevelse - om pludselig ikke længere at passe ind i sit eget liv. Astrid Saalbach skriver et flot sprog, og jeg læste romanen i et langt sug til den sidste side.

Du kan bestille romanen her

onsdag den 1. juni 2011

"I digterens hus" -”Jeg er ung, jeg er speciel, jeg er ved at sprænges af vitalitet, og jeg skal dø.”

Hvor vil jeg gerne sige til alle elskere af gode romaner - og til alle med den mindste glæde ved klassisk musik, at de hurtigst muligt skal få fingrene i "I digterens hus". En formidabel roman !

Den hollandske forfatter Jan Brokken har baseret sin roman(biografi) på sit venskab med den russiske mesterpianist Jurij Egorov f. 1954, der i 1976 flygtede til Vesten, hvor han primært boede i Amsterdam. Han var flygtet fra KGB, fordi han som homoseksuel var bange for sit liv i Rusland – en problematik, der stadig er sørgelig aktuel her i 2011.


Egerov følte, at hvert sekund skulle leves, som var dét det sidste – et kunstnerisk, konfliktfyldt sind – begavet og ambitiøs - fuld af smerte over at have forladt sin familie og sit land.
Dagtimerne udfyldte han intenst ved klaveret , aftenerne tilbragte han som fejret koncertpianist på de store, klassiske koncertsales scener, hvor han begejstrede tilhørere og musikanmeldere, mens nætterne forsvandt i de homoseksuelle miljøer.
Hans imponerende kunstneriske karriere førte ham på får år langt og kunne have ført ham langt videre, hvis ikke stofmisbrug havde hæmmet hans karriere, og AIDS siden kostede ham livet knap 34 år gammel.

"I digterens hus" er en dybt bevægende historie om en tragisk skæbne i det splittede Europas sidste årti, men også en formidabelt godt fortalt roman og et stemningsfuldt billede af verden af i går.
Mest af alt er "I digterens hus" dog forfatterens utilslørede kærlighedserklæring til en savnet ven.

Flere gange under min læsning måtte jeg på opdagelse på nettet for at lytte til Egorovs talent :
http://www.youtube.com/watch?v=cGAY6Cer2Ew
http://www.youtube.com/watch?v=RKqR9NNFu6g

Du kan reservere bogen her

http://www.bibliotek.dk/ kan du bestille cd'er med Jurij Egorov