Viser opslag med etiketten David Nordahl Madsen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten David Nordahl Madsen. Vis alle opslag

tirsdag den 15. november 2011

Avatar

James Cameron:
Avatar
I det 22. århundrede er ressourcerne få, og der mines i rummet på månen Pandora. Men miljøet på Pandora er ikke velegnet til mennesker og en race af menneskelignende væsener kaldet Na’vi beboer den. For at samle information om planeten, udvikles Na’vi-menneske hybrider, de såkaldte avatarer, som kan styres gennem et mentalt link. Soldaten Jake er en af de udvalgte, men under en rutineindsamling af biologisk materiale, bliver han væk fra sin gruppe, og støder ind i en af de indfødte Na’vier, Neytiri. Han indlemmes herefter som en spion for at samle viden om dem, men fascineres af deres verden og vender sig imod sine medmennesker. Dette er starten på en kamp for planetens overlevelse.

James Camerons Avatar er den bedst sælgende film til dato. På trods af at den præsenterer en oldgammel historie, f.eks. sammenlignes den med Pocahontas, så er indpakningen ny og frisk med mange flotte scenerier, hvilket den også vandt adskillige priser for.

Det er en film der har lidt af det hele. En kærligheds- og krigshistorie, der centrerer på kulturforskelle pakket ind i naturlige landskaber, såvel som en god del science fiction og spænding, sikrer en god oplevelse.

søndag den 13. november 2011

The Name of the Wind

Patrick Rothfuss:
The Name of the Wind
Den legendariske Kvothe har slået sig ned og antaget rollen som en uskyldig kroejer. Men selv her er han ikke i fred, da både dæmoner og en skriver banker på. Han fortæller om sit liv, hvordan han stødte på væsener fra et eventyr, overlevede som gadebarn, blev optaget på universitetet og senere bortvist. Hvordan han bekæmpede en drage, elskede en kvinde, dræbte en konge og meget mere. Hans legende bliver sat til skue, og sandhed bliver skilt fra fiktion.

The Name of the Wind er Patrick Rothfuss’ debutroman og den første I en trilogi, der afdækker Kvothes historie. Den blander nutid med fortid, og 3. persons-fortæller med jeg-fortæller, alt imens man suges ind i Kvothes erindringer.

En roman, der nærmest tvinger en til at læse videre, for at afdække mysteriet om, hvordan en almindelig mand bliver til en legende.

Dette er 1. del i serien.

Bestil The Name of the Wind

Bestil The Name of the Wind på dansk

søndag den 6. november 2011

Dexters Dunkle Drømme

Jeff Lindsay:
Dexters Dunkle Drømme
Dexter Morgan arbejder for politiet som retsmedicinsk analytiker, har en kæreste med to børn og en politibetjent som søster. Og når mørket falder på, udlever han sit sande kald som seriemorder. Men en række mystiske beskeder til Dexter, efterladt på en stribe af mordofre, ryster op i tilværelsen.

Jeff Lindsays Dexters Dunkle Drømme giver et mørkt og humoristisk indblik i et monsters tankegang, og på trods af Dexters dunkle drifter, så er det svært ikke at heppe på ham, specielt i de øjeblikke, hvor menneskeligheden skinner igennem.

En krimi med en særpræget vinkel gør Dexters Dunkle Drømme til en spændende bog, hvor de kriminelle uden for lovens lange arm ikke er ude for Dexters rækkevidde.

Dette er 1. del i serien om Dexter.

fredag den 4. november 2011

Abigail

King Diamond:
Abigail
"We are gathered here tonight,
to lay to rest Abigail LaFey,
whom we now know
was first born dead
on The 7th Day of July 1777.


Abigail must be nailed to her coffin
with 7 silver spikes,
1 through each arm, hand and knee,
and let the last of the 7 be drawn through her mouth
so that she may never rise and cause evil again


Who will be the first?"


"I O'Brian of the Black Horsemen."

Sådan indledes albummet med det første nummer Funeral, der slår tonen an.

Kim Bendix Pedersen med kunstnernavnet King Diamond er født i Danmark og er mest kendt for sin brede sangstemme, specielt sin brug af falset, og sine albums baseret på det sataniske, der siden hen blev erstattet af et fokus på gyserhistorier. Abigail er King Diamonds andet solo-udspil, men første fulde konceptalbum efter bruddet med sit tidligere band Mercyful Fate.

Abigail handler om ægteparret Jonathan og Miriam, der flytter ind i et gammelt hus, på trods af advarsler om, at de burde vende tilbage den vej de kom. Efterfølgende bliver Jonathan advaret om en stor ondskab, der venter i huset. En ondskab der venter på at overtage hans kone, som han kun kan redde ved at slå hende ihjel.


Er man til melodisk og heavy metal, eller kan man lide en god historie, så kan man ikke lade denne klassiker gå en forbi.

mandag den 31. oktober 2011

Seven

David Fincher:
Seven
En række grufulde mord leder de to politifolk Mills og Somerset på sporet af en seriemorder, der begår sine mord baseret på de syv dødssynder. I jagten på ham kommer de nærmere og nærmere, men er der sådanne en ting som at komme for tæt på?

Seven af David Fincher var en kommerciel succes og blev mødt af positive anmeldelser. Visuelt er filmen meget mørk, også stilmæssigt, og dette understøttes yderligere i de mange scener med rigelige folkemængder og regn.

En thriller, der blander horror og neo-noir med religiøse temaer gør filmen til et dystert bekendtskab. Et bekendtskab man dog ikke er bedre stillet foruden.

lørdag den 29. oktober 2011

Wizard's First Rule

Terry Goodkind:
Wizard's First Rule
Richard Cypher har levet et stille liv, indtil en dag, hvor han bliver blandet ind i den onde troldmand Darken Rahls planer om at udslette alt liv i verden. Sammen med en mystisk kvinde klædt i hvidt, en gammel mand, der er mere end han ser ud til og et magisk sværd, bliver Richard kastet ud i en skæbne større end hvad han nogensinde kunne have drømt om.

Wizard's First Rule er Terry Goodkinds debutroman, som blev solgt for et rekordbeløb indenfor førstegangs fantasy romaner. Det er første bog i den lange fortælling om Richard og Kahlan, der skal grueligt meget igennem for at redde verden, og før de kan få hinanden.

En traditionel fantasy-fortælling med sympatiske karakterer og rigeligt med twists, gør Wizard's First Rule til et glimrende valg til dem, der gerne vil have noget traditionel fantasy.

Dette er 1. del i serien.

fredag den 28. oktober 2011

Watchmen

Zack Snyder:
Watchmen
Året er 1985 og for blot et par år siden, blev alle fortsat praktiserende superhelte gjort fredløse. Verden står ved randen af atomkrig, alt imens selvtægtsmanden Rorschach undersøger et dødsfald, der leder ham til et plot om at afskaffe alle tidligere superhelte. Et plot der er så meget større end hvad øjet skuer, og potentielt vil kunne påvirke hele verden.

Watchmen er baseret på tegneserien af samme navn skrevet af Alan Moore, og foregår i en alternativ verden, der minder om vor egen, men hvor superhelte har spillet en stor rolle. På trods af benævnelsen super, så er der kun en karakter i historien med overmenneskelige evner, og alle superheltene er almindelige mennesker, i hvert fald fysisk.

Det er en film med en gribende historie og interessante karakterer, som blander krimi og science fiction, og sikrer en spændende aften i selskab med Ozymandias, Silk Spectre, Doctor Manhattan, The Comedian, Nite Owl og Rorschach.

søndag den 23. oktober 2011

Storm Front

Jim Butcher:
Storm Front
Hvis man slår op i telefonbogen under troldmænd finder man ét navn: Harry Dresden. Primært optaget af at finde forsvundne genstande, så påtager Harry sig diverse andre opgaver, bl.a. for Chicagos politistyrke, som senest arbejder med et dobbeltdrab, hvor begges ofrer hjerter er eksploderet ud af deres brystkasser.

Storm Front er Jim Butchers debutroman og den første i en lang række bøger om Harry Blackstone Copperfield Dresden. Den foregår på grænsen mellem den virkelige verden og magiens verden, hvor Harry må gå den fine balance mellem at beskytte folk fra onde kræfter og samtidig beskytte magiens hemmeligheder fra folk.

En roman der udspiller sig som en krimi blandet med det overnaturlige, gør Storm Front til et godt valg til krimi- eller fantasyelskere, der ønsker at se den anden side af hegnet.

Dette er 1. del i serien.

Bestil Storm Front

lørdag den 15. oktober 2011

Dark Messiah of Might and Magic

Arkane Studios (and others):
Dark Messiah of Might and Magic

Efter mange års træning bliver lærlingen Sareth sendt for at aflevere en krystal til en af hans mesters allierede, der bor i en fjern by. Han ankommer lige i tide til at opleve byen under besættelse af Nekromantikernes udøde hære og til at få stjålet krystallen. Dette er starten på en kamp mod de farlige Nekromantikere, en kamp der meget vel kan koste Sareths sjæl.

Dark Messiah of Might and Magic ses I første-person, og kombinerer en blanding af action, rollespil og udforskning. Der er mange forskellige lokaliteter, der besøges, og de fjender og fælder man skal overkomme varierer også. På trods af, at der også findes en multi-player del, så er det ved single-player kampagnen at indholdet findes, og den kan sagtens spilles igennem flere gange med forskellige kombinationer af evner, f.eks. med fokus som kriger, bueskytte, troldmand eller tyv, og man vil næsten altid finde noget man overså tidligere.

Spillet er perfekt for dem som kan lide first-person action og fantasy, på trods af at historien ikke vinder nogen priser. Der går ikke længe før man går fra at tænke, hvordan man overvinder den næste gruppe fjender til, hvordan man skaffer dem af vejen på den sejeste facon.

Bestil Dark Messiah of Might and Magic til PC

fredag den 14. oktober 2011

The Blade Itself

Joe Abercrombie:
The Blade Itself
Unionen er på vej i krig på to fronter, samtidig med, at der kæmpes internt i skyggerne. På samme tid samler troldmanden Bayaz en gruppe vidt forskellige individer til en ekspedition på jagt efter ældgamle hemmeligheder, der kan betyde forskellen mellem liv og død.

Joe Abercrombies debut-roman tilbyder en grynet og mørk fantasy oplevelse, hvor persongalleriet er i fokus, linjerne mellem godt og ondt er udvaskede, og hvor man er usikker på, hvorvidt man burde holde med heltene eller skurkene.

En roman, der går den smalle gang mellem klassisk fantasy og så noget mere friskt, gør The Blade Itself egnet til både inkarnerede fantasy-læsere og nye tilkommere.

Dette er 1. del i trilogien.

lørdag den 8. oktober 2011

Batman: Arkham Asylum

Rocksteady Studios:
Batman: Arkham Asylum
En rutinetransport af Jokeren til Arkham Asylum, tager en uventet drejning, og det er op til Batman at rydde op. Det er ikke bare Jokeren og hans bande Batman er oppe imod, men andre farlige psykopater, som f.eks. Scarecorw og Bane, er også på spil. Men er det virkelig nok til at stoppe selveste Batman?

Batman: Arkham Asylum ses i tredje-person og indeholder masser af udforskning, action og snigen. På trods af at spillet er forholdsvist lineært, er der masser af muligheder for afvigelser og forskellige måder at løse objektiver på, bl.a. gennem brug af Batmans udstyr, hans detektiv evner eller rå styrke. Udover single-player kampagnen, der er fyldt med ekstra valgfri opgaver og achievements, er der også Challenge Mode, som sætter Batman op imod en hel flok skurke på samme tid.

Spillet er utroligt stemningsfuldt og kontrolleres glimrende, og man bliver hurtigt grebet af historien og spændingen. Inden længe vil man kunne nikke genkendende til frasen: ”I’m Batman.”

 

søndag den 25. september 2011

American Gods

Neil Gaiman:
American Gods
Amerika skal i krig, og straffefangen Shadow hyres af den selvproklamerede konge af Amerika Wednesday. Sammen tager de på en spændende og spirituel rejse gennem Amerika for at finde allierede til den forestående storm.

Vinderen af adskillige priser, Neil Gaimans American Gods inviterer på en eventyrlig rejse gennem det historiske Amerika. Glem kampen mellem det gode og onde, for her er linjerne knap så tydelige, og forskellen mellem ven og fjende er minimal.

En blanding af religion, kultur og magi gør American Gods til en glimrende bog, specielt for fantasy-elskere der gerne vil have noget andet end drager, troldmænd og vampyrer.

Bestil American Gods

fredag den 23. september 2011

Kaninbjerget

Richard Adams:
Kaninbjerget
Kaninen Hassel og hans synske bror Femmer, leder en flok kaniner væk fra deres bo, før menneskerne kommer. Dette er starten på en hård og eventyrlig rejse gennem det engelske landskab, hvor de må kæmpe for at finde et nyt hjem. På rejsen møder de både nye venner og fjender.

Richard Adams' Kaninbjerget tager noget så uskyldigt som kaniner, og giver os et indblik i en verden, der er knap så uskyldig. Gennem de hæsblæsende oplevelser vil man sidde på kanten af sædet, drevet videre af et ønske om at se kaninerne klare skærene.

Det noget anderledes sceneri og persongalleri, gør Kaninbjerget til en noget særpræget bog, der er både episk, heroisk og klassisk. Og med en sød kanin på omslaget.

Bestil Kaninbjerget