Viser opslag med etiketten Biografi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Biografi. Vis alle opslag

torsdag den 26. januar 2012

Just kids - af Patti Smith


Da jeg læser prologen, græder jeg allerede. Jeg ved instinktivt, at dette vil blive en kæmpe læseoplevelse. Og det bliver det.”Just Kids” er intet mindre end fantastisk læsning.






Jeg har kendt sangerinden Patti Smith siden min gymnasietid i slut 70’erne. Vi lyttede til ”Horses” – og syntes at Patti Smith var fed.
Hendes forhold til Robert Mapplethorpe kendte jeg først til langt senere, faktisk først da jeg så hans fantastiske retrospektive fotoudstilling på Louisiana i først 90’erne, og genkendte cover fotoet til albummet ”Horses”.
Patti Smith stammer fra østkysten og er vokset op i en god familie. Tidligt var hun en søgende sjæl, læste en masse og vidste at hun måtte til New York for at leve sine kunstneriske drømme ud. 
Hun møder Robert Mapplethorpe og de flytter sammen og hurtigt opstår der en samhørighed som bliver livslang. Et forhold og en kærlighed der aldrig sætter betingelser, en kærlighed der tåler alt og en åndelighed der varer til døden.
Smukkere bliver det ikke, og da Patti lader sig skille, for at lade Robert leve sin homoseksualitet ud, er man meget berørt.
Kunstnerisk inspirerer de hinanden, de tror på hinanden, er hinandens rusmiddel.
Biografien er som et moderne eventyr, og dybt bevægende.
Som Patti Smith har udtalt, så taler Robert Mapplethorps værker og kunst for sig selv, hun vil gerne give sit billede af ham, fortælle os læsere, hvordan han udviklede sig som menneske og hvordan han var som ven/mand. Og det lykkes til fulde.
Reserver her





onsdag den 28. december 2011

Karl Ove Knausgård: Min kamp bind 4

Min største læseoplevelse i 2011 har uden diskussion været Karl Ove Knausgårds selvbiografiske romanserie "Min kamp" - det mest velskrevne - og for mig altopslugende relevante jeg har læst i mange år.
Blændende romankunst - voldsomt privat - og voldsomt almenmenneskeligt. Jeg er fuldstændigt forsvundet ind i Knausgårds hudløse verden.

Prøv at høre Knausgård fortælle om bøgerne i dette nye klip fra NRK, som er optaget efter udgivelsen af det 6. og sidste bind i serien.

På dansk er vi nået til bind 4, hvor han som 18-årig og nybagt student drager til Nord Norge som lærervikar i en lille afsides beliggende fiskerby. Jeg har netop læst de sidste sider - og den holder i den grad !

Du kan bestille bind 4 af Min kamp

søndag den 25. december 2011

Ulla Terkelsen: Ulla Terkelsen - vi kan sove i flyvemaskinen

Hvert år når vi nærmer os julehandlen udkommer der et hav af biografier og samtalebøger.

Og i år har Ulla Terkelsen, der p.t. er udenrigskorrespondent for TV2 (i samarbejde med Andreas Fugl Thøgersen) skrevet en bog om sit liv som reporter fra alverdens brændpunkter: Belfast, Kairo, Afghanistan, Ground Zero.

Vi får også historien om barndommen i Århus, familien, skoletiden, hendes tid som medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, årene i Polen og meget mere. Fra 60'erne og frem til i dag.

Det går stærkt. Næsten som at høre og se hende på TV.

Du kan bestille bogen her

lørdag den 3. december 2011

Elizabeth Taylor 1932 - 2011

Filmlegenden Elizabeth Taylor charmerede publikum verden over - hun vandt 2 Oscars - var gift 8 gange - kæmpede for aids-patienter og var en af Hollywoods smukkeste kvinder.

I bogen 'Elizabeth Taylor 1932-2011 - Hollywoods sidste legende' fortæller Ian Lloyd den dramatiske historie om Taylors liv fra barndom til hendes død i marts 2011. Bogen indeholder utrolig mange flotte fotos - heraf en del, som aldrig har været offentliggjort tidligere og en del fra Taylors private fotoalbum.

Dejlig underholdning til de mørke vinteraftener.

torsdag den 24. november 2011

Glasslottet af Jeanette Walls

Jeannette Walls er en kendt amerikansk journalist,i Glasslottet  fortæller  hun om sin barndom og opvækst med en alkoholisk og genial far og en mor, som var kunstner. Familien var hjemløs og omrejsende og først som teenager kunne forfatteren sammen med sine søskende bryde ud af familien og starte på et normalt liv med skolegang og uddannelse.

Historien er på mange måder en fortælling om vanrøgt og  omsorgssvigt i den grad, at det undre en at ingen griber ind. Alligevel portræteres hippieforældrene meget kærligt og loyalt. Og det på trods af at de begge opfører sig rystende asocialt og egoistisk.
 Bogen mindede mig meget om Svinestier af Alakoski , reserver her hvis du er til barsk socialrealisme.

onsdag den 10. august 2011

Birte Kont: En by i Rusland: roman

Den nye danske roman "En by i Rusland" er Birte Konts fine og usentimentale barndomsskildring af en opvækst i et nydeligt, jødisk hjem i København i årene efter 2. verdenskrig - en familie som indenfor murene er traditionelt jødisk og udenfor insisterer på at være ganske almindelige, traditionelle danskere.
Fortrængninger og fortielser står i kø i hjemmet - og midt i dette ingenmandsland skal lille Birte danne sin identitet. Familien har en stiltiende aftale om at holde barnet totalt uvidende om familiens barske forhistorie - så hverdagen er fuld af : "Det taler vi ikke om".

Men tro ikke, at bogen kun er alvorlig og fuld af bundløse identitenskriser og afgrundsdybe kulturkløfter - for Birte Kont har udstyret sin lille, stædige hovedperson med en yderst veludviklet og perlende humor, der mange gange under læsningen fik mig til at grine højt. Det er faktisk længe siden jeg har grinet så godt med en bog i hånden.

Jeg elskede i sin tid at læse Knud Romers roman "Den som blinker er bange for døden" - og læseoplevelsen har for mig været lidt den samme med "En by i Rusland".

Du kan bestille bogen her

onsdag den 3. august 2011

Knausgård: Min kamp: roman. - 3. bind


Så fik jeg med usvækket fryd pløjet mig igennem endnu et bind af den norske forfatter Karl Ove Knausgårds dybt facinerende biografiske romanserie "Min kamp" .Hvor bind 1 var hans ungdom og senere faderens død i druk og elendighed og bind 2 skildrede parforhold og småbørn på kollisionskurs med forfatterkarrieren - fører bog 3 os ind i barndommens verden oplevet på "knausgårdsk" -  med mor og far og storebror i et nybygget villakvarter på Sørlandet i Norge i 1970'erne.
Venskaber, piger, skolens forunderlige univers og de pludselige og umotiverede stemningsskift i familien forårsaget af en dybt forfærdelig far observeres og beskrives kompromisløst og præcist af Knausgård med en intensitet, der har både henrykket og rystet mig i løbet af læsningen

Jeg har læst mange flotte barndomsskildringer i mit læseliv, men intet der i hudløs ærlighed kommer så tæt på det levede liv. Og så glemte jeg måske lige at sige, at bogen er blændende skrevet, og at bind 4 og 5 er udkommet på norsk og at det sidste bind udkommer i Norge til efteråret.

Du kan reservere bogen her

fredag den 29. juli 2011

"Spis, bed, elsk", roman af Elizabeth Gilbert.

Hvad gør man, når man vågner op en dag  og indser, at alt hvad man troede, man drømte om, ikke lever op til forventningerne?

Elizabeth Gilbert har alt, hvad hun nogensinde har ønsket sig: en flot karriere, en sød mand, et dejligt hus. Alligevel befinder hun sig pludselig i sit livs krise, og alt må tages op til revidering. Hendes ægteskab har mistet gløden, hun er rastløs og længes ud. Under sin seng har Elizabeth en æske. I den gemmer hun avisudklip, billeder, postkort og bøger om alle de steder, hun drømmer om at se. Da hun vælger at blive skilt fra sin mand, tager Elizabeth ud i verden for at finde de svar, hun søger. Hendes spørgsmål er almenmenneskeligt: "Hvordan bliver jeg lykkelig?"

"Spis, bed, elsk" er en selvbiografi skrevet af forfatteren Elizabeth Gilbert om den svære tid efter hendes skilsmisse, om udlængsel, selvransagelse og om kærlighed -til mad, vin, venner, familie, mænd. Det er måske ikke stor verdenslitteratur - men hvad så? Sproget er flydende, humoristisk, legende og let og historien er vildt inspirerende. Bogen blev udgivet i 2010 og lå på bestseller-listen hos New York Times i over et år! Sidenhen er succesen blevet filmatiseret med min Hollywoodfavorit, Julia Roberts, i hovedrollen. Filmen er perfekt til en regnvejrsdag hjemme på sofaen. Bogen er perfekt på et hvilket som helst tidspunkt; i hængekøjen, ved poolen, i lænestolen, under dynen.

Bestil bogen her. Og se traileren for filmen, "Eat, Pray, Love" på youtube. På Elizabeth Gilberts egen hjemmeside kan man læse meget mere om Gilberts forfatterskab og finde uddrag fra hendes selvbiografi.

søndag den 10. juli 2011

Dorrit Willumsens selvbiografi.

Dorrit Willumsen er født i 1940 og fortæller i Det søde med det sure om sin barndom og ungdom i København, hvor hun voksede op hos sin mor, mormor og morfar.


Erindringerne giver et levende tidsbillede af 40’rne og 50’erne, det myldrer med farverige skikkelser både i familien, i skolen og på gaden.

I Pligten til lykke følge hun op med ægteskabet med digteren Jess Ørnsbo, sønnen Tore og deres liv sammen.

Dorrit Willumsen er en eminent og medrivende fortæller med et underfundigt og skarpt blik for livets absurditeter.

Et klassisk erindringsværk, som rigtig mange vil have stor fornøjelse af at læse.

Og har du ikke læst nogen af hendes romaner, kan jeg anbefale Marie. En roman om Madame Tussauds liv og Bang. En roman om Herman Bang.

Du kan bestille Det sure med det søde her
Og Pligten til lykke her

onsdag den 1. juni 2011

"I digterens hus" -”Jeg er ung, jeg er speciel, jeg er ved at sprænges af vitalitet, og jeg skal dø.”

Hvor vil jeg gerne sige til alle elskere af gode romaner - og til alle med den mindste glæde ved klassisk musik, at de hurtigst muligt skal få fingrene i "I digterens hus". En formidabel roman !

Den hollandske forfatter Jan Brokken har baseret sin roman(biografi) på sit venskab med den russiske mesterpianist Jurij Egorov f. 1954, der i 1976 flygtede til Vesten, hvor han primært boede i Amsterdam. Han var flygtet fra KGB, fordi han som homoseksuel var bange for sit liv i Rusland – en problematik, der stadig er sørgelig aktuel her i 2011.


Egerov følte, at hvert sekund skulle leves, som var dét det sidste – et kunstnerisk, konfliktfyldt sind – begavet og ambitiøs - fuld af smerte over at have forladt sin familie og sit land.
Dagtimerne udfyldte han intenst ved klaveret , aftenerne tilbragte han som fejret koncertpianist på de store, klassiske koncertsales scener, hvor han begejstrede tilhørere og musikanmeldere, mens nætterne forsvandt i de homoseksuelle miljøer.
Hans imponerende kunstneriske karriere førte ham på får år langt og kunne have ført ham langt videre, hvis ikke stofmisbrug havde hæmmet hans karriere, og AIDS siden kostede ham livet knap 34 år gammel.

"I digterens hus" er en dybt bevægende historie om en tragisk skæbne i det splittede Europas sidste årti, men også en formidabelt godt fortalt roman og et stemningsfuldt billede af verden af i går.
Mest af alt er "I digterens hus" dog forfatterens utilslørede kærlighedserklæring til en savnet ven.

Flere gange under min læsning måtte jeg på opdagelse på nettet for at lytte til Egorovs talent :
http://www.youtube.com/watch?v=cGAY6Cer2Ew
http://www.youtube.com/watch?v=RKqR9NNFu6g

Du kan reservere bogen her

http://www.bibliotek.dk/ kan du bestille cd'er med Jurij Egorov

mandag den 23. maj 2011

Jens Andersen: Ole Lund Kirkegaard - en livshistorie.

Ole Lund Kirkegaards aktive periode som forfatter strakte sig kun over en god halv snes år og et halvt dusin bøger (meget er udsendt efter hans død). Men mere end 30 år senere læses bøgerne om Lille Virgil, Albert, Orla Frøsnapper og alle de andre stadig, og tidens tand har ikke gnavet i hans univers af "frække" unger og utilpassede, anarkistiske eksistenser i alle aldersgrupper.
Men når man læser Jens Andersens grundige og gennemresearchede bog om Lund Kirkegaards liv og arbejde, tegner der sig også et billede af tandlægesønnen fra Skanderborg, der er både temmelig skræmmende og mere nuanceret end man aner ud fra bøgerne. At han var en uortodoks (og afholdt) lærer på en landsbyskole i Østjylland, vidste vi, men at mange af hans historier byggede på en kombination af faderens frodige fortællelyst og skolebørnenes daglige aktiviteter, er nyt for mig. Det er måske ikke alt i hans barndom og studentertid, der er lige interessant, men med sit vanlige fortælletalent får Jens Andersen os til at fornemme, at tingene i Ole Lund Kirkegaards liv hænger sammen i ét langt forløb, helt fra den tidlige ungdoms frodige billedkunst og brevskriverier. Og ikke mindst at hans alkoholisme, som førte til hans alt for tidlige død (han frøs ihjel på landsbykirkegården en martsnat i 1979 på vej hjem fra kroen) hænger sammen med, at han fik sværere, måske ikke ved at skrive, som sådan, men ved at aflevere "årets store børnebogssucces", skåret mere eller mindre over den læst, der næsten var blevet hans varemærke, fanget af sin egen succes, så at sige. Og man må uundgåeligt stille spørgsmålet: Havde Ole Lund Kirkegaard på dette tidspunkt skrevet de historier for børn, han havde på hjerte, og skulle han have forfulgt sin ambition om (også) at skrive for voksne? Eller skulle han være fortsat som landsbyskolelærer og "bare" have skrevet en historie i ny og næ, når ånden kom over ham? Vi får selvfølgelig aldrig et svar, men kan dog heldigvis stadig glæde os over hans bøger, som vi nu kan opleve at vores børnebørn også er begejstrede for. Ole Lund Kirkegaard holder, og Jens Andersens bog er med til at få os til at forstå hvorfor.
Reserver

lørdag den 21. maj 2011

Kennedy-brødrene

Jeg kan godt lide politiske biografier, elsker fotobøger, så ’Kennedy brødrene’ er lige mig. Her fortælles historien om de tre brødre, Jack, Bobby og Ted, der på hver sin måde prægede Amerika og amerikansk politik. Krydret med masser af fotos.


Et afsnit til hver bror – kronologisk fortalt.

John F. Kennedy, som i 1961 blev indsat som den yngste præsident nogen sinde og som i sin indsættelsestale sagde de berømte ord: ”Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land”.

Robert Kennedy, som var sin storebrors nærmeste rådgiver og en kontroversiel justitsminister og Edward Kennedy, som hurtigt var klar til en plads i Senatet.

Om de tre brødre er det sagt, at John inspirerede, Robert udfordrede og Edward forandrede Amerika.

Bogen er den første samlede fortælling om brødrene på dansk og du får et fint og hurtigt indblik i Kennedy-familiens liv, både det politiske og det private.

Reservér bogen her.

mandag den 9. maj 2011

Jakob Steen Olsen og Rikke Rottensten: Kammerat med solen - en biografi om Stig Lommer.


Folk under 60 vil næppe forbinde meget med navnet Stig Lommer. Men han var igennem årene fra midten af trediverne og 30 år frem inkarnationen af begrebet 'Revy' i Danmark. Ikke som forfatter eller sanger, men Lommer var manden, der satte revyer op, nærmest på løbende bånd. Han tjente mange penge og tabte næsten lige så mange, han kunne arbejde næsten i døgndrift, og han knyttede en lang række af årenes mest elskede kunstnere til sig: Carl Alstrup, Osvald Helmuth, Svend Asmussen, Dirch Passer og Kjeld Petersen ('Kellerdirk Bros.') og Jørgen Ryg og Preben Kaas, for nu bare at tage nogle få, og brødrene Børge og Arvid Müller leverede i stribevis af både elegante og slagkraftige viser til ham. Ikke alle hans ideer var lige geniale eller succesrige (der er mange herlige citater fra anmeldelser), men han brændte mere for revyen end nogen anden herhjemme, og ikke mindst derfor nærede næsten alle, der samarbejdede med ham, enten kærlighed til eller respekt for ham.
Betegnelsen 'biografi' er dog kun delvis rigtig, for bogen er i lige så høj grad i kortere eller længere stræk historien om nogle af 'hans' kunstnere. Ikke mindst afsnittene om Dirch Passer og Kjeld Petersen fortæller (velgørende nøgternt og u-sladderagtigt) noget om omkostningerne ved et liv på scenen, når man også har sine indre dæmoner at slås med. At nogle kunne opleve ham som barsk, lægges der heller ikke skjul på, for det var for Lommer altid Revyen, der kom før personlig forfængelighed eller ambition, men han var også kendt i branchen som en mand, man ikke behøvede at skrive kontrakt med, hvis man havde en klar mundtlig aftale. At han brændte sit lys i begge ender er vel ikke for meget sagt (cigarer og whisky var faste følgesvende), men han nåede dog at blive 69 og fik vel den 'rigtige' død for et scenemenneske: han faldt om under en optræden i Skagen i 1976 og var død få minutter efter. Havde han vidst det på forhånd, havde han sikkert løftet blikket mod himlen og sagt: "Noel Coward, Maurice Chevalier og Karl Gerhard, vær søde lige at rykke jer lidt og gøre plads til den sidste elegantier..."
Reserver

mandag den 10. januar 2011

Gift - Elizabeth Gilbert (Spis,bed,elsk)

Har du læst bogen Spis, bed, elsk? Eller måske set filmen af sammen navn med Julia Roberts? Gift er fortsættelsen på biografien, der handler om Elizabeth Gilberts liv.

Denne bog handler om hendes liv med Filipe og deres forhold. Selvom de har svoret at de aldrig ville gifte sig, så bliver de nødt til det på grund af immigrationsmyndighederne. Men hvad er egentlig et ægteskab? Forfatteren sætter sig for at finde ud af hvad et ægteskab betyder i forskellige kulturer.

Reserver bogen her.

lørdag den 18. december 2010

RIIS

Bjarne Riis blev nationalhelt, da han vandt Tour de France.
Tiljublet af tusinder på en køretur i åben vogn gennem hovedstaden og hyldet i Tivoli af landets statsminister. Siden fulgte faldet fra tinderne. Skilsmisse, sportslig nedtur og beskyldninger om dopingmisbrug.


Riis er Bjarne Riis´ selvbiografi og fortælling om vejen fra en rodet barndom i Herning over kampen for at overleve i professionel cykling til at stå øverst på podiet i Paris som vinder af verdens hårdeste cykelløb.

For første gang fortæller Bjarne Riis om sit liv som en af Danmarks mest populære sportsfolk nogensinde, om sit dopingmisbrug, sin kaotiske opvækst og det barske professionelle cykelmiljø.RIIS giver et følelsesladet indblik i mennesket bag den sky og generte rytter, familiefaderen og den succesfulde forretningsmand.
Vi er med til de store sejre, nedturene, i dagene omkring dopingindrømmelsen og til det dramatiske Tour de France i 2010, hvor Riis´ hold er i opløsning, men alligevel kører med om sejren.

Dette er historien om enspænderen, der udfordrede grænserne og nåede til tops. Om manden, der er bedst i modvind, og som altid er klar med en plan B.

Reserver bogen her

torsdag den 16. december 2010

Drengen der tæmmede vinden


...hedder William Kamkwamba og er fra Malawi. Han kommer fra en lille landsby uden strøm eller andre moderne bekvemmeligheder. Men William er ekstremt interesseret i og god til teknik; så da han må gå ud af skolen, fordi hans familie har mistet alt under en hungersnød, går han i gang med at bygge en vindmølle.
Alle forklaringer får han fra sin favoritbog (lånt på det lokale "bibliotek") "Explaining Physics".
Og det lykkes! efter meget hårdt arbejde og med udfoldelse af megen snilde har han lys, så han kan læse om aftenen og kvinderne får en pumpe til brønden.

William bliver opdaget af udenlandske ingeniører, får sponsorer fra alle dele af verden, og i dag er han i gang med en uddannelse i Sydafrika.

Det er dejligt at læse en bog fra Afrika med indbygget håb og optimisme - og tag ikke fejl...William findes og har selv skrevet sin historie!

Og så er det forresten en bog for tekniknørder - alt forklares med entusiasme og en smittende begejstring.
Vil du også læse den? - reserver den her

mandag den 15. november 2010

Dorrit Willumsen

"Det søde med det sure" er Dorrit Willumsens anmelderroste, dejlige, humoristiske og til tider grumme barndoms- og ungdomserindringer om livet på Nørrebro i 40'erne og 50'erne.
Kom og hør et spændende foredrag med forfatteren Dorrit Willumsen på Hillerød Bibliotek onsdag 17. november kl. 19-20.30.
Billetter a 50 kr. kan købes i INFO-butikken på biblioteket.

tirsdag den 2. november 2010

Følger du også med i Borgen?

Synes du, ligesom jeg, det politiske spil på Christiansborg er interessant? Både i det virkelige liv og som tv-serie. Så kan du måske også lide at læse biografier eller interviewbøger om alle de kendte politikere.

På biblioteket har vi et stort udvalg af politiker-biografier, så det er bare at gå i gang.

Her er et lille udvalg:

Interviewbog med de politiske ledere på Christiansbog, der bl.a. fortæller om, hvad der driver dem og hvordan de vil forandre det danske samfund.

Om Lars Løkke Rasmussen
            
Helle for magten
Om Helle Thorning-Schmidt

Bare kald mig Lene
Om Lene Espersen

Villys verden
Om Villy Søvndal

Pia K..årene ved magten
Om Pia Kjærsgaard

Du kan også følge Folketingets arbejde ved at se "TV fra Folketinget"

Og endelig kan du hygge dig med filmen Kongekabale - som underholdende og nervepirrende viser det politiske magtspil - som fiktion.

God fornøjelse.

onsdag den 4. august 2010

Jens Kjeldsen: Charlie Parker - the Bird


Musikerbiografien er en svær genre - det sker tit at forfatteren i sin gennemgang af det biografiske ikke får behandlet det vigtige, nemlig musikken. Især det mere begivenhedsrige liv bliver i biografien ofte til opremsninger - så spillede han der og der, så tog han de og de stoffer, så blev han gift/skilt/far, osv osv. Ting som grundlæggende sjældent gør en nævneværdigt klogere på kunsten.


Så er det godt at der også er biografier som Kjeldsens bog om Charlie Parker - vel får vi biografien hvor det passer ind, men fokus ligger helt overvejende på musikken. Hvordan fik Parker udviklet sin revolutionerende stil, hvad kendetegner den rytmisk, harmonisk og melodisk og hvordan forholdt den sig til samtiden og traditionen? Hvad er det kort sagt der gør at Parkers musik stadig fænglser og fascinerer? Det er disse spændende spørgsmål Kjeldsen behandler grundigt og medrivende. Det er nok ikke en bog for den fuldstændigt læge læser, eksempelvis er det klart en fordel at kunne læse noder, men hvor er der dog meget at komme efter! Det er en bog som har ændret min måde at lytte til Parker og som har åbnet musikken, og sådant et værk er virkeligt en gave.

tirsdag den 27. juli 2010

Koustrup, Søren: Flamboyanten.

Jeg har altid syntes at historier om opdagelsesrejser var spændende - farerne, udforskningen af og mødet med det ukendte, de store bedrifter - det tiltaler drengen i mig som stadig holder af en god røverhistorie om helte- og vågemod. Flamboyanten beskriver italieneren Luigi d'Albertis tre rejser i Ny Guinea i 1870'erne. Bogen er hovedsageligt baseret på hans egne optagelser og bliver derfor ikke alene en beskrivelse af rejserne, men også af en typisk 1800-tals kolonialistisk tilgang til verden.
Koustrup skriver letflydende og tilgængeligt og han er god til at skrive d'Alberti frem så man tror på ham som levende menneske. En elemetært god historie om og fra en anden tid.