Bogens hovedperson – Karl Astason – er en succesrig forretningsmand.
Som tyveårig mister han (en typisk mors dreng) sin højtelskede mor, og samtidig slår ungdomskæresten Una pludseligt op med ham. Han mister de to eneste kvinder, han emotionelt og intenst har elsket og har knyttet hele sit følelsesregister til. Freud, Ødipus, moderbindinger og moderbilleder er en tung last i hans bagage.
Derfor har Karl valgt at bygge hele sit voksenliv op efter et nøje fastlagt mønster. Han bliver en kontrolfreak. Karl er en smuk mand - velhavende, stilfuld, åndrig og gennemkorrekt. Han kontrollerer sit liv med så hård hånd, at man som læser næsten må skrige.
Karl er single, men har et utal af elskerinder. Han er ”den gode elsker” og en Guds gave til alle kvinder, hvad angår sex. Hér er han topprofessionel. Men følelseskold ud over alle grænser. Det er rendyrket elskovsteknik. Korrekt service - intet andet. Han giver ikke sine mange elskerinder en tøddel af sine tanker, håb, drømme. Og hver elskerinde får kun tildelt tre gange! Så er det ud af klappen.
Karl gemmer hele sin indestængte kærlighed til sin ungdomskæreste – Una – som for ham var, er og vedbliver at være den eneste ene. Og som han i alle de mellemliggende år konstant tænker på, drømmer om og i dén grad håber på at møde igen.
Og Karl møder Una igen. Han får endelig bingo i det store kærlighedslotteri. Og vi læsere føler åndeløse med i udviklingen af denne morsomme, groteske, intense og vidunderlige kærlighedsgenforening.
Bogens persongalleri rummer et hav af ”skæve”, ikke helt almindelige typer. Under læsningen sad jeg jævnligt og kluklo – og det er jo som bekendt ikke det værste.
”Den gode elsker” er en betagende historie om kærlighedens væsen – om det moderne menneskes kvaler med kærligheden i alle den forskellige afskygninger og konstellationer – om adskillelse, ensomhed og savn – og om den totale, berusende lykke.
Bogen er meget nem at læse. Den er lun, rørende og vedkommende.
Jeg følte det så befriende og varmt at læse om denne store passion. Det er da vidunderligt, når kærligheden lykkes.
Vil I ikke give mig ret i det?
Reserver ”Den gode elsker” hér
Viser opslag med etiketten Margrethes bedste. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Margrethes bedste. Vis alle opslag
tirsdag den 1. november 2011
tirsdag den 24. maj 2011
Selden Edwards: Den lille bog
"Den lille bog" (på 461 sider) ligner ikke noget andet på markedet. I alt fald ikke noget, jeg har læst tidligere. Der skulle gå 34 år for forfatteren Shelden Edwards før et forlag ville udgive "Den lille bog". Bogen blev en bragende succes, da den endelig udkom.
Og hvad handler bogen så om? Ja, glem alt om et dækkende handlingsreferet. Dertil er bogens enorme indhold alt for herligt indviklet og finurligt.
Hovedpersonen - Frank Standish Burden III - til daglig kaldet Wheeler, er en legendarisk rockstjerne, et baseball-fænomen, arving til en millionformue, forfatter og filosof, søn af en berømt afdød krigshelt og en engelsk-jødisk pacifistisk mor. Ikke så lidt, vel?
Bogen starter i San Francisco i 1988 med lange tilbageblik til Wheelers barndom - og pludselig befinder vor hovedperson sig på mystisk vis i Wien i 1897. Hvordan det sker, får læseren ikke at vide.
Wien - denne glitrende storby, så rig på musikalsk liv, så fyldt med respekt for de gamle ærværdige traditioner og omgangsformer og osende af klassisk dannelse og kulturelle rigdomme.
Wheeler møder på grund af denne tidsforskydning sin egen far, som blev tortureret ihjel af Gestapo i det besatte Frankrig; han møder sin kontante og altid usympatiske bedstefar; han møder og indleder et forhold til en dragende amerikansk kvinde (et incestuøst forhold, viser det sig senere).
Wheeler møder bl.a. også Sigmund Freud, Gustav Mahler, Mark Twain og Adolf Hitler som 8-årig.
Og da Wheeler jo er rejst tilbage i tid fra 1988, kender han jo historiens udvikling for alle bogens personligheder og véd, hvilke fatale og fygtelige konsekvenser nogle af deres handlinger vil få for eftertiden. Men andre ord - Wheeler står midt i processen; han kender facit, men lader stå til. Han kunne have ændret historien gang, men gjorde det ikke.

"Den lille bog" er et fabulerende kaos af overraskende hændelser og forunderlige tildragelser. Den er rablende,; den er humoristisk; den er intens og grotesk. Jeg skulle holde tungen lige i munden under læsningen, men kors - hvor var det dog umagen værd. For mig var det en fantastisk oplevelse at få så megen filosofi og kulturelt tankegods ind under huden på en så fascinerende måde.
Jeg blev beriget og betaget. Jeg vil varmt anbefale "Den lille bog".
Du klikker hér, hvis du vil reservere bogen
Jeg blev beriget og betaget. Jeg vil varmt anbefale "Den lille bog".
Du klikker hér, hvis du vil reservere bogen
tirsdag den 5. april 2011
Hanne Richardt Beck | Om så det gælder
Hanne Richardt Beck får i romanen "Om så det gælder" fortalt en historie, som med en fantastisk nøjagtighed indfanger den knugende stemning i Danmark under 2. verdenskrig. Og ved hjælp af almindelige mennesker af kød og blod, får romanen stillet de store spørgsmål: Hvem er forbryder og hvem er uskyldig? Hvem er offer og hvem er bøddel? Skal børnene sone forældrenes skyld? Og hvor længe?
Hanne Richardt Beck lader sin fortælling begynde i 1933. Året for Hitlers magtovertagelse, men nok så væsentligt i denne sammenhæng året, da søskendeparret Viggo og Vita flytter med deres forældre fra en lejlighed på Nørrebro til et rækkehus i Brønshøj.
Nazismen og de begyndende jødeforfølgelser kan ikke overskygge mødet med rigmandssønnen Max, som både den stilfærdige Viggo og drengepigen Vita bliver dybt betagede af.
Max har styr på alt lige fra kønslivets hemmeligheder til de største historiske slag. Han færdes trods sin opvækst også ganske frimodigt i det københavnske undergrundsmiljø.
Undervejs skilles deres veje, og de mødes først igen 11 år senere i 1944, da Danmark er mørklagt og besat. Nu med Max og Vita som uadskillelige elskende og Viggo ude på sidelinjen.
Hanne Richardt Beck leverer nogle mesterlige karaktertegninger af de tre unge og beskriver med en fantastisk indlevelse deres kampe med sig selv midt i en verdenskrig, som fordrer mere, end man kan forlange af noget menneske.
Og slutningen? Ja, læs selv og mærk gyset!
Bogen er nem at læse; ja - trods emnet er det en "fornøjelse" at læse denne fantastisk væsentlige roman, hvor man bliver draget ind i handlingen allerede fra første side. Den giver megen stof til eftertanke om en perioden i vores historie, som aldrig må fortrænges og gå i glemmebogen.
Emneord
2. verdenskrig,
Danmark,
Margrethes bedste
tirsdag den 22. marts 2011
Mobning - på højt intellektuelt niveau. Grumt ...!

Helene Uri har begået en fascinerende og grum roman om universitetsmiljøet i Oslo.
Handlingen kunne snildt finde sted på et hvilket som helst universitet.
Har du læst "Undtagelsen" af Christian Jungersenvil du givetvis også synes om "De bedste af os".
Uris roman skildrer, hvordan mobning, svindel og intrigant kærlighed trives i bedste velgående blandt disse højtuddannede og intellektuelle sprogforskere.
Pål Bentzen er hovedpersonen, og han ansat i en løs stilling som sprogforsker ved Futuristisk Lingvistik. Han er en gudsbenådet trussetyv som er hemmeligt forelsket i den noget ældre, stramme, men smukke professor Edith Rinkel. Nanna Klev (som selvfølgelig også er smuk!) ansættes, og Pål forelsker sig hovedkulds i hende. Men Nanna har sin helt egen agenda, og det afsløres heldigvis først til allersidst.

Universitetsmiljøet i al sin gru skildres på en både vittig og galgenhumoristisk måde, og man må virkelige gribe sig selv i at sidde og undre sig over menneskets magtbegær, dårskab og nedrighed.
I disse "Penkowa-tider" står det lysende klart for os som læsere, hvor betændt dele af forsknings- og universitetsmiljøet kan være. Og at Helene Uris roman "De bedste af os" på ingen måde er overdrevet eller fordrejet.
tirsdag den 6. april 2010
Ode til blæksprutten og andre kærlighedsdigte | Henrik Nordbrandt

Det er snart forår. Jeg er glad. Jeg læser kærlighedsdigte.
Jeg véd det godt - jeg har skrevet om Henrik Nordbrandt før, men jeg vil så gerne dele min begejstring for denne fantastiske poet med jer alle sammen endnu en gang.
Jeg véd det godt - jeg har skrevet om Henrik Nordbrandt før, men jeg vil så gerne dele min begejstring for denne fantastiske poet med jer alle sammen endnu en gang.
Henrik Nordbrandt har igennem de sidste næsten 40 år udgivet et utal af digtsamlinger, der med rette har givet ham status som én af vore største nulevende digtere. Og digtene i ”Ode til blæksprutten” er da heller intet mindre end suveræne!
Nordbrandt gør nærmest en dyd ud af det enkle. Han lader sig ikke begrænse af sproget - opfinder gerne sine egne ord, så man kommer i tvivl om, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed.
Blandt andet derfor er hans digte så fantastiske. De er ufatteligt præcist sansede og rummer dertil en dobbeltbundethed, der er helt unik for Nordbrandt. Hans digte er på samme tid både utroligt simple og dybt komplekse, de er vildt humoristiske og samtidig umådeligt melankolske.
Nordbrandt tager i ”Ode til blæksprutten og andre kærlighedsdigte” livtag med drømmene, kærligheden, fraværet og nærværet. Han gør det så legende let og elegant, som kun han kan.
Kære læsere - fra Gedser til Skagen - læs denne digtsamling og bliv høj på formidabel god poesi.
torsdag den 18. marts 2010
Jeg er vild med Salif Keita
Salif Kaita - hvilke rytmer, hvilken sensibilitet - hans musik er simpelthen så livsbekræftende!Se nedenfor, hvilke cd du kan låne på Hillerød Bibliotekerne:
Salif Keita er født i 1949 i Mali. Han er direkte efterkommer af Mandinka krigerkongen Sundiata Keita, som grundlagde det maliske imperium i det 13. århundrede.
Det var derfor mod hans fars vilje og mod traditionerne, da han tog til Bamako for at spille musik.
Det var derfor mod hans fars vilje og mod traditionerne, da han tog til Bamako for at spille musik.
Keita er født albino, som indenfor mandinka kulturen betyder uheld for en familie, og den 56-årige Salif Keita måtte overvinde meget for at opfylde sin drøm om at blive musiker.
Salif Keita er en af Afrikas mest berømte sangere. Han kaldes for Afrikas gyldne stemme. Og med rette. Han har en stor ekspressiv stemme, der spænder fra kraftige råb til meditative, følsomme niveauer. Dén mands stemme og hans insiterende rytmesans går direkte i maveregionen!
Hans musik er en blanding af mange forskellige musikalske stilarter - vestafrikanske rytmer blander sig smukt med cubanske rytmer kombineret med jazz, funk og andet, som jeg slet ikke véd, hvad hedder.
Det er musik, der gør godt.
torsdag den 4. marts 2010
Kristín Marja Baldursdóttir: Mågelatter

Smuk natur, men barsk og rå. En lille islandsk fiskerby i 1950èrne.
Fortælleren i "Mågelatter" er den 12-årige Agga. Hun er en kvik, videbegærlig pige og sindssygt nysgerrig! Emsig!
Aggas tante, den smukke Freyja vender pludseligt tilbage fra USA som ung enke, og hun vender op og ned på alting i den lille by.For ingen er som hun: høj og tynd med langt, kraftigt mørkt hår og isblå øjne. Hun vækker opsigt alle vegne. Både mænd og kvinder drages af hende.
Men ikke Agga. Agga synes, Freja opfører sig underligt; går lange ture om natten, spiser ikke, når andre ser det, men har store ædeorgier i kælderen, hvorefter hun kaster op. Men samtidig er Freyja også god ved nogle af dem, der er nederst på den sociale rangstige, og hun gør oprør mod autoriter og gamle normer og regler.
For os, der er født i 1950érne er tidsbilledet genkendeligt. Os, der kan huske tilbage til tiden, da oliefyr og køleskab var noget et fåtal havde. Hvor man hørte radio og drømte om fremskridt og velstand.
Mågelatter” er en rigtig god roman med meget fine person- og miljøbeskrivelser; samtidig er det også en slags kvinderoman og en fortælling om en ung piges indsigt i de voksnes verden.
Bogen er letlæst og underholdende og fuld af underfundig humor. Du vil ikke føle dig snydt.
fredag den 26. februar 2010
Ribe 1300 år

Skal du holde ferie i Danmark i år og planlægger en tur til Jylland, skal du unde dig selv at besøge Ribe - denne vidunderlige, gamle by. Jeg gik i gymnasiet på Ribe Katedralskole, og havde helt andre positive oplevelser med skolen, end Hans Edvard Nørregård-Nielsen havde. Hvordan Hans Edvard oplevede sin gymnasietid, kan du læse om i hans bog "Riber Ret". Han faldt aldrig til. Det gjorde jeg. Jeg kan varmt anbefale hele Hans Edvards erindringsserie.
Ribe - toppede brosten, krogede gader og snævre gyder - en vandring i Ribe er et møde med fortiden. Bag de mange velbevarede gadefacader findes helt enestående gårde og baghuse, og i byen er der over 100 fredede huse.
I 2010 kan Ribe fejre sit 1300-års byjubilæum. Byens lange historie går helt tilbage til vikingetiden og byder på fortællinger om konger, dronninger, biskopper, hekse, dramatiske stormfloder og ildebrande.
Inden du drager mod Ribe, skal du også lige snuse til Hans Edvard Nørregård-Nielsens smukke bog "Ribe og deromkring"
Rigtig god tur!
Emneord
Biografi,
Faglitteratur,
Margrethes bedste
onsdag den 24. februar 2010
Ida Jessen: Børnene

"De gyldne laurbær" - en pris, der uddeles af de danske boghandlere, gik i år til forfatteren Ida Jessen for hendes seneste roman "Børnene".
"Børnene" er en selvstændig fortsættelse af romanerne "Den der lyver" og "Det første jeg tænker på", men det går snildt an at læse "Børnene" for sig selv, som jeg har gjort.
I romanen flytter sundhedsplejersken Solvej til Hvium for at være tættere på sin datter Christiane, som bor her med sin far og dennes nye kone.
Solvej har år tilbage forladt familieidyl og ægteskab til fordel for en affære med en gift mand. Lidenskaben vandt over moderskabet, og dette skisma følges gennem hele romanen. Væsentlige og tabubelagte spørgsmål om det tvingende nødvendige - men til tider højst upassende - forhold mellem moderskab og liderlighed tages op.
Er man en dårlig mor, hvis man følger sin lidenskab? Har barnet ret til at vende sin mor ryggen efter at være blevet svigtet til fordel for en stormende forelskelse?
I sit arbejde som sundhedsplejerske bliver Solvej ofte konfronteret med mor-barn-forholdet. Hvornår er der tale om svigt? Hvornår griber man ind? Hvornår - om nogensinde - kan man komme med den værste kritik af alle: du er en dårlig mor.

Ida Jessen er mageløs til at skildre de allermest intime relationer mellem mennesker, så ordløse de end kan være. Den opslidende og fortærende kærlighed mellem forældre og børn, mellem elskende, mellem ægtefæller.
Samtidig belyser romanen effektivt, hvilke vidtrækkende konsekvenser ens handlinger kan have, og hvor svært det kan være at forstå omfanget af dem.
Ida Jessens måde at skildre alle disse menneskelige relationer og egenskaber på er helt fantastisk.
Jeg synes bogen er mesterlig i sin beskrivelse af vi almindelige kvinder anno 2000 - på godt og ondt. Ida Jessen har virkelig fortjent de laurbær - tillykke.
søndag den 21. februar 2010
Henning Mankell: Den urolige mand

Indrømmet - jeg læser mange krimier. Hver dag rejser jeg med tog mellem Frederiksberg og Hillerød, og denne rejsetid benytter jeg til at sluge den ene gode krimi efter den anden.
Lige nu er jeg i gang med Henning Mankells: Den urolige mand og er nærmest fortørnet, når jeg når min endestation.
Henning Mankell er én af Sveriges største krimiforfattere. Serien med Kurt Wallander og hans datter Linda fra Ystad politi er blevet en international succes, og mange af de fremragendende titler er også blevet filmatiseret.
Kriminalkommissær Kurt Wallander er flyttet på landet uden for Ystad og har købt sig en hund. Det er lige før, han glæder sig til pensionen, som ikke er langt væk. Hans datter Linda, som stadig er i politiet, har fået en kæreste og et lille barn, og i det hele taget ser det ud, som om en fredelig bedstefartilværelse venter Wallander.
Indtil den dag, hvor han - af grunde, der aldrig rigtig går op for ham - går på druktur og efterlader sit skarpladte tjenestevåben på et værtshus. Han sendes på tvungen orlov, mens den interne undersøgelse pågår, og mens han grubler over sit fatale fejltrin, sker det: datteren Lindas svigerfar, en pensioneret officer i den svenske marine der spillede en nøglerolle under den Kolde Krig og Sveriges skærmydsler med sovjetiske spion-ubåde i skærgåden, forsvinder sporløst.
Den sag kan Wallander naturligvis ikke holde sig fra, orlov eller ej, og han indleder sin egen lille efterforskning ved siden af den officielle.
Manden er som sunket i jorden, og snart efter forsvinder hans kone også. Hun dukker imidlertid op igen, død, tilsyneladende et selvmord. På sig har hun papirer, der antyder lyssky politiske forbindelser, der peger østpå mod det tidligere Sovjetunionen og bagud i tiden mod den Kolde Krig. Var marineofficerens hustru i virkeligheden spion? Tog hun sit eget liv, eller blev hun myrdet? Og hvad har hun og Sveriges koldkrigsbagrund med Lindas svigerfars forsvinden at gøre? Der viser sig at være meget langt til den fredelige pensionisttilværelse for Kurt Wallander.

"Den urolige mand" er vildt spændende og fascinerende læsning - ikke til at lægge fra sig. Desværre er det det sidste bind i serien og Kurt Walander. Det er næsten ikke til at bære.
torsdag den 18. februar 2010
Tom Rob Smith: Barn nr. 44

Tom Rob Smith skildrer den velbegrundede sovjetrussiske paranoia så overbevisende i Barn nr. 44, at utrykheden forplanter sig til læseren.
Historien foregår i Sovjetunionen lige efter Stalins død. Romanen begynder med en gruopvækkende scene: to små drenge, der ikke har fået kød i lang tid og er ved at gå til af sult i den hårde russiske vinter, jagter den sidste kat i byen for at spise den - men den ene af dem bliver selv fanget, smidt ned i en sæk og ført bort af en mand.
Det er blot det første af det, der viser sig at være en lang række mord på børn.
Det er blot det første af det, der viser sig at være en lang række mord på børn.
Der er blot ét problem: i det perfekte socialistiske samfund er der officielt ingen kriminalitet. Der eksisterer kun folkefjender og forbrydelser mod socialismens væsen.
Politikommissæren Leo Demidov fra magtens centrum i Moskva er Systemets mand. Men selv han må erkende, at de bestialske mord ikke kan fejes ind under gulvtæppet som "hændelige uheld".
Da hans kone afsløres som 'klassefjende', forvises parret til en fjern provins. Et mord på en pige i deres nye hjemby minder mistænkeligt om et lignende mord i Moskva, og Leos trofasthed over for staten sættes på en prøve. Det samme gør forholdet til konen Raisa. For i Stalintidens Sovjet er kærlighed ikke til at skelne fra bedrag.

Det er en fascinerende politisk krimi, der er meget velskrevet. Jeg strøg igennem bogen og kunne slet ikke lægge den fra mig.
søndag den 7. februar 2010
Julia Franck: Middagsfruen

Romanen Middagsfruen har gjort et voldsomt intryk på mig. Det er god litteratur i ordets allerbedste forstand.
Middagsfruen er en stor episk roman. Den sammenfatter det 20. århundredes tyske historie i én kvindes livsskæbne.
Hovedpersonen Helenes barndom er tidligt forbi. Hendes far vender tilbage fra første verdenskrig som et døende vrag, og hendes jødiske mor flygter ind i vanviddet.
Helene uddanner sig til sygeplejerske og tager til Berlin, hvor hun i de vilde 20´ere oplever den store berusende kærlighed, men også tabet af den. På grund af den tiltagende jødeforfølgelse gifter hun sig med en mand, hun ikke elsker, og får et barn med ham.
Hun søger tilflugt i arbejde og tavshed, og sønnen Peters krav om ømhed og kærlighed bliver efterhånden helt utålelig for hende. Under en flugt vestpå fra russerne i krigens sidste dage træffer Helene en uhyrlig beslutning. Hun efterlader sin syv-årige søn på en banegård og kommer aldrig tilbage.
I efteråret hørte jeg Julia Franck i "Diamanten", hvor hun fortalte om sit forfatterskab. Det var gribende og bevægende.
Bl.a. fortalte hun, at romanens Helene er modelleret over Julia Francks egen farmor, som i 1945 forlod sin syvårige søn, Francks far, på en banegård på vej væk fra Stettin, som russerne havde erobret.
Hvis man nu hidser sig op - på moderen - over, at hun forlader sit barn, så bør man tvangsindlægges til at læse Middagsfruen. For krig tvinger til uhyrlige ofre og forkvakler menneskers instinkter og følelser - eller får måske snarere instinkterne frem på en måde, vi ikke bryder os om. Overlevelsesinstinktet, først og fremmest.

Det er en meget, meget stærk bog.
søndag den 31. januar 2010
Salingers "Forbandede ungdom" - en ungdomsklassiker

Den amerikanske forfatter J.D. Salinger, der især blev kendt for sin roman "Forbandede ungdom"er død. Salinger døde i New Hampshire i onsdags i en alder af 91 år.
I min glade ungdom var ’Forbandede ungdom"’ en slags "bibel" for os. En kultbog nærmest. Vi læste bogen i gymnasiet i forbindelse med vores engelskundervisning - og det var guf. Hvilken vidunderlig og tankevækkende historie ... Vi tog den til os!
Hovedpersonen Holden Caulfiled kommer fra en privilegeret baggrund og er både intelligent og talentfuld. Alligevel har han svært ved at finde sig til rette i verden. Han er allerede blevet smidt ud fra flere skoler, og da vi møder ham i romanen, er det netop sket igen.
Holden står nu over for at blive smidt ud fra den fornemme elitekostskole, som hans bekymrede forældre har indskrevet ham på i håb om at få sat lidt skik på deres utilpassede søn. Holden beslutter sig for at stikke af fra den forhadte skole og drager til new York.
Det bliver begyndelsen på en både morsom og tragisk odyssé, der – forstår vi – ender med, at Holden får et nervøst sammenbrud, eftersom han fortæller sin historie i tilbageblik fra et hospital, hvor han prøver at komme til kræfter igen.
Det lyder trist, men er det ikke, tværtimod er romanen sært opløftende. Holden er nemlig en uforglemmelig figur, der med en rørende uskyld og knivskarpt vid konstant formår at udstille sin omverdens forlorenhed.
Teenagere har siden bogen så dagens lys kunnet spejle sig i Holdens kamp for at klare den vanskelige overgang fra barn til voksen.
Klaus Rifbjerg nyoversatte Salingers roman i 2004, hvor den fik titlen "Griberen i rugen".
fredag den 29. januar 2010
David Benioff: Tyvenes by

I vinteren 1942 har Leningrad været belejret af tyskerne i fire måneder, og byens indbyggere er desperate af sult. En sen aften trodser syttenårige Lev udgangsforbuddet, men han bliver arresteret og sættes i en celle sammen med den unge desertør Kolja.
De ved begge, at deres forseelser straffes med døden, men til deres overraskelse bliver de ikke henrettet den efterfølgende morgen.
Derimod får de et tilbud, de ikke kan afslå: Find et dusin æg til oberstens datters bryllupskage, inden der er gået fem dage - eller dø!

Lev og Kolja begiver sig ud på en færd, som bringer dem ind i de mørkeste afkroge af en by, der er totalt afskåret fra omverdenen. Uhygge og groteske oplevelser går hånd i hånd.
Et stærkt bånd vokser mellem de to unge mænd, men selvom de forsøger at jage angsten på flugt ved hjælp af sort humor, stiger desperationen i takt med, at tiden går, og heldet til at finde de tolv æg udebliver.

Tyvenes by er en tænderklaprende spændingsroman om krig, kammeratskab og eventyr.Og så er den morsom. Det er sort humor, når den er bedst. Jeg var meget begejstret.
tirsdag den 3. november 2009
November måned kan føles laaaang

Året har 16 måneder ifølge Henrik Nordbrandt.
I sin vidunderlige digtsamling fra 1986 "Håndens skælven i november" kan du læse et digt med titlen "Året har 16 måneder”.
Det lyder sådan her:
“Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.”
Det lyder sådan her:
“Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.”
Ved gentagelsen får Nordbrandt meget enkelt og elegant udtalt essensen af denne mørke, kolde, regn- og stormfulde måned, samt sin egen oplevelse af den. For han har det ikke så godt med mørke, kulde og regn.
Det er vi nok ganske mange, der ikke har. Bla. elefanterne i Zoologisk Have. De har fået daglysskærme for at kunne udholde denne mørke tid. Heldige kræ!
"Håndens skælven i november" indeholder 91 digte, alle på fire linier og handler om kærlighed, Istanbul, buddhismen, verden og livet.
"Håndens skælven i november" indeholder 91 digte, alle på fire linier og handler om kærlighed, Istanbul, buddhismen, verden og livet.
Henrik Nordbrandt er en vis mand, der kan skrive poesi, så man er både er fortabt og tryllebundet.
Jeg er vild med Henrik Nordbrandt.
Når jeg ikke kan sove, pudser jeg sølvtøj eller snupper et par digte af Henrik Nordbrandt. Så går det alt sammen meget bedre.
Abonner på:
Opslag (Atom)