Abigail

King Diamond:
Abigail

"We are gathered here tonight,
to lay to rest Abigail LaFey,
whom we now know
was first born dead
on The 7th Day of July 1777.


Abigail must be nailed to her coffin
with 7 silver spikes,
1 through each arm, hand and knee,
and let the last of the 7 be drawn through her mouth
so that she may never rise and cause evil again


Who will be the first?"


"I O'Brian of the Black Horsemen."

Sådan indledes albummet med det første nummer Funeral, der slår tonen an.

Kim Bendix Pedersen med kunstnernavnet King Diamond er født i Danmark og er mest kendt for sin brede sangstemme, specielt sin brug af falset, og sine albums baseret på det sataniske, der siden hen blev erstattet af et fokus på gyserhistorier. Abigail er King Diamonds andet solo-udspil, men første fulde konceptalbum efter bruddet med sit tidligere band Mercyful Fate.

Abigail handler om ægteparret Jonathan og Miriam, der flytter ind i et gammelt hus, på trods af advarsler om, at de burde vende tilbage den vej de kom. Efterfølgende bliver Jonathan advaret om en stor ondskab, der venter i huset. En ondskab der venter på at overtage hans kone, som han kun kan redde ved at slå hende ihjel.

Er man til melodisk og heavy metal, eller kan man lide en god historie, så kan man ikke lade denne klassiker gå en forbi.

Bestil Abigail

Lou Reed: Rock N Roll Animal

Ideelt skal musik høres live – det er en kunst som udfoldes i tiden, og der er noget særligt ved at være til stede i skabelsesøjeblikket frem for at opleve musikken i optagelsens frosne form. Desuden folder gode kunstnere sig ofte mere ud i mødet med et publikum – de spiller simpelthen bedre foran et publikum end i studiet. På den anden side er det ikke muligt i praksis at gå til alle potentielt interessante koncerter, og så er det godt en del af dem bliver dokumenteret og udsendt.

Et eksempel på den ekstra nerve som kunstnere kan kan opstå live er Lou Reed's Rock N Roll Animal plade. Lou Reed kunne engang synge – jo jo, den er god nok! Her først i 70erne var Reeds tid fra Velvet Underground stadig i frisk erindring , og han havde derefter udgivet sine hovedværker Berlin og Transformer. Reed må have haft behov for at lægge musikalsk afstand til VU og påvirkningen fra glam og Bowie er tydelig. Når Reed så oven i købet hyrede Alice Coopers band til at spille sine gamle sange bliver resultatet på sin vis snarere en plade med fortolkninger af Lou Reed sange end en Reed plade – det er klassisk rock med instrumentalt overskud, kant og nerve. Det er en fornøjelse at høre så gode sange spillet af musikere som rent faktisk mestrer deres instrumenter, uanset om resultatet så er væsentligt anderledes end Reed oprindeligt have tænkt det. Det er ganske simpelt et brag af en rockplade hvor bandet spiller som glam-rock guder. Sange om rockens helbredende kraft og stoffernes bevidsthedsændrende magt serveret velgørende dekadent af en gruppe som lyder som om den tror på det – hvad mere kan man ønske sig?

Prince - Live in Las Vegas

Nu hvor Prince snart kommer til byen er det værd at gøre opmærksom på denne live-DVD fra 2003. Princes udgivelser var lidt ujævne i sen-90erne, men her har både han og New Power Generation I udpræget grad fundet formen igen - Det er insisterende funky og pågående musik som det er svært at sidde stille til. Samtidigt er musikerne hver for sig glimrende improvisatorer, som magter både at udfolde sig i lange passager og at skære igennem. Rytmegruppen trækker sejt igennem og i det hele taget er det et orkester hvor vægten er lagt på rytmen snarere end melodien. Samtidig er Prince en gudsbenådet showman, så DVDen er også visuelt interessant selvom kameraet sjældent viger fra ham.

En god måde at varme op til koncerten, eller en god trøstepræmie hvis ikke du fik billet - den kan reserveres her.

Obskur pop 2 - Cry of Love

Grunge ændrede rockscenen radikalt. Som med mange andre trends var der nok en tendens til at grunge som popularkulturelt fænomen kom til at overskygge stilarter og bands som faldt udenfor kategorien. Sådan må det nødvendigvis være, også musikalske revolutioner har deres ofre, men nogen gange kan det være givtigt at lytte efter en ekstra gang for at høre om der skulle være noget værdifuldt der blev overset.



Et eksempel på noget sådant er bandet Cry of Love, som udgav to albums i start- og midthalvfemserne - Stilen er sydstatsrock i traditionen fra Skynyrd, men med en klar inspiration fra Led Zeppelins riffs - det er med andre ord samme mark som eksemeplvis Black Crowes pløjede i den samme periode, hvilket uden tvivl medvirkede til at orkesteret ikke fik den store bevågenhed: der var ikke plads til to af den type bands i offentligheden på det tidspunkt.

Musikken er nu bestemt værd at stifte bekendtskab med - den er ikke så retro som hos brødrene Robinson, og den bliver spillet med et drive som går lige i mellemgulvet på mig - især gruppens første plade, Brother, har udpræget kant. At gruppens hovedkræft Audley Freed så også var en gudsbenådet guitarist skader bestemt ikke. Det er udpræget guitarrock af den klassiske slags - men tilstrækkeligt veloplagt spillet til at den fremstår som nutidig for en lytter som mig.

Offpiste Gurus

Parret Fredrik Lundin og Trinelise Væring er hovedkræfterne i projektet Offpiste Gurus - et spændende sammestød af stilarter som resulterer i et forbløffende helstøbt udtryk. Deres jazzbaggrund fornægter sig ikke, og der er tydelige tråde til Lundins Leadbelly plade og kabaretmusik. Samtidigt lægger udtrykket sig også i traditionen fra den mere skramlede del af Tom Waits kataloget, blot med mere rockede undertoner - og midt i det hele ligger der en række snigende iørefaldende melodier. Resultatet er smukt på en forfaldæstetisk måde - der bliver ikke råbt højt, men understrømmen af kaos og Værings intensitet trækker en ind.

Smagsprøver kan høres på bandets myspace side og CDen kan reserveres her

John Mayer: Try

Da John Mayer kom frem affærdigede jeg ham som en pop-dreng der skrev søde små sange til et publikum noget yngre end jeg selv. Det gør han også, men som denne live cd viser er det ikke alt han kan. Try er en liveplade og det er tydeligt at det tilfører Mayer noget energi at stå foran et publikum - her bliver spillet igennem men stadig med respekt for den ørehængende popsang. Pladen lever i høj grad i trioens sammenspil, som svinger sejt, og samtidig får Mayer vist at han spiller en ualmindelig habil guitar. Hvis De kan lide velspillet pop-rock i den blødere ende af Hendrix/Stevie Ray Vaughan registeret, så er denne plade noget for dem

Jeff Beck: Performing this week....

Jeff Beck er et glimrende bevis på, at gamle hunde godt kan lære nye tricks. I modsætning til mange af sine jævnaldrende kolleger har han aldrig lagt sig fast på en stil eller genre, men har derimod altid været bevæget sig mellem udtryksformer: fra blues-rock over fusion og electronica har han udviklet sig og dog været genkendelig, som den ener han er.

Her kommer vi hele vejen rundt i en fremragende liveoptagelse. De sidste fyrre års musikhistorie virker pludselig som en helhed, når den som her præsenteres af et kanon band, som både kan trykke rocknumrene af og følge Beck i hans mere eksperimentelle og æteriske udflugter. Det er bestemt ikke alle, der vil kunne lide musikken; enten fanges man af hans instrumentale stemme eller ej, men det er svært at forholde sig ligegyldigt til.....og hvor meget musik kan man sige det om?

Du kan reservere DVD'en her