Viser opslag med etiketten Børn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Børn. Vis alle opslag

lørdag den 3. september 2011

Peter Pan i ny smukt illustreret udgave på dansk.

For 100 år siden udkom et af de mest berømte litterære værker til dags dato: Peter Pan. Det er historien om en uregerlig skygge, et fingerbøl, en flyvetur, havfruer, indianere og pirater. Om børn der bliver bortført, en vidunderlig hule, ønskefugle og feer. -Det troede jeg i hvert fald, da jeg fik læst Peter Pan  højt for første gang for mange år siden. Jeg forelskede mig i historien med det samme. Jeg var tryllebundet. Hvordan kunne jeg være andet? -Den har alt, hvad en god historie skal have: Den er magisk og eventyrlig som ingen anden bog har været det, hverken før eller siden.

Men Peter Pan er jo som bekendt også en historie om, hvordan vi med tiden mister vores forbindelse med Ønskeøen og glemmer alt det, vi oplevede dér, i fantasiens land. Den handler om de voksnes længsel efter eventyrlandet og om tabet af barndommens uskyld. Historien minder os om en svunden tid, hvor alting var muligt - næsten i hvert fald. Heldigvis viser Peter Pan os vejen tilbage til Ønskeøen, så vi også som voksne kan besøge den med jævne mellemrum. Min begejstring over denne skønne klassiker er ikke blevet mindre med tiden.

Peter Pan er udkommet i en ny smukt illustreret udgave på dansk. Bestil den her. Se også den dejlige film om tilblivelsen af Peter Pan og om de hændelser, der inspirerede forfatteren J.M. Barrie til at skrive historien om Peter Pan og hans eventyr på Ønskeøen- traileren findes her.

onsdag den 13. juli 2011

Rejs med børn

En ny meget anvendelig bog er på vej til bibliotekets hylder: REJS MED BØRN
Uanset om det er orlov og en jordomrejse, der lokker, eller om det er en miniferie sydpå, så er det en rigtig god ide at sætte sig ind i nogle af de udfordringer, der kan opstå. Der er masser tips og ideer i denne bog om forberedelser, transporten, forskellige ferietyper, hvis det går galt osv. Desuden er der rejsefortællinger af Lotte Heise, Anne Grethe Bjarup Riis og Nina Rasmussen.
Reserver bogen her
Andre steder at hente inspiration om emnet er bl.a.: http://rejsmedborn.dk/
http://www.sjovforbornpaaferie.dk/keywords.asp?Tekst=rejse%20med%20b%F8rn
http://www.netdoktor.dk/rejsemedicin/artikler/rejsemboern.htm

torsdag den 27. januar 2011

Glade børn med højt selvværd

Glade børn med højt selvværd - en forældreguide er skrevet til alle de forældre, der gerne vil vide mere om, hvordan de kan støtte deres barn til et højt selvværd.

Som forældre elsker vi at rose vores børn og fortælle dem, hvor dygtige de er. Vi gør det af kærlighed, af begejstring og i bedste mening. Men med en let omskrivning kan man sige, at ´rosen har torne´. Rosen kan i bedste fald støtte dit barn til en større selvtillid, men vidste du, at den ligefrem kan føre til skrammer på selvværdet?

I et let forståeligt sprog guider psykolog Dan Svarre dig til indsigt i selvværdets natur. Ved hjælp af eksempler fra hverdagen viser han, hvordan du med enkle midler kan erstatte rosen og bedømmelserne med dit nærvær og din accept af dit barns livtag med sig selv og verden.

Glæden, oplevelsen af at have værdi, at slå til, at være rigtig, som man er, og være en ligeværdig del af fællesskabet, er målet. Midlet er forældre, som har mod til at finde sig selv og at være sig selv i samvær med barnet. Resultatet er selvværd: Glade børn med højt selvværd!

tirsdag den 11. januar 2011

Nu laver vi de lektier! : sådan hjælper du dit skolebarn

Her er en god, konkret bog om hvordan man som forælder kan hjælpe børnene med lektierne.

Sådan omtaler forlaget bogen:

Bogen er opdelt i fire dele. Først en generel introduktion til lektier, til forskellige typer børn og til forældres rolle i lektielæsningen på forskellige klassetrin. Derefter inspirerende kapitler med øvelser, lege, råd og ideer til nemmere at klare hjemmearbejdet i hhv. dansk, matematik og fremmedsprog uden for mange opslidende konflikter og med større udbytte for barnet.

Bogen er overskuelig opbygget og nem at bruge, både v.hj.a. indholdsfortegnelse og register.
Reserver bogen her

Til de ældste elever (7. til 10. klassetrin) er der desuden en rigtig god hjælp til lektielæsningen her: http://www.lektier-online.dk/

God fornøjelse - og god arbejdslyst!