Viser opslag med etiketten Rejser. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rejser. Vis alle opslag

onsdag den 12. oktober 2011

På rejse med Tine & Maise - en anderledes rejsebog

Jeg har rejst rundt i verden og set mange af de store seværdigheder, men mine største oplevelser har ofte været dem, hvor jeg har mødt lokale mennesker - drukket te med folk i Damaskus, kørt i busser med ultimativ kropskontakt på støvede veje i Tanzania, for ikke at tale om da jeg (kraftig opfordret og meget genert) dansede kædedans med alle de mandlige gæster på en lille tyrkisk restaurant på den anatolske højslette, mens kvinderne klappede taktfast - det er oplevelser, jeg aldrig glemmer.

Den fremragende fotograf Tine Harden har med journalisten Maise Njor (hende med "Michael Laudrups tænder") gjort turen rundt i Europa og fundet steder, hvor man som turist kan være deltager og ikke bare betragter stående i en lang kø sammen med alle de andre turister.
Vi kommer i den smukke, alternative rejsebog bl.a. med på pilgrimsvandring i Irland,til oktoberfest i München, til hestevædeløb i Ascot og med i optogene i påskeugen i Sevilla.
Bogen "På rejse med Tine & Majse" er en pragtfuld øjenåbner - en kærlig, varm og morsom tekst ledsaget af fantastiske fotos.

Jeg kan varmt anbefale en rejse med denne herlige bog - det er virkelig en oplevelse !

lørdag den 17. september 2011

Carsten Jensen: Horisonter

Rejsebeskrivelser er normalt ikke det første, jeg kaster mig over, men glad blev jeg, da jeg så en ny samlet udgave af Carsten Jensens to fantastiske rejsebeskrivelser: 'Jeg har set verden begynde' og 'Jeg har hørt et stjerneskud'. En moppedreng på 1069 sider med titlen 'Horisonter' - og noget af det bedste, jeg har læst længe.

Carsten Jensen starter sin rejse i Rusland, Kina, Cambodia og Vitnam, videre til Stillehavsøerne og Sydamerika. Overalt er Carsten Jensen iagttagende, reflekterende og analyserende og giver os portrætter af mennesker fra de mest forskelligartede kontinenter og kulturer.
Jeg synes Carsten Jensens sprog er vidunderligt og rejsebeskrivelserne er en oplevelse ud over det sædvanlige.
Bøgerne udkom oprindelig i 90'erne - men kan sagtens læses igen i dag.

Du kan bestille bogen her

onsdag den 13. juli 2011

Rejs med børn

En ny meget anvendelig bog er på vej til bibliotekets hylder: REJS MED BØRN
Uanset om det er orlov og en jordomrejse, der lokker, eller om det er en miniferie sydpå, så er det en rigtig god ide at sætte sig ind i nogle af de udfordringer, der kan opstå. Der er masser tips og ideer i denne bog om forberedelser, transporten, forskellige ferietyper, hvis det går galt osv. Desuden er der rejsefortællinger af Lotte Heise, Anne Grethe Bjarup Riis og Nina Rasmussen.
Reserver bogen her
Andre steder at hente inspiration om emnet er bl.a.: http://rejsmedborn.dk/
http://www.sjovforbornpaaferie.dk/keywords.asp?Tekst=rejse%20med%20b%F8rn
http://www.netdoktor.dk/rejsemedicin/artikler/rejsemboern.htm

onsdag den 16. februar 2011

Henry M. Stanley: Hvordan jeg fandt Livingstone


Opdagelsesrejser er fundamentalt spændende - rejsen ud i det ukendte, måske uden at kende målet endsige hvilke forhindringer som vejen vil byde på. Samtidig her selve optegnelsen sin magi - forvandlingen af det ukendte til det kendte; af den hvide plet på kortet til den beskrevne, målte og vejede: det bliver en fortælling af verden, ikke blot en genfortælling af en rejse.


Denne bog er en af de mest kendte indenfor genren - Stanleys beskrivelse af sin rejse ind i Afrika for at finde Livingstone. Kendt måske, men nok mere omtalt end læst, og det er en skam for Stanley er en glimrende fortæller. Her er alt hvad man kan ønske sig af klassisk drengebogsspænding: Vild natur, ædle eller svigagtige vilde, og stort heltemod af den hvide bærer af civilisationens byrder. Jo, det er en bog som i høj grad er præget af sin tid og af Stanleys langt fra altid lige politisk korrekte menneskesyn, men bliver en god historie dårligere af også at være et kulturhistorisk dokument?

fredag den 4. juni 2010

Andreas Rude: Troen går til Paris


En anderledes rejseguide. Rude tager udgangspunkt i en række af Paris' mest prominente kirker, og fortæller gennem deres historie om Frankrigs og Paris' historie. Samtidig er det en historie om store skikkelser i landets ånd- og politiske liv. Bogens udgangspunkt er åbent religiøst hvilket giver en anden grundtone end snart sagt enhver anden rejseguide - stilen er til gengæld flydende og konverserende og jeg lod mig gerne tage ved hånden og føre med gennem anekdoter og historier. Det her er den helt forkerte bog hvis du vil vide hvilken restaurant du skal spise på, eller hvor du finder de bedste butikker, men det er ikke en tosset bog at blive lidt klogere på Paris og dens historie. Ikke et udtømmende værk, men en fin tilføjelse.

lørdag den 29. maj 2010

Bill Bryson: Fra en lille ø


Mange kender sikker Bryson gennem hans fremragende populærvidenskabelige bog En kort historie om næsten alt, men han har også gennem en del år gjort sig i rejseskildringer. I denne fortæller han om en rejse rundt i England og Skotland - en rejse som samtidig markerer at han efter mange år i England flytter tilbage til USA. Tonen er som altid hos Bryson humoristisk og snurrig og hans sans for hverdagenns små absurditeter fornægter sig ikke. Samtidig giver den forestående afrejse historien en let melankolsk undertone som klæder den. Nogen vil finde Bryson for sludrende eller for hyggelig - han er under alle omstændigheder en behagelig, men ikke behagesyg, rejsefører.