Viser opslag med etiketten Sundhed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Sundhed. Vis alle opslag

fredag den 21. oktober 2011

Hvad fejler jeg?

Lars H. Ostenfeld har skrevet en herlig bog, som hedder: Hvad fejler jeg? Børnenes syge ænsyklopædi.

Bogen beskriver de mest kendte børnesygdomme, skavanker og ting på kroppen, der kan synes underlige, men har en naturlig forklaring.

Skavankerne er beskrevet, så børn forstår dem, og på en sjov og skæv måde. Derudover er der en mini-fagbog om børnesygdomme fra A til Å.

Brug den til at forklare børn om sygdomme og lån andre bøger, hvis du skal bruge store forklaringer.



onsdag den 26. januar 2011

Yoga

Som ung dyrkede jeg yoga i mange år. Der var ingen grænser for smidigheden eller bøjeligheden i leddene. Og nu er jeg startet igen - denne gang dog med grænser for, hvor meget leddene kan bukkes og vrides.
Men yoga er fantastisk.
Du styrker dine muskler, du bliver smidig, du træner din balance, du lærer åndedrætsøvelser, du lærer afslapning - hvad mere kan man ønske sig?
På biblioteket har vi masser af bøger om yoga. Rene instruktionsbøger med yogaøvelser finder du i faglitteraturen i gruppe 79.53. Yogaøvelser kombineret med afslapning/meditation i gruppe 29.4

Er du mere til dvd, hvor øvelserne præsenteres, har biblioteket lige fået en helt ny:
Yoga - the power within.
Her præsenteres øvelser indenfor Hatha-yoga til alle aldre og alle træningsniveauer. Så bare gå i gang - du vil ikke fortryde det.

fredag den 7. januar 2011

Sund i januar

Et af mine nytårsfortsæt er at jeg skal i bedre form. Måske tabe mig lidt og helt bestemt spise sundere.

Det med at spise sundere kunne begynde med, at jeg ikke har et lager af slik i min skrivebordsskuffe på arbejdet.
Hvis du har det som jeg, så slå et smut forbi Hillerød Bibliotek.
I hele januar har vi udstillinger i forhallen med sund kost og hvordan man kommer i form, måske taber sig og holder op med at ryge osv.

Er der overhovedet noget tilbage jeg må, spørger du måske?

Du må stadig læse rigtig mange bøger!

torsdag den 6. januar 2011

Elsker du at løbe?

Elsk at løbe – med Maratonbogen er skrevet af Bente Klarlund, en af verdens førende motionsforskere, sammen med Tor Rønnow, der er en af Danmarks mest erfarne maratonløbere.
Alt om hvad det gør ved dig, i kroppen og sindet, når du løber. Meget mere end en håndbog - et must-have for alle, der løber lidt, løber langt eller bare går med tanker om at bevæge sig mere. Skrevet med smittende engagement og kyndig vejledning og krydret med anekdoter og beretninger om løbets historie, filosofi og sensualitet.

Jeg elsker at løbe. Måske elsker du også at løbe - du ved det bare ikke endnu? Reserver bogen her

lørdag den 25. december 2010

Sandheden om sundhed

Afliv myterne og få sandheden?

Sandheden om sundhed er en guide til et sundere liv skrevet af Danmarks førende forsker. Bogen handler om KRAM-faktoren. Har du den, så er du i biologisk forstand 14 år yngre.

KRAM står for Kost, Rygning, Alkohol og Motion. Konceptet går ud på at få nogle ganske enkle rutiner i hverdagen. Når det er nemmere sagt end gjort at holde vægten, kvitte smøgerne, drikke mådeholdent og motionere dagligt, så skyldes det, at vi påvirkes af en lang række omstændigheder, som vi ikke er bevidste om. Men en væsentlig vej til at få succes med et sundt liv er viden.

Denne bog bygger på viden og dokumentation tilsat sund fornuft og gode råd. Bogens kerne er de fire hovedkapitler om Kost, Rygning, Alkohol og Motion. Der er særligt fokus på betydningen af kost og motion og alle myterne bliver aflivet – for hvorfor bruge en masse penge og tid på det, der ikke virker.

Fyldt med sjove anekdoter, gode eksempler og enkle tip til, hvordan du bl.a. kan blive mere aktiv i hverdagen, giver bogen dig viden om, hvad der reelt er sundt og usundt.

onsdag den 15. december 2010

Er du sportsfanatiker?

Eller drømmer du "bare" om en Ironman?
Som den første dansker har 38-årige Kim Greisen gennemført en 20-dobbeltironman. 76 kilometer svømning, 3600 kilometer cykling og 844 kilometers løb lød udfordringen på.
Og den klarede Kim Greisen i løbet af 21 døgn, 8 timer, 9 minutter og 28 sekunder.

Mindre kan også gøre det. Hvis du drømmer om en enkelt Ironman , kunne Torbjørn Sindballes bog : "Den perfekte præstation. motivation, træning og kærlighed" være noget.

Torbjørn Sindballe (f. 1976) fortæller om sine kampe. Både i triathlon og i familielivet. Han beretter om op- og nedture, om træningen og om de internationale mesterskaber.

mandag den 13. september 2010

Ben Goldacre - Bad Science

Gulerødder forebygger kræft, vacciner kan give varige men, chokolade er sundt, nej usundt, nej sundt!



Det offentlige rum i almindelighed og medierne i særdeleshed er fyldt med historier om hvad der skal til for at leve et sundt liv. Det kan være ekstremt svært at finde ud af hvad man skal tro på, og det er tilsvarende nemt som lægmand at falde for udsagn af typen "ny forskning viser.....". Det er her videnskabsjournalisten og lægen Ben Goldacre kommer ind - han skal ikke sælge en pille eller pushe et bestemt forskningsresultat. Derimod er det hans mål at ruste borgeren til at gennemskue validiteten i de mange udsagn om sundhed, sygdom og kure som florerer i medierne. Dette gør han løbende på sin blog Bad Science, ofte ved at demonstrere hvornår forskning ikke holder vand. En del af de bedre historier er siden udbygget i bogen af samme navn.
Dels er både bog og blog gode at få forstand af, og dels (og ikke mindst) er Goldacre en glimrende skribent med en letflydende stil - han gør sig i den klassiske britiske ironi, så det er en fornøjelse at se ham hænge dårlige sager til tørre. Uanset mediet er det et virkeligt underholdende og tiltrængt forsvar for den sunde fornuft.