Jonas T. Bengtsson: Et eventyr

Det er ikke et klassisk eventyr med 'Der var engang'eller 'de levede lykkeligt til deres dages ende', Jonas T. Bengtsson har skrevet. Det begynder med en lille dreng, der sammen med sin far skal flytte. Det har han prøvet mange gange før. Faktisk flytter de hver gang, han er lige ved at falde til. Selv om han er gammel nok til det, går drengen ikke i skole. Hans far lærer ham det, han skal vide. De tager ud i skoven for at lære om naturen,og de går i kirke for at lære om kristendommen. Hver gang de flytter får faren et nyt arbejde. Om aftenen fortæller faren sin søn eventyret om kongen og den lille prins, der flygter fra den hvide dronning og hendes hvide folk. Det er dem, der ikke kan se verden, som den i virkeligheden ser ud. Faren er på flugt, men fra hvad? Det får vi først at vide til allersidst, da drengen er 20 år og i mange år har levet adskilt fra faren.
'Et eventyr' er en velskrevet, spændende og anderledes historie, som jeg absolut kan anbefale. Også god til læsekredse.
Reserver her

Haruki Murakami: 1Q84 bd. 1-2

Nu har jeg fået læst anden del af 1Q84, selv om den egentlig skulle gemmes til julen. Men det kunne jeg ikke vente på. Murakamis '1Q84' er spændende som en krimi og besættende som en kærlighedsroman.Nu kan jeg næsten ikke vente på, at tredie del kommer på dansk.
1Q84 er en parallelfortælling, hvor man følger den 30-årige forfatter og matematiklærer Tengo og den farlige fitness-ninja Aomane. Engang har de to som tiårige skolebørn holdt hinanden i hånden, men siden har de ikke set hinanden. Nu bliver de langsomt mere og mere bevidste om hinandens eksistens og deres skjulte følelser for hinanden. Men hvordan skal de finde frem til hinanden efter 20 års adskillelse? Det er en kærlighedshistorie hinsides enhver normal logik.
Bogen foregår i to verdner 1984 og 1Q84. Aomane og Tengo lever i 1Q84,hvor der er to måner på himlen, og det er kun Tengo og Aomane, som kan se dem. Den nye måne er blevet opfundet i romanen 'Luftpuppen', som Tengo har omskrevet for den unge pige Fukaeri, som kommer fra sekten 'Sakigate' Romanen 'Luftpuppen' er blevet en bestseller, men den afslører også hemmeligheder om Skigate-sekten, og det bryder ledelsen af sekten sig ikke om. Aomane får til opgave at likvidere lederen af Sakigate.
Mere skal ikke røbes her. Det er en helt fantastisk spændende anderledes kærlighedsroman. Den er glimrende oversat af Mette Holm, som kommer på Hillerød Bibliotek d. 11. januar og fortæller om arbejdet med oversættelsen af den.
Reserver her

Annie Saumont: 'En duft af lavendel'

En lillebitte bog på 117 sider er det helt rigtige, når man har brækket et håndled.Det er en novellesamling, som er skrevet i et stramt,komprimeret og smukt sprog. Denne novellesamling beviser, at 'less is more'. At der ikke er nogen grund til at bruge mange ord, når det kan fortælles så klart og præcist, som i denne lille fine bog.
Annie Saumont (født i 1927)har udgivet mere end tyve novellesamlinger og kaldes i Frankrig for novellens mester. Annie Saumont ser det andre ikke ser. Eller det de ikke vil se. Hverdagens små katastrofer, vanviddet der lurer bag trivialiteterne, og hun er en mester i at skildre de uforudsete sprækker der brat opstår i tilværelsens glatte overflade.
Den første novelle handler om en drengeklasse, som skal fotograferes. Det er under anden verdenskrig, og drengene bruger forklæder i skolen, som er meget praktiske til at dække det fattige tøj og jødestjernerne, så derfor er det en mindre katastrofe at vise sig uden uniformen. En anden novelle handler om en kvinde, som bliver jaloux, fordi manden hver dag kommer hjem og dufter af lavendel. Samtidig begynder han at lave den dejligste og velduftende mad. Det viser sig nu, at det ikke er en elskerinde men mandens morlil, som er flyttet ind.
Reserver her

FREDAGSCAFÈ

FREDAGSCAFÉ - et nyt koncept på Hillerød Bibliotek.
Et nyt tiltag i 2012 vil være Fredagscafèen. Den sidste fredag i måneden vil der være et lille arrangement med musik, foredrag, oplæsning, prøvesmagning, eller hvad vi nu finder på. Helt uformelt, gratis og uden tilmelding i forvejen, og med en kop kaffe eller et glas vin oveni.
Noget vil måske være lidt mere for de unge, andet for de 'ikke længere helt unge', men alle er velkomne til det hele. Det vil altid være kl.16 og vare en times tid, og derfor vil biblioteket på disse fredage også holde åbent til kl.17. Men hold øje med opslag på biblioteket og i dagspressen om hvad der foregår.
Første gang bliver fredag den 27.januar. Glæd jer. Det gør vi.

Læsekredse

Det lader til, at læselyst og læsekredse er blevet meget populære i Hillerød. På Hillerød Bibliotek er der ialt startet fire nye læsekreds her i efteråret, og den femte har sit første møde d. 12. december. Det er ialt 60 personer, som vil have læst og diskuteret den samme bog. Det er Dy Plambecks anmelderroste "Gudfar" som er blevet nærlæst og gennemgået. Der har været delte meninger om bogen. Nogle syntes slet ikke om den, mens andre synes, at det er en spændende, velskrevet og vedkommende roman. Mange er blevet provokeret af beskrivelsen af rockermiljøet. Det gør ikke noget, at man er uenig i læsekredsen, snarere tværtimod. Det er med til at give nogle livlige diskussioner, og det er jo det, der er meningen.
I øjeblikket eksisterer der 13 læsekredse, som hører under Hillerød Bibliotek. Fra 2012 kan biblioteket tilbyde læsekredsene et lokale.
Hvis du har lyst til at være med i en læsekreds, er der stadig to ledige pladser.
Det er utroligt opmuntrende, at der er så mange, som har lyst til at fordybe sig i en bog og dele deres læseoplevelse med andre.

Steve Swallow og Carla Bley

I sidste weekend tog husbond og jeg til Wien for at se Gustav Klimt, Egon Schiele og Hundertwasser. Vi havde slet ikke overvejet muligheden for en koncert i Wien. Derfor var det en meget stor overraskelse, da jeg opdagede, at Wien har en god jazzklub "Porgy og Bess", og at der samme aften var koncert med Carla Bley og Steve Swallow. To store internationale jazzmusikere. Vi havde for et par år siden en herlig koncert her på biblioteket med Swallow, men jeg havde aldrig tidligere hørt ham sammen med Carla Bley, hans musikalske og personlige partner igennem mange år.
Det var en helt unik oplevelse. Carla Bley spillede orgel og Steve Swallow elektrisk bas. Repertoiret fordelte de imellem sig, og det var musik af den sjældne art, der på samme tid er umiddelbart indtagende og pludselig får et lille vrid, så man igen og igen overraskes, og samtidig har musikken ofte en egen, lidt skæv humor. De tre øvrige musikere var tydeligt smittet af Bleys og Swallows veloplagthed, De har en ekstrem indbyrdes lydhørhed i deres sammenspil, klangligt klæder deres instrumenter hinanden fint og det er fantastisk smukt. Det var virkelig en stor uventet bonus. Jeg håber, at de også snart vil komme til Danmark.

Klik her for at høre dem

Zenobia

Vi gør det igen. Men det bliver ingen gentagelse, i den forstand, for Zenobia skal denne gang synge efterårs- og vintersange. Louise Støjberg (sang), Mette Katrine Jensen (harmonika) og Charlotte Støjberg (klaver) viser os, hvilke perler den danske sangskat – og ikke mindst Højskolesangbogen – rummer, eller måske rettere, hvor smukke disse sange kan blive, når de har været igennem de tre jyske pigers behandling. Trioen bruger selv overskriften:”Fortolke, forny og forskønne, men ikke forcere” og det dækker ganske præcist deres tilgang til sangene. Og så trækker det jo ikke ned, at deres udstråling og fremtræden på en scene er ualmindelig charmerende.
Lørdag d. 5. november kl. 15-17
Billetsalg fra d. 21.10.2011. 90 kr. Biblioteksklubmedlemmer 70 kr.

The Music and Song of South Ulster

Man skal selvfølgelig altid være varsom med at bruge store ord, men alligevel: Den irske koncert vi præsenterer lørdag d.22.10., er faktisk ret unikt. Ikke kun fordi det efterhånden ikke er så tit, at nogle af de store, lidt ældre irske musikere kommer til landet, men snarere fordi, det faktisk er et par af de nærmest legendariske skikkelser, vi skal møde. Fløjtespilleren og sangeren Cathal McConnell var for mere end 40 år siden med til at danne den irsk-skotske gruppe Boys of the Lough og spiller stadig jævnligt med den. Siden har han blandt meget andet været en central figur i gruppen Skylark og haft flere soloprojekter, centreret omkring musikken fra Nordirland. Og hans bekendtskab med violinisten Gerry O’Connor går netop tilbage til tiden med Skylark, hvor O’Connors smukt ornamenterede violinspil for alvor blev kendt. Martin Quinn på den lille toradede harmonika, ’the squeezebox’, var med sit kendskab til netop musikken fra Ulster og sit høje instrumentale niveau et naturligt valg. Fjerdemand er ’vor egen irer’, Martin O’Hare, på bodhran, den irske rammetromme, som i de rette hænder kan skabe en uimodståeligt swingende puls i musikken. Og O’Hares hænder er i allerhøjeste grad de rigtige i denne sammenhæng. Det er ikke uden grund at han i flere omgange har turneret med det store Riverdance show. Desuden har han i mere end 25 år været ankermand på Copenhagen Irish Festival og leder af grupperne Ash Plant og Trad Lads. Fire mand, der alle har tilbragt hele livet med at spille musik fra hjertet.
Koncerten er på Hillerød Bibliotek lørdag d. 22.10 kl. 13-15.

Koncert med Hal og Nikolaj

Første gang jeg hørte Hal og Nikolaj var til en loungekoncert på Louisiana. En fredag aften efter en ny udstilling var åbnet, og caféen var stuvende fuld af gæster, som var kommet for at spise og ikke for at høre musikken. Det var en meget utaknemmelig opgave for de to unge musikere. Jeg var lidt ærgerlig, men satte mig så tæt på musikken som muligt. De første tyve minutter var håbløse, men så lige pludselig brændte musikken igennem, og gæsterne blev lydhøre og snakken stoppede. Det forstår jeg godt.
Hal og Nikolajs musik er meget indtagende. Hal som er skotte (men bor i København og desuden hedder Parfitt-Murray) spiller violin og bratsch og synger skotske sange. Nikolaj (som også er Københavner og hedder Busk) spiller klaver, harmonika og hjemmelavede instrumenter.
Musikken kan ikke sættes på nogen bestemt eller éntydig formel. Det er en blanding af skotske, danske og selvkomponerede melodier. Det minder både om folkemusik, jazz og klassisk musik. Jeg kan ikke forklare det bedre, men det er musik, som i høj grad bevæger mig, og det må jo være det vigtigste. Det er musik, som jeg hører som dybt original og helt personlig.
De har heldigvis udgivet en cd, og den har jævnligt ligget på afspilleren i de sidste måneder.
Duoen giver koncert på Hillerød Bibliotek d. 8. oktober, og den eftermiddag vil jeg glæde mig meget til.

Dirch

Der er skrevet metervis af bøger om store danske skuespillere. Seriøse, skamrosende og snagende. Film derimod, om de store kunstnere, der har haft en livslang karriere indenfor film og teater, er det mere end sparsomt med. Det er der selvfølgelig (bl.a.) en rent fysisk forklaring på: hvor megen fysisk lighed skal der f.ex. være mellem hovedpersonen og den, der gestalter ham? Hvor tæt skal man gå på styrker og svagheder, når det ikke er en ren dokumentarfilm? Det kan ikke have været helt nemt for Martin Zandvliet, men med valget af Nikolaj Lie Kaas til rollen som vor hidtil folkekæreste komiker. har han det første stik hjemme. Den store mund, de lange lemmer, de pludselige glimt af sårbarhed i blikket, jo, han 'ligner' lige præcis nok og alligevel ikke så meget at vi distraheres. Og viser filmen os noget om de omkostninger, der ligger som konstante faldgruber og snubletråde i miljøet. Den viser os også noget om samarbejdet mellem to kunstnere, Dirch Passer og Kjeld Petersen, som på én og samme tid var hinandens modsætninger. Passer med en egen troskyldighed i humoren og Petersen med en undertiden ikke helt behagelig syrlighed i replikken, ikke mindst når han mere end antyder, at det at være morsom egentlig er for nemt, og at han dybest set ville noget mere end det. Der er huller i filmen, bestemt. Vi hører intet om Passers barndom og helt unge år, og sekvenserne med de tåbelige monologer fra hans seneste år er trukket for langt ud. Det ændrer dog intet ved at "Dirch" er blevet en film, som er kærlig uden at være ukritisk og godt skruet sammen uden at være pedantisk, men som også er næsten ubærlig grusom i sin nøgterne fremstilling af hvordan en elsket kunstner kan bukke under for sin egen succes. Når Passer på et tidspunkt siger, nærmest ud i luften: "Hvorfor elsker de mig egentlig?" har vi en af de centrale replikker i en film, som gør et langt større indtryk og virker langt mere troværdig, end jeg havde forestillet mig.

Fish Tank

Jeg indrømmer, at jeg altid har haft en svaghed for engelske (eller for den sags skyld skotske eller irske) socialrealistiske film som eksempelvis Ken Loach eller Mike Leigh laver dem. Andrea Arnolds "Fish Tank" kommer ret tæt på disse to mestre i genren, og også hun bruger flere medvirkende, der faktisk slet ikke er skuespillere, men som ikke desto mindre agerer helt overdådigt. Det gælder ikke mindst Katie Jarvis i rollen som den 15-årige Mia, der er godt og grundigt på kant med både moderen, søsteren og resten af verden i det trøstesløse sociale boligbyggeri, der er deres hjem. En morgen støder hun ind i moderens (nyeste) elsker, Connor, som virker noget 'blødere' end hvad det ellers antydes, at hun er vant til. Hun falder også (lidt) for den afslappede og hjælpsomme fyr, der (selvfølgelig) viser sig at have kone og barn. Og så er fanden jo løs, næsten uden humor eller forsonende øjeblikke. Morsomt er det ikke, hverken hvad angår disse ramponerede mennesker eller rammerne omkring dem, og der er ikke meget af den robuste humor, der undertiden farver Leighs og Loachs tilsvarende film. Men rollerne er besat så præcist og spillet er så formidabelt, at man i al sin nordsjællandske tryghed næsten sidder med hjertet oppe i halsen.
Reserver

Kjersti Annesdatter Skomsvold: Jo hurtigere jeg går, jo mindre er jeg

En lille stor roman skrevet af en ung norsk debutant. Bogen handler om en ældre kvinde, som i en høj alder erkender, at hun ikke har haft noget liv. Hovedpersonen Matea er usynlig for andre mennesker med undtagelse af hendes kærlige statistikermand. Hun lever i selvvalgt isolation og har ikke noget med andre mennesker at gøre. Som gammel bliver hun bange for at dø før nogen ved, at hun har levet. Hun beslutter sig for at sætte spor. Hendes dage går med at strikke ørevarmere til ægtemanden Epsilon, hun finder på rim og dødsannoncer,hun graver et skrin med DNA ned ved boligblokken, hvor hun bor og ringer til telefonselskabet for at få oplyst sit eget telefonnummer i håb om, at manden i den anden ende af telefonlinjen vil huske hendes navn.
Den norske forfatter Kjersti Annesdatter Skomsvold mestrer en sær, underdrejet humor, der gør fortællingen om Matea morsom på den kærlige måde. Hun lader Matea selv fortælle og giver på denne måde stemme til en af dagligdagens stille og usynlige eksistenser, som nok har accepteret ensomheden, men som ikke ønsker at dø uset.
Reserver

Dy Plambeck: Gudfar

Hvor er det dejligt at falde over en lille, letlæselig og læseværdig dansk roman med store litterære kvaliteter. En sådan bog er den nyeste roman af Dy Plambeck: 'Gudfar'. Romanen falder i tre dele, der tilsammen giver et billede af Uffes liv, fra han 3 mdr. gammel bliver forladt af sin mor og får en opvækst alene med sin far Poul. Romanens hovedtema er far-søn forholdet. Uffe har et tæt kærligt forhold til faren, som krakelerer i det øjeblik, at han som ung gør sig fri og bliver medlem af motorcykelklubben MC Spitfire. Så bliver han sat på porten af faren. Efter Pouls død og i savnet efter en familie opsøger Uffe sin ukendte mor Tenna og flytter ind hos hende. Nabokonen har en datter (Petring), som Uffe på papiret bliver gudfar for og i virkeligheden en ægte far for. Nu gentager historien sig, da Petring som ung må frigøre sig fra Uffe og flytte til København, hvor hun bliver BZ'er og autonom. Det er en stor sorg for Uffe. Petrings værdier brydes med Uffes - og dog. Det viser sig at rockere, altergang og bz'ere har noget til fælles. Det drejer sig om fællesskab og en længsel efter at komme hjem og blive genkendt og elsket.
Jeg er absolut mest begejstret for den sidste tredjedel af bogen som beskriver forholdet mellem Uffe og Petring.
Reserver

Judith Hermann: Alice

Én hovedperson, fem noveller, fem dødsfald. Det første af de fem dødsfald foregår i en tysk provinsby, det andet i Italien, de tre sidste i Berlin. Judith Hermann beretter i de fem fortællinger i en nøgtern og hverdagsagtig sprogtone om de fem dødsfald, som den gennemgående hovedperson Alice, skal forholde sig til. Det handler blandt andet om en vens, et familiemedlem og hendes egen kærestes død. Beskrivelserne af disse eksistentielle erfaringer er bevægende, og især på grund af deres indbyggede nøgternhed og distance, yderst vedkommende. Judith Hermann skriver ikke så meget om selve døden, men snarere om døden som noget, de efterlevende må forholde sig til. I stedet for at skrive om selve dødserfaringerne har novellerne fokus på de voldsomme rystelser og den tomhed, som døden efterlader. Beskrivelsen af Alice, da hun rydder op i samleveren Raymonds tøj og finder resterne af et mandelhorn i jakkelommen, som hun ikke kan smide væk, gjorde dybt indtryk på mig. Novellerne bliver aldrig følelsesladede eller sentimentale.
Da jeg læste den, kom jeg til at tænke på Cecilie Roné's fine selvbiografiske roman N.I.M.B., som også handler om tiden efter døden.
Reserver

På cykeltur i København

Guidet cykeltur i København. Det lyder ret ordinært, men var alt andet end ordinært. Fire gæster og veloplagte Pelle og Benjamin som guider rundt på Christianshavn og Holmen. Man synes vel, at man kender København nogenlunde, men fik her masser af nye indtryk: De gamle bastioner og krudthuse, voldterrænet, igennem Christiania, langt pokker i vold ud på Refshaleøen, Mastekranen, Peder 'Hovsa' Skram, smukke huse, grimme huse, det fhv. skibsværft og meget mere. Gode kommentarer undervejs, og efter halvanden time lun og lækker forplejning ved hjælp af campinggasanlæg og en christianiacykel, som viste sig at rumme lige så meget som Pelikanens næb i de gamle Rasmus Klump-historier. Så videre rundt igennem Christianshavns små gader i aftensolen og så afslutning ved arkitekturcentret på havnefronten med frisklavet kaffe og æblekage (utroligt, hvad den cristianiacykel rummede). De to gutter, Pelle og Benjamin, har skabt et ret genialt koncept (de laver også ture andre steder i byen). Prøv det, men selvfølgelig helst i godt vejr. Læs mere her.

Trisse Gejl: Siden blev det for pænt

Jeg har ikke tidligere læst noget af Trisse Gejl, så jeg blev glædeligt overrasket over hendes sidste roman 'Siden blev det for pænt'. Bogen handler om forfatteren Trine Vedel, som har fået en skriveblokering. Hun har tidligere skrevet romaner om Udkantsdanmark og har solgt til udlandet men er havnet i en eksistentiel, ægteskabelig og skrivemæssig krise. Hun drikker umådeholdent, forsømmer sine børn og går i seng med andre mænd. Alle hendes forsøg på at skrive nyt ender i klicheer, og samtidig er hun sikker på, at hendes mand har en affære og snart vil forlade hende. Hun kan ikke holde sig selv ud. Trine Vedel er ikke umiddelbart sympatisk. Man tænker mange gange i løbet af bogen, at nu må hun da snart tage sig sammen.Men Trisse Gejl formår at beskrive følsomhed og realisme og hverdagens snævre grænser. Jeg var meget optaget af bogen og fik en forståelse af, hvor svært det må være som forfatter konstant at få den ægte inspiration - den der kræver blod, sved og tårer, og som undgår det ligegyldige klichéfyldte skriveri. Hvis man er til nyere dansk litteratur i stil med Helle Helle og Ida Jessen, så prøv Trisse Gejl næste gang.
Reserver

Clark, Mathilde Walter: Grumme historier

En madanmelder mister en kropsdel, hver gang han nyder et måltid mad. Fiskehandlerens kone forvandles langsomt til en fisk. En mand F (bedre kendt som B) har en drøm om at optræde i en bog. En rejsende kommer i besiddelse af en flaske med et lillebitte menneske. En hvid Moby Dick-hval, der stille og tålmodigt ligger og rådner op levende, bliver en stor turistattraktion. Det er nogle af de grumme historier i novellesamlingen 'Grumme historier'. Bogen er en samling fabulerende og groteske historier. Det er historier som handler om mennesker, der oplever noget grumt eller mystisk, og som accepterer deres skæbne.
En noget anderledes bog som gjorde stort indtryk på mig. Historierne er både groteske, absurde, fabulerende og morsomme.
Reserver

Mary Black

Sidste lørdag havde jeg en meget fin musikoplevelse på pubben Graces i Dublin i bydelen Rathmines. Her mødes de lokale hver lørdag for at spille musik sammen eller at give en sang. Det er ikke et sted, som turisterne kender til. De lokale kommer her for at være samme med hinanden om musikken og sangen,og man opfordrer hinanden til at give en sang. Denne aften var der en del kvinder til stede, og de sang Mary Blacks gamle sange med stor lidenskab. Jeg har været en ret stor fan af Mary Black. Er det faktisk stadigvæk, så det var et dejligt genhør med Mary Blacks smukke sange. Det var som at komme ind i en tidslomme og opleve stemningen fra dengang i 80'erne, hvor hun var det helt store navn. Det er dejligt at vide, at hendes sange stadig bliver sunget på de små pubber i Irland, og også at de holder i dag. Til gengæld optræder hun selv meget sjældent. Man kan så i stedet for høre hendes store, flotte stemme og indtrængende sange på cd, og dem har vi heldigvis en del af på Hillerød Bibliotek.

Colm Tóibin. Brooklyn

Den unge pige Eilis forlader i 1950'erne sin irske fødeby, søster og mor og sejler med damperen til Brooklyn, New York. I den amerikanske storby er der udsigt til job og uddannelse. Toibins spinkle og smukke roman fortæller om rejsen ind i fraværet: fraværet af hjembyen, af familien og vennerne. På tæt hånd følger vi Eilis, da hun bliver søsyg på damperen, da hun bliver indlogeret på et irsk pensionat med en emsig værtinde, og da hun starter som ekspeditrice i et stormagasin. På et tidspunkt får hun et voldsomt anfald af hjemvé, men lidt efter lidt finder hun sig til rette og bliver glad for sin nye tilværelse. Hun bliver kæreste med den italinsk-amerikanske Tony og begynder på aftenskolekurser i bogføring. Men som altid hos Tóibin har eksilet sin pris. Når den amerikanske drøm bliver til virkelighed, bliver den irske provins til en drøm. Tóibin skitserer eksilets evige problem: den dobbelte hjemløshed, hvor det nye forbliver fremmed, mens det gamle forvitrer til ukendelighed.
Da der sker et dødsfald i familien, bliver Eilis nødt til at tage tilbage til Irland, hvor hun møder en ny mand, som vil giftes med hende.Eilis står nu i et nyt dilemma. Hvad skal hun nu vælge? Familien og trygheden i Irland eller den nye verden med de gode fremtidsmuligheder? Jeg skal ikke afsløre noget her.
'Brooklyn' er en vidunderlig lavmælt psykologisk roman, som man har meget svært ved at lægge fra sig. En rigtig god bog til sommerferien.
Reserver

Palle Ove Christiansen: De forsvundne. Hedens sidste fortællere.

En sjælden gang sker det, at jeg læser en anmeldelse af en bog, hvis emne, jeg ikke på forhånd kender meget til, men som alligevel rammer mig så direkte, at jeg simpelthen må have fat i den, eje den. Det var tilfældet med "De Forsvundne. Hedens sidste Fortællere", som tager afsæt i folkemindesamleren Evald Tang Kristensens rejse (til fods!) rundt på den jyske hede i vinteren 1873, hvor han hos de næsten ubærligt fattige og nøjsomme hedebønder indsamlede de folkesagn, eventyr og viser, som de selv havde fået overleveret igennem generationer, mund til mund, for bøger var en uopnåelig luksus. Bogens genistreg er, at den hverken er videnskabelig redegørelse eller sødladen fattigdomspornografi, men at de fantastiske (og mere end 100 år gamle) portrætfotos af disse mennesker får de trykte vise- og eventyrtekster til at fremstå spillevende. Til helstøbtheden bidrager desuden Henrik Saxgrens nutidige fotos af præcis de steder, Tang Kristensen besøgte (taget fra en høj lift, så man får et fantastisk indtryk af det flade landskab), aftrykte breve og en række af 'hedemaleren' Hans Smidths stemningsfulde billeder. Det er menneske- og kulturhistorie, så medrivende formidlet, som man sjældent oplever det.