Cathrine Legardh på Hillerød Bibliotek

Lørdag den 21 januar kl. 15-17 har vi igen fornøjelsen af  jazzsangerinden Cathrine Legardh store musikalitet. Med sig bringer hun sine faste medspillere: Francesco Cali på klaver og harmonika, Jacob Fischer på guitar og Hugo Rasmussen på bas.

Forbered dig på en dejlig eftermiddag, hvor repertoiret er hentet blandt jazzens store standardnumre.

Biletter kan købes her

Birgitte Soojin

Har du lyst til at lytte til en forholdsvis ny, herboende, norske, koreanskfødte
sangerinde ?
Birgitte Soojin synger på sit debutalbum Hi-Lo en række sange fra den amerikanske  jazzsangbog.
Hun gør det rigtig rigtig godt, jeg tror vi har endnu en jazzdiva på vej.
Bevægende, dybtfølt og stemningsmættet formår hun sammen med en fremragende besætning, at føre os beriget gennem juledagene . Reserver her

En koncert, som arrangøren oplevede den.....

Som koncertarrangør har man ofte mange overvejelser, når man skal planlægge, hvilken slags koncerter, man skal vælge til næste sæson. Da Jesper Løvdal henvendte sig angående en duo-koncert sammen med Butch Lacy, var jeg lidt bange for, hvor mange publikummer, der ville komme. Var det ikke for smal musik?
Jeg havde de samme overvejelser lørdag eftermiddag under afviklingen af koncerten. Butch Lacy og Jesper Løvdal kom på scenen og gik i gang med at spille, meget lavmælt, nærmest tyst. Jeg nåede ikke at præsentere dem, fordi jeg lige skulle hente en flaske hvidvin, og jeg kom klaprende med mine støvler og forstyrede musikken. Butch sad med ryggen halvvejs til publikum, og hverken han eller Jesper introducerede numrene. Jeg tænkte PUHA, det her går da aldrig godt. Hvor mange vil gå i pausen?
Vi nåede til pausen, og der var faktisk ingen, der gik. Nogle sagde, at de havde forventet noget mere 'håndfast' musik med mere fast rytme og også, at musikerne ville sige noget mere. Andre sagde, at det var utrolig flot, da de langsomt spillede sig ind på noget, der blev til 'I skovens dybe stille ro'.
Efter pausen startede de med Ellington-klassikeren 'In a Sentimental Mood', og det var meget, meget smukt. Resten af koncerten var mere fri musik med meget lange numre, der nærmest syntes at glide ubrudt over i hinanden.
Da koncerten så var slut, kom publikum over til min kollega Marianne og mig og fortalte os, at det havde været en fantastisk oplevelse at være til stede under koncerten.Hvem havde fundet på det, og ville vi have noget tilsvarende en anden gang. Det ville de være meget opmærksomme på.
Hvor var jeg glad for, at jeg ikke havde sagt nej til den koncert. Det er altså ikke altid, at man skal lade sig lede af sin første indskydelse....

Niels Christensen: Montmartre i Nørregade - Mig og Monten

Niels Christensen var i næsten hele "Nørregade-Montmartre"s levetid musikchef og lydmand på det sted, som efterfulgte "St.Regnegade-Montmartre" som det københavnske jazzsted par excellence. Hans bog er en underholdende blanding af erindringer om Montmartres tilblivelse og daglige drift og præcist sansede oplevelser med musikerne, der spillede der. Mange af de musikere var tilsyneladende  meget lidt kedelige (OK, der var også nogle få krakilske eller vindtørre størrelser imellem, men også dem beskriver Christensen med smilet i mundvigen), og samværet med dem har givet Niels Christensen et stort forråd af skægge, rørende (og undertiden vanvittige) historier, som han gavmildt deler ud af, samtidig med at bogen bevarer sin soliditet som en fin skildring af et københavnsk jazzspillesteds historie. Masser af gode billeder (af Gorm Valentin) er en ekstra attraktion.
Reserver her

Koncert med Lars Jansson

På lørdag kl. 15.00 kan man høre den svenske pianist Lars Jansson (sammen med bassisten Thomas Fonnesbæk og trommeslageren Paul Svanberg) på  Hillerød Bibliotek. Det bør jazzinteresserede ikke snyde sig selv for, for Janssons spil er af den slags, der rører ved hjertet. Jeg tror, at hvis Keith Jarrett havde været svensker, ville han have lydt lidt i retning af Lars Jansson.

Billetter: 80 kr.

The John Scofield Quartet Plays Live

Scofield kan lidt af hvert, fra fusion og electronica til standardrepertoiret og han er altid en fornøjelse at følge gennem stilarter og perioder. Denne kvartet med Lovano/Johnson/Stewart opstillingen stammer fra de tidlige 90ere, en kreativt meget frugtbar tid for Scofield hvor han var gået fra fusionsjazzen til et mere mainstream udtryk, dog stadig med den samme, kantede frasering og skramlede lyd. Her får den fremragende kvartet mulighed for at brede sig på tre kompositioner – et hurtigt bop tema, en smuk ballade og en uforskammet beskidt og morsom bluesbaseret sag. Scofield og Lovano klæder virkeligt hinanden solistisk, og det er tydeligt at de inspirerer hinanden – Scofields grundlæggende bluesbaserede men meget skæve stil og Lovanos tydelige Coltranepåvirkning befrugter gensidigt hinanden. Samtidigt er Johnson og Stewart en virkeligt svingende, og meget fleksibel, rytmegruppe - ikke så hårdpumpet funky som på Pick Hits livepladen, men langt mere frit og varieret. Stewart er en jazztrommeslager efter mit hoved: en musiker som formår at variere sit udtryk efter gruppens behov, og som aldrig mister beatet af syne heller ikke i mere abstrakte passager. Godt sammenspil, gode solister og et drive der stadig holder.

Offpiste Gurus

Parret Fredrik Lundin og Trinelise Væring er hovedkræfterne i projektet Offpiste Gurus - et spændende sammestød af stilarter som resulterer i et forbløffende helstøbt udtryk. Deres jazzbaggrund fornægter sig ikke, og der er tydelige tråde til Lundins Leadbelly plade og kabaretmusik. Samtidigt lægger udtrykket sig også i traditionen fra den mere skramlede del af Tom Waits kataloget, blot med mere rockede undertoner - og midt i det hele ligger der en række snigende iørefaldende melodier. Resultatet er smukt på en forfaldæstetisk måde - der bliver ikke råbt højt, men understrømmen af kaos og Værings intensitet trækker en ind.

Smagsprøver kan høres på bandets myspace side og CDen kan reserveres her

Jesper Thilo - On Clarinet

Jeg har det med at glemme hvor god Thilo faktisk er - jeg er vokset op med hans spil og han har bare altid været der, i enhver samenhæng og aldrig mindre end god. Dert er godt at blive mindet om hans talent på en gennemført charmerende plade som denne, hvor Thilo udelukkende spiller klarinet. Musikken er veloplagt svingende, og de medvirkende spiller som om de mener det. Klarinetten lader til at have inspireret Thilo, for ideerne er friske og mangfoldige, og instrumentets klang giver pladen en lyd som man ikke hører så ofte i moderne jazz.

En glad, svingende plade. Du kan reservere den her

Frank Macchia - Folk songs for jazzers

Det her kunne på sin vis være endt som en corny bagatel - amerikanske folkesange arrangeret for big band. I stedet er der kommet et album ud af det med både substans og humor. Arrangementerne er intelligente uden at virke fortænkte og melodierne bliver foldet ud af det store orkester på en måde der både fornyer og respekterer dem. Det er en herlig fusion af stilarter som alligevel ender som god regelret jazz.

CDen kan desværre ikke skaffes gennem bibliotekerne p.t., men her er et par smagsprøver
http://www.youtube.com/watch?v=P85yR5CSzuk
http://www.youtube.com/watch?v=FASjdGOkG6g&NR=1

Joe Henderson - Musings for Miles

Musikere ældes ligesom alle andre forskelligt: for nogen ebber kræfterne ud og ideerne størkner - sindet er måske ikke så plastisk eller såbent som det var engang. For andre giver alderen klarhed i udtrykket og et øget overblik over musikken og virkemidlerne. Joe Henderson hørte udpræget til de sidste - han manglede ganske vist ikke musikalsk overskud i nogen del af sin lange karriere, men de sene optagelser viser en kunstner hvor overblikket kun er vokset med alderen. Kan ske at den brændende, udfarende energi er kølnet lidt men det er tydeligvis en mester som bearbejder sit materiale med iderigdom og håndværksmæssig virtuositet. Her er materialet en række Miles Davis kompositioner, og det trækker det bedste frem i Henderson og hans medspillere, ikke mindst John Scofield som leverer noget af det bedste i karrieren.

Wayne Krantz

De fleste musikere har en række påvirkninger som kan træde mere eller mindre tydeligt frem i deres spil - det kan være saxofonisten der lægger sig i traditionen fra Coltrane, det kan være guitaristen som ud over jazz også har ladet sig påviirke af country, det kan være den påståede særlige "nordiske" tone i musikken. Under all omstændigheder er det sjældent at høre musikere hvis påvirkninger ikke lader sig decifrere - Wayne Krantz er en af slagsen. Frasering og fraser er kantede og flagrende på en måde som jeg ikke kan huske at have hørt fra nogen af hans instrumentkolleger. Udtrykket er udpræget pågående og samtidigt tonalt ganske avanceret hvilket gør sig fortrinligt i funky fusionspræget musik som Krantz' egne plader, eller sidemanopgaver som Chris Potters Underground. Til gengæld er det ikke en stil som ligger umiddelbart til det lyriske eller melodisk poppede, hvilket hans tid i Steely Dans turneband understregede. Under alle omstændigheder synes jeg det er en spændede stemme som det er værd at sprede kendskabet til.
Der kan høres smagsprøver på krantz' hjemmeside
http://www.waynekrantz.com/index_old.html

Jens Kjeldsen: Charlie Parker - the Bird

Musikerbiografien er en svær genre - det sker tit at forfatteren i sin gennemgang af det biografiske ikke får behandlet det vigtige, nemlig musikken. Især det mere begivenhedsrige liv bliver i biografien ofte til opremsninger - så spillede han der og der, så tog han de og de stoffer, så blev han gift/skilt/far, osv osv. Ting som grundlæggende sjældent gør en nævneværdigt klogere på kunsten.

Så er det godt at der også er biografier som Kjeldsens bog om Charlie Parker - vel får vi biografien hvor det passer ind, men fokus ligger helt overvejende på musikken. Hvordan fik Parker udviklet sin revolutionerende stil, hvad kendetegner den rytmisk, harmonisk og melodisk og hvordan forholdt den sig til samtiden og traditionen? Hvad er det kort sagt der gør at Parkers musik stadig fænglser og fascinerer? Det er disse spændende spørgsmål Kjeldsen behandler grundigt og medrivende. Det er nok ikke en bog for den fuldstændigt læge læser, eksempelvis er det klart en fordel at kunne læse noder, men hvor er der dog meget at komme efter! Det er en bog som har ændret min måde at lytte til Parker og som har åbnet musikken, og sådant et værk er virkeligt en gave.

Progressions. 100 years of jazz guitar

Guitaren var indtil for relativt nyligt det instrumentale stedbarn i jazzsammenhæng - ikke så melodisk spænstigt som blæserne og uden klaverets harmoniske muligheder var guitaren i årtier en mulighed snarere end en nødvendighed i jazzens lydbillede. Det hjalp heller ikke, at guitaristerne bredt betragtet var længe om at mestre boppens rytmiske og tonale sprog i samme grad som eksempelvis saxofonisterne, måske fordi guitaren i den amerikanske tradition har været knyttet så tæt til blues, country og folkemusikalske genrer.

Det skal nu ikke skygge for, at der gennem tiden er blevet spillet rigtig meget god jazz, også på guitar. Dette bokssæt fortæller instrumentets historie i genren gennem eksempler på de fremmeste udøveres indspilninger - Det er ikke alene en interessant historie om instrumentets udvikling, men også en spændende skæv vinkel på jazzens historie. Vi kommer således hele vejen rundt fra swing, over bop og fusion til nutidens stilistisk heterogene udøvere. Her er masser af god musik (og tråd), og samtidig en spændende historie - lyt og lær, men først og fremmest: nyd musikken.

Yellowjackets: Mint Jam

Gruppen Yellowjackets har altid været svær at sætte i bås - fusion, men med sans for den poppede melodi, til tider på grænsen til smooth jazz men med for mange musikalske kalorier til at kunne reduceres til elevatormusik. Det er en musik som trækker lige så meget på gospel- og popkonventioner som på jazztraditionen, og som dermed opnår et udtryk som både er nuanceret og melodisk lettilgængeligt.

På live CDen Mint Jam viser gruppen sig fra sin bedste side med et sæt som kombinerer det funky med det svingende - samtidig får ikke mindst Bob Mintzer (sax) vist hvor god en solist han er, når materialet er til det, og det er det i høj grad her.

Chris Potter Underground - Follow the Red Line

Hvis du kan lide din jazz frenetisk, søgende og pågående funky, så er Chris Potters Underground band lige noget for dig. Chris Potter har gennem efterhånden en del år vist at han i den grad mestrer sit instrument på en måde som gør ham til en af de mere interessante moderne saxofonister. Med sit Underground band har han tydeligt ønsket at afsøge en mere fragmenteret og muskuløst udadvendt side af talentet, i et format hvor manglen på en bas med dens traditionelle rolle giver en anden spænding mellem instrumenterne - rollerne er lidt mere flydende, især i en koncertoptagelse som denne. Det er ikke traditionelt, det er ikke et lydtapet eller musik De kan nyde en stille cocktail til, men det har en fed energi og der bliver gået til stålet på et meget meget hørt artistisk niveau.

CDen kan bestilles hjem gennem Bibliotek.dk

Malene Mortensen - Agony and Ecstasy

Jeg har blandede følelser overfor vokal-jazz: Der er rigtigt mange gode sangere som forstår at give de smukke melodier som indgår i standardrepertoiret hvad der tilkommer dem. Formen bliver bare ofte så altmodisch - hvor ofte hører man ikke et album som stilistisk lyder tættere på 1960 en 2010? Det er blandt andet der Malene Mortensen skiller sig ud: Hun skriver sine egne sange og hun og hendes band spiller dem med energi og kant. Tilsammen giver det et udtryk som virker alt andet end musealt. Kan ske at nogen synes at pladen læner sig for meget op af poppen og sandt er det at Malene sikkert kan sin Steely Dan - så længe musikken er så god som den er kan den for min skyld læne sig hvilken vej den lyster. Den her plade er enormt iørefaldende og bandet spiller som om de mener noget med at være der.

Rosemary Clooney: The Last Concert

Fra slutningen af 1940'erne og en snes år frem indspillede sangerinden Rosemary Clooney en masse plader, mest popmusik, lige ud ad landevejen, men også nogle stykker af mere jazzpræget karakter. Og efter nogle år med store personlige problemer dukkede hun så op igen midt i 70'erne, men nu som fuldblods jazzsangerinde, og indtil sin død i 2002 indspillede hun så mere end en snes plader med et repertoire hentet blandt de bedste amerikanske evergreens.

Jeg har længe haft en svaghed for især hendes sidste, "The Last Concert", indspillet få måneder før hendes død ved en koncert under et ferieophold på Hawaii. Og selv om stemmen er slidt og ikke specielt stor, er den stadig udtryksrig og med en mageløs timing. Hun ledsages af Honolulus symfoniorkester, og hvor jeg for ikke så mange år siden ikke kunne finde meget positivt at sige om store, strygerdominerede orkestre, må jeg idag indrømme, at det, ihvertfald i dette tilfælde, simpelthen er overvældende smukt, også fordi strygerne bruges med diskretion.

Indspillet få dage efter 'nine-eleven', afslutter hun koncerten med Irving Berlins 'God Bless America', og det virker overhovedet ikke pompøst eller vammelt, men bare smukt og renfærdigt, også fordi hun synger sangen befriende blottet for opstyltethed.

Og så var hun iøvrigt faster til George Clooney.

Reserver cd'en hér

Svend Asmussen - et forsinket tillykke

For et par dage siden fyldte Svend Asmussen 94 år - noget af en alder må man sige. Vi er rigtigt, rigtigt mange, der er vildt begejstrede for hans fantastiske violinspil. Han er en fremragende musiker og et sympatiske menneske.

Svend Asmussen står som en af de største danske jazzmusikere nogensinde. Med sit køligt-elegante, men suverænt swingende spil, som ikke lader sig forveksle med nogen andens, har han glædet os med en lang række tidløse indspilninger, der rækker fra "den gyldne swingtid" til seriøst, jævnbyrdigt samarbejde med de bedste musikere fra den yngre generation.

Svøm hen i f.eks. disse indspilninger, som du alle kan låne på Hillerød Bibliotekerne:

Asmussen: Svend: Two of a kind
Asmussen, Svend: Fiddler supreme
Asmussen, Svend: Danish imports

For mig er det livsbekræftende, swingende musik, der kan få selv den værste hovedpine til at træde et skridt tilbage.

Scott Hamilton: Live at Nefertiti

Jeg har kendt til tenorsaxofonisten Scott Hamiltons musik i mange år uden egentlig at være opmærksom på den, for min mand har jævnligt spillet hans cd'er derhjemme. Men efter at jeg har hørt ham et par gange i Toldkammeret, er jeg begyndt at lytte mere systematisk til denne fine musiker. Hamilton er inspireret af de store swingsaxofonister, Ben Webster og Lester Young, og med årene har han føjet flere og flere personlige træk til sit spil, så han idag fremstår som en kunstner med en helt personlig spillemåde.

Hans seneste cd (som også indeholder en dvd) er indspillet live på jazzklubben Nefertiti i Göteborg i selskab med bl.a. den fine svenske pianist Jan Lundgren. Her er Hamilton meget veloplagt i sit spil, der rummer både energi og rolig fordybelse.

Kender man ikke til Scott Hamiltons musik, er 'Live at Nefertiti' et godt sted at starte. Og så spiller han jo på biblioteket den 24. marts.

Du kan reservere Live at Nefertiti her

Danske jazz sangerinder

Sidste år var Hilerød Bibliotekerne så heldige, at have besøg af Sinne Eeg, der med sin mørke vokal gav publikum kuldegysninger, fra allerførste strofe.
Sinne Eeg havde gode musikere med, Mads Vinding på bas, Jacob Fischer på guitar, så det var en af de helt store musikalske oplevelser på biblioteket.
Danmark har mange skønne jazzsangeringer og vi har en stor samling af cd'er til udlån. Cathrine Legardh, Ulla Henningsen eller Susi Hyldgaard er blot få.