Viser opslag med etiketten Fantasy. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fantasy. Vis alle opslag

søndag den 13. november 2011

The Name of the Wind

Patrick Rothfuss:
The Name of the Wind
Den legendariske Kvothe har slået sig ned og antaget rollen som en uskyldig kroejer. Men selv her er han ikke i fred, da både dæmoner og en skriver banker på. Han fortæller om sit liv, hvordan han stødte på væsener fra et eventyr, overlevede som gadebarn, blev optaget på universitetet og senere bortvist. Hvordan han bekæmpede en drage, elskede en kvinde, dræbte en konge og meget mere. Hans legende bliver sat til skue, og sandhed bliver skilt fra fiktion.

The Name of the Wind er Patrick Rothfuss’ debutroman og den første I en trilogi, der afdækker Kvothes historie. Den blander nutid med fortid, og 3. persons-fortæller med jeg-fortæller, alt imens man suges ind i Kvothes erindringer.

En roman, der nærmest tvinger en til at læse videre, for at afdække mysteriet om, hvordan en almindelig mand bliver til en legende.

Dette er 1. del i serien.

Bestil The Name of the Wind

Bestil The Name of the Wind på dansk

lørdag den 29. oktober 2011

Wizard's First Rule

Terry Goodkind:
Wizard's First Rule
Richard Cypher har levet et stille liv, indtil en dag, hvor han bliver blandet ind i den onde troldmand Darken Rahls planer om at udslette alt liv i verden. Sammen med en mystisk kvinde klædt i hvidt, en gammel mand, der er mere end han ser ud til og et magisk sværd, bliver Richard kastet ud i en skæbne større end hvad han nogensinde kunne have drømt om.

Wizard's First Rule er Terry Goodkinds debutroman, som blev solgt for et rekordbeløb indenfor førstegangs fantasy romaner. Det er første bog i den lange fortælling om Richard og Kahlan, der skal grueligt meget igennem for at redde verden, og før de kan få hinanden.

En traditionel fantasy-fortælling med sympatiske karakterer og rigeligt med twists, gør Wizard's First Rule til et glimrende valg til dem, der gerne vil have noget traditionel fantasy.

Dette er 1. del i serien.

søndag den 23. oktober 2011

Storm Front

Jim Butcher:
Storm Front
Hvis man slår op i telefonbogen under troldmænd finder man ét navn: Harry Dresden. Primært optaget af at finde forsvundne genstande, så påtager Harry sig diverse andre opgaver, bl.a. for Chicagos politistyrke, som senest arbejder med et dobbeltdrab, hvor begges ofrer hjerter er eksploderet ud af deres brystkasser.

Storm Front er Jim Butchers debutroman og den første i en lang række bøger om Harry Blackstone Copperfield Dresden. Den foregår på grænsen mellem den virkelige verden og magiens verden, hvor Harry må gå den fine balance mellem at beskytte folk fra onde kræfter og samtidig beskytte magiens hemmeligheder fra folk.

En roman der udspiller sig som en krimi blandet med det overnaturlige, gør Storm Front til et godt valg til krimi- eller fantasyelskere, der ønsker at se den anden side af hegnet.

Dette er 1. del i serien.

Bestil Storm Front

lørdag den 15. oktober 2011

Dark Messiah of Might and Magic

Arkane Studios (and others):
Dark Messiah of Might and Magic

Efter mange års træning bliver lærlingen Sareth sendt for at aflevere en krystal til en af hans mesters allierede, der bor i en fjern by. Han ankommer lige i tide til at opleve byen under besættelse af Nekromantikernes udøde hære og til at få stjålet krystallen. Dette er starten på en kamp mod de farlige Nekromantikere, en kamp der meget vel kan koste Sareths sjæl.

Dark Messiah of Might and Magic ses I første-person, og kombinerer en blanding af action, rollespil og udforskning. Der er mange forskellige lokaliteter, der besøges, og de fjender og fælder man skal overkomme varierer også. På trods af, at der også findes en multi-player del, så er det ved single-player kampagnen at indholdet findes, og den kan sagtens spilles igennem flere gange med forskellige kombinationer af evner, f.eks. med fokus som kriger, bueskytte, troldmand eller tyv, og man vil næsten altid finde noget man overså tidligere.

Spillet er perfekt for dem som kan lide first-person action og fantasy, på trods af at historien ikke vinder nogen priser. Der går ikke længe før man går fra at tænke, hvordan man overvinder den næste gruppe fjender til, hvordan man skaffer dem af vejen på den sejeste facon.

Bestil Dark Messiah of Might and Magic til PC

fredag den 14. oktober 2011

The Blade Itself

Joe Abercrombie:
The Blade Itself
Unionen er på vej i krig på to fronter, samtidig med, at der kæmpes internt i skyggerne. På samme tid samler troldmanden Bayaz en gruppe vidt forskellige individer til en ekspedition på jagt efter ældgamle hemmeligheder, der kan betyde forskellen mellem liv og død.

Joe Abercrombies debut-roman tilbyder en grynet og mørk fantasy oplevelse, hvor persongalleriet er i fokus, linjerne mellem godt og ondt er udvaskede, og hvor man er usikker på, hvorvidt man burde holde med heltene eller skurkene.

En roman, der går den smalle gang mellem klassisk fantasy og så noget mere friskt, gør The Blade Itself egnet til både inkarnerede fantasy-læsere og nye tilkommere.

Dette er 1. del i trilogien.

søndag den 25. september 2011

American Gods

Neil Gaiman:
American Gods
Amerika skal i krig, og straffefangen Shadow hyres af den selvproklamerede konge af Amerika Wednesday. Sammen tager de på en spændende og spirituel rejse gennem Amerika for at finde allierede til den forestående storm.

Vinderen af adskillige priser, Neil Gaimans American Gods inviterer på en eventyrlig rejse gennem det historiske Amerika. Glem kampen mellem det gode og onde, for her er linjerne knap så tydelige, og forskellen mellem ven og fjende er minimal.

En blanding af religion, kultur og magi gør American Gods til en glimrende bog, specielt for fantasy-elskere der gerne vil have noget andet end drager, troldmænd og vampyrer.

Bestil American Gods

fredag den 23. september 2011

Kaninbjerget

Richard Adams:
Kaninbjerget
Kaninen Hassel og hans synske bror Femmer, leder en flok kaniner væk fra deres bo, før menneskerne kommer. Dette er starten på en hård og eventyrlig rejse gennem det engelske landskab, hvor de må kæmpe for at finde et nyt hjem. På rejsen møder de både nye venner og fjender.

Richard Adams' Kaninbjerget tager noget så uskyldigt som kaniner, og giver os et indblik i en verden, der er knap så uskyldig. Gennem de hæsblæsende oplevelser vil man sidde på kanten af sædet, drevet videre af et ønske om at se kaninerne klare skærene.

Det noget anderledes sceneri og persongalleri, gør Kaninbjerget til en noget særpræget bog, der er både episk, heroisk og klassisk. Og med en sød kanin på omslaget.

Bestil Kaninbjerget

tirsdag den 2. august 2011

Fantasy for voksne

Fantasy er blevet udråbt som pseudolitteratur. Genren har været under angreb af fjendtlig ild i årevis. Da folkebibliotekerne endelig indfangede Fantasy kom den i langvarig karantæne i børneafdelingerne. Af og til lykkedes det dog Fantasy at undslippe bibliotekarens årvågne blik: Den sendte hemmelige agenter ud i voksenbibliotekerne -som oftest var det Tolkien der måtte tage tørnen- for at infiltrere de andre genrer og gøre oprør imod undertrykkelsen. Fantasys agenter zigzaggede gennem fjendens linjer med kuglerne susende om ørerne. Efter lang tids guerillakrig og efterfølgende fredsforhandlinger er det nu lykkedes Fantasy at oprette basecamps rundt omkring i voksenbibliotekerne og stadigt flere lånere lader sig hverve til Fantasy-Legionens tropper. "Vores mission er at blive stueren som genre," udtaler en repræsentant for Fantasy.

Også på Hillerød Bibliotek har Fantasy indtaget en vigtig position ved forhandlingsbordet, når bibliotekarerne skal bestille bøger hjem. Slå et smut omkring vores gode fantasyafdeling i voksenbiblioteket: Her er der masser af spændende titler, som venter på at bevise for alverden at Fantasy er en genre som har helt utroligt meget at byde på - især for voksne.

lørdag den 30. juli 2011

"The Southern Vampire Mysteries" - fantasy for voksne

"The Southern Vampire Mysteries" er en virkelig spændende serie på i alt 11 bøger af Charlaine Harris -og findes i voksen-bibliotekets fantasyafdeling på både dansk og engelsk!

Her er fantastiske væsener blevet en del af vores virkelighed. Ved seriens begyndelse er det for kun få år siden blevet offentliggjort, at vampyrer eksisterer som andet end eventyrlige skabninger i dystre fortællinger. De lever åbent blandt offentligheden. Heldigvis har man opfundet et fredeligt alternativ, der kan slukke deres blodtørst -men ikke alle vampyrer synes, at dette alternativ er særligt appelerende. Historien fortælles af Sookie Stackhouse der er servitrice på den lokale pub i en lille by i sydstaterne. Sookie har siden sin barndom kunnet høre andres tanker. Men en aften træder en høj, mørk fremmed ind på pubben og da Sookie ikke kan læse hans tanker, vækkes hendes nysgerrighed.

Romanerne er siden blevet til tv-serien "True Blood" - én af HBOs største succeser nogensinde. Harris har millioner af fans verden over og jeg tilslutter mig ubly denne begejstrede skare. Både bøger og tv-serie er simpelthen bare smaddergode! De har det hele: humor, spænding, mystik, action, sex og forbudt kærlighed. Persongalleriet er rigt og nuanceret, intet er helt sort/hvidt. Og de som påstår, at fantasy mest er for børn, har vist ikke stiftet bekendtskab med denne helt specielle vampyrhistorie...

Bestil bøgerne her. Og se traileren for HBO's serie "True Blood" på youtube. På Litteratursiden kan man læse meget mere om vampyrromaner og om, hvorfor netop denne genre stadig nyder så stor popularitet.

onsdag den 20. juli 2011

Luka og Livets Ild - af Salman Rushdie

Magic lands lie all around
Inside, outside, underground.
Looking-glass worlds still abound.
All their tales this truth reveals:
Naught but love makes magic real.

Således indleder Salman Rushdie sin seneste roman, "Luka og Livets Ild". Luka på tolv år finder en dag sin far i en søvn så dyb, at ingen kan vække ham. For at redde ham må Luka rejse til Magiens Verden og stjæle Livets Ild, men dette er en farefuld mission og Luka må stå mangt og meget igennem på sit eventyr. På en symbolsk rejse drager drengen Luka ind i en fantastisk verden, for at genfinde fantasiens kerne og bringe den med tilbage til sin far, der som voksen er faldet i søvn, fordi han var begyndt at se verden igennem "virkelighedens" grå og kedelige briller. Luka må dog tage afsted helt alene: Som barn er han den eneste, der stadig kan finde vej til Magiens Verden.

Tolkien sagde engang at; "fantasi er når vi suspenderer vores mistro".  Ligeledes handler Rushdies nyeste roman om alle de vidunderlige ting der kan ske, hvis vi lader os føre med ind i magiens og i skønlitteraturens verden. "Luka og Livets Ild" er en utroligt smuk bog, som beder os huske at tage vores magiske briller på hver morgen, når vi svinger benene ud af sengen.

Reservér bogen her og læs meget mere om Salman Rushdies forfatterskab.

mandag den 18. juli 2011

Blod og Mørke - vampyrer og gys















Vampyrer er in lige for tiden. Nogle er teenagere, der er forelskede, nogle er sexede fra New Oreleans. Så er der de genetisk fremstillede, der i fremtiden lægger jorden øde.

Og så er der de her vampyrer, der er blodige og uhyggelige.

Mørke er anden del, af den kendte filmskaber Guillermo Del Toros trilogi, der beskriver vampyrer som mennesker inficeret med en parasit. Der er spænding og især gys og et meget visuelt billede af vampyren.

Reserver bøgerne her, hvis du altså tør

Blod
Mørke

3. og sidste del af serien udkommer på engelsk i oktober og så mon ikke der er en dansk udgave klar til jul.

Her er en meget spændende og uddybende artikel om bøgerne og forfatteren Guillermo Del Toro fra Information.

lørdag den 26. marts 2011

Fantasy og romantik - åh så dejligt!


Jeg kan godt lide at læse fatasyhistorier, hvor kampen mellem det gode og det onde skaber action og drama. Og jeg kan lide og læse romantiske bøger, der ender godt. Det min mand kalder husmor fantasy... Det er egentlig en meget fin beskrivelse, så den får lov at stå.

Hvor heldig kan man så være at falde over denne serie på fantasyhylden af Lois McMaster Bujold. Den indeholder det hele.

Den handler om bondepigen Fawn, der er løbet hjemmefra og som ved uheldige omstændigheder, bliver blandet ind i kampen mellem en "Malice" (en ondskab) og en Lakewalker (magiker), der hedder Dag. Hun slår følge med ham af nød og forelskelse. Men et forhold mellem en bonde og en Lakewalker  er helt igennem uhørt. Åh suk, hvor er det dejligt at læse.
Der er 3 bøger i serien og de er ikke oversat til dansk.
Reserver den første bog her.

lørdag den 13. november 2010

Drager og Napoleon

Det kan da næsten ikke være en mere spøjs blanding af historie og fantasy. Forestil dig de store træskibe på vej mod det store søslag mellem England og Frankrig. Over skibene flyver store drager parat til at angribe. Forfatteren Naomi Novik har vævet en spændende historie, der er fyldt med action og historiske detaljer.
Der er 4 bøger i serien om Captain Will Laurence og hans drage Temerire.

De er ikke oversat til dansk, men du finder dem på engelsk i fantasy afdelingen.
Se om bøgerne er hjemme her.

Temeraire
Throne of Jade
Black Powder War
Empire of Ivory

torsdag den 10. december 2009

900 siders helt fantastisk god fantasy historie på engelsk! Kan det blive bedre? Hvis du ikke er bange for at kaste dig ud i bøger på engelsk og elsker gode fantasy historier, er The redemption of Althalus af David Eddings noget for dig.

Althalus er en tyv, der hyres til at stjæle en bog. Men det er selvfølgelig hverken en helt almindelig bog eller nogle helt almindelige mennesker han møder på sin vej. Hvid du ikke kender David Eddings er dette en fremragende introdution til hans mange bøger. Det er en enkelstående roman (dog på 900 sider).

Reserver den her.
God læselyst.