Viser opslag med etiketten Parforhold. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Parforhold. Vis alle opslag

onsdag den 4. januar 2012

Astrid Saalbach: Fordrivelsen


Astrid Saalbachs nye roman fra efteråret 2011 er noget af et menneskeligt drama - foruroligende - og så snublende nær noget, der kan ramme os alle - eller i hvert fald en, vi kender.
Andreas Ruud Christensen er succesrig virksomhedsleder i fyrrerne. Med sin kone og to børn er han på skiferie i Alperne, men er mere optaget af sin mobiltelefon og kontakten med den hemmelige elsker end af familien. En dag standser han midt på en af pisterne for at læse en sms og bliver torpederet af en ung mand på snowboard.
På et splitsekund ændres hans liv - han vågner efter dages bevidstløshed op til en tilværelse med totalt ændret personlighed og store sorte huller i erindringen. Hans kone erfarer det, han ikke selv længere husker, og tilværelsen begynder langsomt at skride ud.
Det er en barsk roman - en uafrystelig læseoplevelse - om pludselig ikke længere at passe ind i sit eget liv. Astrid Saalbach skriver et flot sprog, og jeg læste romanen i et langt sug til den sidste side.

Du kan bestille romanen her

onsdag den 27. juli 2011

Knausgård: Min kamp: roman - 2. bind

Kender I det med, at man i løbet af dagen glæder sig til at komme videre med læsningen af en god bog - det kan ikke hurtigt nok blive aften med fred og ro, så man kan komme videre ?
Sådan har jeg haft det - også med bind 2 af den norske forfatter Karl Ove Knausgårds stærke og imponerende, selvbiografiske romanserie: Min kamp. For mig en helt overvældende læseoplevelse med en historie, der er hamrende almenmenneskelig og vedkommende.
Hvordan kombinerer man et parforhold og ikke mindst ankomsten af 3 børn på stribe - med det at være forfatter med behov for være alene ? Det går bestemt ikke stille af i det lille hjem  ...

Læs også hans selvudleverende beskrivelse af, hvordan han - hårdt presset af sin kone - bliver sendt afsted med sin spæde datter - til pædagogisk babyrytmik med en flok meget engagerede mødre. Det er hylende morsomt.

I næste uge fortæller jeg om bind 3 af "Min kamp", hvor Knausgård beskriver sin barndom i en familie, der på nogen punkter er meget langt fra det, man forventer af en skolelærer/sygeplejerske-familie. Rystende og vibrerende barndomsskildring - og igen - en formidabel læseoplevelse, der ikke ligner noget andet, jeg har læst.

Du kan bestille 2. bind af Knausgård her