Viser opslag med etiketten Krimi. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Krimi. Vis alle opslag

søndag den 6. november 2011

Dexters Dunkle Drømme

Jeff Lindsay:
Dexters Dunkle Drømme
Dexter Morgan arbejder for politiet som retsmedicinsk analytiker, har en kæreste med to børn og en politibetjent som søster. Og når mørket falder på, udlever han sit sande kald som seriemorder. Men en række mystiske beskeder til Dexter, efterladt på en stribe af mordofre, ryster op i tilværelsen.

Jeff Lindsays Dexters Dunkle Drømme giver et mørkt og humoristisk indblik i et monsters tankegang, og på trods af Dexters dunkle drifter, så er det svært ikke at heppe på ham, specielt i de øjeblikke, hvor menneskeligheden skinner igennem.

En krimi med en særpræget vinkel gør Dexters Dunkle Drømme til en spændende bog, hvor de kriminelle uden for lovens lange arm ikke er ude for Dexters rækkevidde.

Dette er 1. del i serien om Dexter.

mandag den 31. oktober 2011

Seven

David Fincher:
Seven
En række grufulde mord leder de to politifolk Mills og Somerset på sporet af en seriemorder, der begår sine mord baseret på de syv dødssynder. I jagten på ham kommer de nærmere og nærmere, men er der sådanne en ting som at komme for tæt på?

Seven af David Fincher var en kommerciel succes og blev mødt af positive anmeldelser. Visuelt er filmen meget mørk, også stilmæssigt, og dette understøttes yderligere i de mange scener med rigelige folkemængder og regn.

En thriller, der blander horror og neo-noir med religiøse temaer gør filmen til et dystert bekendtskab. Et bekendtskab man dog ikke er bedre stillet foruden.

fredag den 28. oktober 2011

Watchmen

Zack Snyder:
Watchmen
Året er 1985 og for blot et par år siden, blev alle fortsat praktiserende superhelte gjort fredløse. Verden står ved randen af atomkrig, alt imens selvtægtsmanden Rorschach undersøger et dødsfald, der leder ham til et plot om at afskaffe alle tidligere superhelte. Et plot der er så meget større end hvad øjet skuer, og potentielt vil kunne påvirke hele verden.

Watchmen er baseret på tegneserien af samme navn skrevet af Alan Moore, og foregår i en alternativ verden, der minder om vor egen, men hvor superhelte har spillet en stor rolle. På trods af benævnelsen super, så er der kun en karakter i historien med overmenneskelige evner, og alle superheltene er almindelige mennesker, i hvert fald fysisk.

Det er en film med en gribende historie og interessante karakterer, som blander krimi og science fiction, og sikrer en spændende aften i selskab med Ozymandias, Silk Spectre, Doctor Manhattan, The Comedian, Nite Owl og Rorschach.

torsdag den 27. oktober 2011

Louise Doughty : Det du elsker


Det vi elsker kan blive taget fra os når som helst, men tabet af det vi elsker, tilhører os for evigt. En fantastisk smuk og læseværdig roman om kærlighed, tab og hævn.

Da to betjente banker på hos Laura er hendes liv ændret for evigt. Det der aldrig må ske, er sket, hendes niårige datter Betty er dræbt af en flugtbilist.

Afmægtig, afsindig og dybt dybt fortvivlet bevæger Laura sig rundt i et følelsesmæssigt tomrum. Længe fatter hun ikke beskeden og fastlåst i sorg, chok og vantro udforsker hun fortvivlelsens dybder.

Laura bevæger sig mellem fortid og nutid og fremtid. Vi får historien om, hvordan hun mødte Bettys far David, deres stormfulde, lidenskabelige og på mange måder smukke og ømme forhold.

Alle disse mange følelser: Kærlighed, tab, hævn er samlet i et fantastisk elegant plot og forfatteren Louise Doughty formår i den grad at jonglere i tid. Kærlighedshistorien er skøn og medrivende og sorgen så intens, at jeg kun kan give mine bedste anbefalinger.

Reserver her

søndag den 23. oktober 2011

Storm Front

Jim Butcher:
Storm Front
Hvis man slår op i telefonbogen under troldmænd finder man ét navn: Harry Dresden. Primært optaget af at finde forsvundne genstande, så påtager Harry sig diverse andre opgaver, bl.a. for Chicagos politistyrke, som senest arbejder med et dobbeltdrab, hvor begges ofrer hjerter er eksploderet ud af deres brystkasser.

Storm Front er Jim Butchers debutroman og den første i en lang række bøger om Harry Blackstone Copperfield Dresden. Den foregår på grænsen mellem den virkelige verden og magiens verden, hvor Harry må gå den fine balance mellem at beskytte folk fra onde kræfter og samtidig beskytte magiens hemmeligheder fra folk.

En roman der udspiller sig som en krimi blandet med det overnaturlige, gør Storm Front til et godt valg til krimi- eller fantasyelskere, der ønsker at se den anden side af hegnet.

Dette er 1. del i serien.

Bestil Storm Front

torsdag den 20. oktober 2011

Kate Atkinson : Tog tidligt afsted tog hunden med




Kate Atkinsons velskrevne roman evner på en og samme tid at beskrive det moderne menneskes grundvilkår og samtidig fanger hun læseren i en super spændende kriminalhistorie. 

Kate Atkinsons ”Tog tidligt af sted, tog hunden med” er fjerde del i serien om privatdetektiv Jackson Brodie.  Atkinson er en af de mest populære forfattere i England og det er ikke uden grund. Hun formår at forene krimi med samtidsroman og det gør at hun egner sig både til krimilæsere og ikke-krimilæsere. Hun skriver begavet vittigt og indsigtsfuldt og er altid god.

Denne fjerde del i serien om Brodie er ingen undtagelse. Man læser og morer sig, for hvor er hun vittig. Men hun er aldrig pjattet, ofte er det meget intellektuelle betragtninger, der garneres med den herlig underspillet humor. Som altid er Brodie på jagt efter forsvundne piger eller myrdede pigers mordere, en livslang beskæftigelse sat i gang af hans eget tab og sorg over mordet på hans egen teenagersøster.
  
Hvis du ikke har læst Kate Atkinson før, kan jeg anbefale at du starter med ”Familiehistorier” og arbejder dig kronologisk gennem ”Brodie serien”. Der er timevis og  mageløs god underholdning. 

lørdag den 10. september 2011

Den sidste sura

Strømmen af nordiske krimier er uendelig - og derfor kan det være forfriskende at møde en fremmdartet og helt anderledes krimi. Zoe Ferraris' debutroman 'Den sidste sura' foregår i Saudi-Arabien og er en farverig og eksotisk fortælling fra et stærkt muslimsk land. Østens mysterier blandet med psykologisk spænding giver dig et godt indblik i det arabiske samfunds mange spændinger, traditioner og paradokser.


Du kan læse Litteratursidens anbefaling her og reservere bogen her

Den 30. september udkommer 'Slørets by', Zoe Ferraris anden krimi fra Saudi-Arabien.

torsdag den 21. juli 2011

Den døende detektiv : en roman om en forbrydelse

'Den døende detektiv' rager op som et fyrtårn blandt krimier, blændende, original, sarkastisk, humoristisk. Den er intet mindre end fantastisk læsning.
Tidligere chef for Rigskriminalpolitiet Lars Martin Johansson, som er kendt for at ”kunne se om hjørner” indlægges med en blodprop i hjernen. På sygehuset bliver han bekendt med nye oplysninger om et uopklaret mord.
Lars Martin er meget alvorligt syg, men overhører alle faresignaler. Han æder, drikker og passer ikke sin medicin som han burde. Det er den døende detektivs svanesang, man er vidne til. For hvert eneste kapitel ebber livet mere og mere ud, Lars Martin bliver svagere og svagere, men det er kroppens forfald, hjernen er stadig knivskarp.
Denne fantastiske krimi om forbrydelse og straf, om retfærdighed og død kan ikke anbefales nok.

torsdag den 16. juni 2011

Sort angst af Camilla Grebe og Åsa Träff

I ”Sort angst”, den anden bog om psykoanalytikeren Siri Bergman, slår søskendeparret Camilla Grebe og Åsa Träff deres status fast, som gedigne og velskrivende krimiforfattere indenfor den nordiske krimitradition.
Terapeuten Siri og kompagnonen Aina bliver bedt om at lede en selvhjælpsgruppe af voldsramte kvinder. Kvinderne har alle forskellige deprimerende og horrible historier som overgreb, voldtægter eller psykisk terror bag sig. Og alle, har de det til fælles at kærlighed har været ”skyld” i, hvad der hændte dem. Derfor bliver kærlighed og forvaltning af kærlighed omdrejningspunkt i hele krimien.
En  psykologisk krimi, der på højdramatisk vis, næsten ender godt. Personerne i ” Sort angst” er mere komplekse karakterer end i de fleste andre nordiske krimier, samtidig med at forfatterne fuldstændig har styr på de litterære træk inden for genren. Men krimien der bestemt dyster og ikke en umiddelbar hyggespreder.
”Sort angst” er et velskrevet alternativ til alle de øvrige nordiske krimier på markedet.

fredag den 27. maj 2011

Kvinden i plastic af Kjell Ola Dahl

"Kvinden i plastic” er en spændende og velskrevet krimi og dødsensfarlige mænd og deres kvindelige ofre.

Dette var mit første bekendtskab med Kjell Ola Dahl og bestemt ikke det sidste. ”Kvinden i plastic” er den sjette i serien med Frank Frølich  og Gunnarstranda fra drabsafdelingen i Oslo . Krimien kan sagtens læses uden kendskab til de første krimier. Jeg var bare så godt underholdt. Der er tale om en helt traditionel skandinavisk krimi, lige dele politiarbejde og lige dele privatliv. Til sidst i romanen smides der en bombe, en rigtig teaser… tror du jeg glæder mig til den syvende i serien?
Nemlig, men først skal jeg lige læse de fem første ...

torsdag den 5. maj 2011

Stemningsfyldt og humoristisk engelsk krimi - som fra en sommerdag fra en for længst svunden tid.

 
’Flavia de Luce og drengen i galgen’ er den anden bog i serien om den nørdede og sære 11-årige Flavia, som har en detektiv gemt i maven.
Et omrejsende dukketeater kommer til den landsby, hvor Flavia bor sammen med sine to ondskabsfulde søstre og meget mærkelige far. Flavia bliver hurtigt venner med truppen, der består af Rupert – dukkeføreren og hans søde (og gravide) assistent Nialla.
Rupert dør under mystiske omstændigheder, og Flavia finder hurtigt ud af at det ikke er første gang at Rupert er i landsbyen og at mange mennesker har hemmelig viden om ham.
’Drengen i galgen’ er et dejligt bekendtskab. Vi kan ikke komme længere væk fra skandinaviske krimier med trafficking og incestramte end her. Denne engelske krimi emmer af ”Country Life”, garneret med særlinge af enhver slags.
Jeg kan virkelig anbefale denne hyggelige krimi til alle os der af og til trænger til noget andet end hardcore hverdagsrealisme.

mandag den 2. maj 2011

Håkan Nesser: De ensomme

Håkon Nesser er en af mine favoritter, når det gælder krimier. Han er nu kommet med nr.4 i serien med Barbarotti i hovedrollen, og efter min mening bliver han bare bedre og bedre.
To fald med døden til følge fra den samme skrænt med 35 års mellemrum er krimiens omdrejningspunkt. I 1969 kommer seks personer til Uppsala, de danner par, drikker vin og diskuterer Gud, livet og kærligheden.To af medlemmerne dør ved fald fra Gåsaskrænten i 1975 og 2010. Er det en ulykke, selvmord eller mord, og hvilken rolle spiller de resterende i gruppen?
Det er de spørgsmål, som Gunnar Barbarotti og hans højre hånd Eva Backman tumler med. Eva tror ikke på tilfældige ulykker. De prøver at trænge ind på de overlevende og løse gåden.
Det er en bog, som handler om skyld, ensomhed og livets skrøbelighed.
Reserver her

søndag den 10. april 2011

Scarpetta faktoren af Cornwell

Så er vi nået til bog nummer 17 i serien om den efterhånden hårdt prøvede retsmediciner Kay Scarpetta.

Forlaget skriver: Retsmedicineren Dr. Kay Scarpetta, bliver som CNNs senioranalytiker, i et TV-interview presset til at udtale sig om en aktuel sensationssag, og få minutter efter ruller lavinen. Et rystende opkald fra en af kæresten, Benton Wesleys, tidligere psykiatriske patienter sætter gang i et mysterium uden lige, et mysterium med tråde til den gamle fjende varulvemanden Jean Baptiste Chandonne, en skuespiller og mulig sexforbryder, en forsvunden millionøse og Scarpettas egen niece, Lucy.

Jeg glæder mig til at læse denne her, for jeg er endnu ikke belvet skuffet over at læse en af Patricia Cornwells bøger.

Reserver bogen her hvis du tør.

lørdag den 26. marts 2011

Bøger i bunker

Så har biblioteket igen købt stort ind.

Fyrmesteren af Camilla Läckberg udkom i går, og allerede samme dag var den på hylderne, klar til udlån.

Alle 30 eksemplarer er nu udlånt, og der er allerede ved at være nye kødannelser.

Og det på trods af, at bogen ikke just har fået gode anmeldelser.
Men markedsføringen: den har der ikke været sparet på!
Og den virker!

Du kan bestille bogen her

søndag den 13. marts 2011

Damernes detektivbureau Nr. 1

" Mma Ramotswe havde et detektivbureasu i Afrika ved foden af  Kgale Hill. Bureauet rådede over følgende aktiver: en ganske lille hvid varevogn, to skriveborde, to stole, en telefon og en gammel skrivemaskine. Hertil kom en tepotte, i hvilken Mma Ramotswe - Botswanas eneste kvindelige privatdetektiv - lavede sin rooibosh te, samt tre krus - ét til hende selv, ét til hendes sekretær og ét til klienten. Hvad mere har et detektivbureau brug for? Et privat detektivbureau bygger på menneskelig intuition og intelligens, og Mma Ramotswe besad begge dele i overflod."

Sådan begynder Alexander McCall Smith's første bog i serien om Damernes detektivbureau.

Indtil nu er der udkommet 10 bøger om Mma Ramotswe's detektivbureu, den ene mere charmerende og indtagende end den anden.

Du kan bestille det første bind her

onsdag den 23. februar 2011

Dødsenglen

Dødsenglen - et flere hundrede år gammelt, værdifuldt ikon - har været i den stenrige familie Sachs-Smiths eje i generationer, men altid som en velbevaret hemmelighed, men en dag er det pludselig forsvundet. Bedre bliver det ikke, da politiet meddeler, at morens dødsfald nogle måneder forinden ikke var selvmord - nærmere undersøgelser har vist, at hun blev dræbt.


Samtidig er Louise Rick fra Drabsafdelingen på Københavns Politigård blevet involveret i en sag om en kvinde, der er sporløst forsvundet under en rejse til Solkysten. Og da en kendt filminstruktør kort efter forsvinder på samme måde, er hun ikke længere i tvivl: De er blevet bortført eller dræbt.

Men under forsøget på at efterforske, hvad der er blevet af de forsvundne kvinder, viser det sig til Louises overraskelse, at de to sager er forbundet, og at sandheden om den ene afslører sandheden om den anden.

tirsdag den 18. januar 2011

Kender du Dexter fra tv?

Mød Dexter. Han ser godt ud, er veltalende og charmerende. Han arbejder for politiet som tekniker med speciale i blodstænk. Dexter er også en kold seriemorder.

Men Dexters speciale er at myrde andre seriemordere, så er det egentlig ok?

Læs her anmeldelsen fra Litteratursiden.dk
 
Nu har vi fået anden del af serien om Dexter. Politiet er tæt på at afsløre Dexter, men en ny seriemorder huserer og Dexter bliver trukket ind i en meget farlig og fascinerende jagt på denne psykopat.


Reserver 1. del her.
Reserver 2. del her.


                                   

søndag den 16. januar 2011

Dronningen uden spejl - Lorenzo Silva

Så er der kommet en ny krimi med Rubén og Virginia fra Madrid. Første krimi hed Den utålmodige alkymist og kom i 2009.
Denne gang er makkerparret fra Madrid, Rubén Bevilacqua, en intellektuel sergent i Guardia Civil, og hans unge skrappe makker Virginia Chamorro, sendt ud til en mordsag i nærheden af Barcelona, hvor en tv-berømthed er fundet myrdet. Romanen handler om både litteratur og internationale forbrydere.

onsdag den 15. december 2010

Sara Blædel - Dødsenglen

Vi har indkøbt en stor bunke af denne nye krimi af Sara Blædel.

Dødsenglen - et flere hundrede år gammelt, værdifuldt ikon - har været i den stenrige familie Sachs-Smiths eje i generationer, men altid som en velbevaret hemmelighed, men en dag er det pludselig forsvundet. Bedre bliver det ikke, da politiet meddeler, at morens dødsfald nogle måneder forinden ikke var selvmord - nærmere undersøgelser har vist, at hun blev dræbt.

Kom ned på biblioteket og hent den eller reserver den her.

mandag den 13. december 2010

Krimisiden - kender du den?

Krimisiden.dk er en rigtig god side for krimielskere. Her finder du anbefalinger, anmeldelser og analyser, og du kan søge på forskellige krimigenrer, på hovedpersoner i bøger og på krimier fra forskellige lande.
Og meget vigtigt - du kan se, hvilken rækkefølge, bøgerne skal læses i.


Julehygge kan også være snevejr og en god krimi i sofaen.