Viser opslag med etiketten Opera. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Opera. Vis alle opslag

onsdag den 18. januar 2012

Premiere på Glucks opera Alceste

Efter succeserne Julius Cæsar, Partenope, Poppeas kroning og Odysseus følger Den Kongelige Opera, i samarbejde med Concerto Copenhagen og dets dynamiske dirigent Lars Ulrik Mortensen, nu op med endnu en opera fra barokmusikkens skatkammer, Glucks opera, Alceste.
Operaen havde premiere i går tirsdag - og opføres for første gang nogensinde i Danmark.

Glucks Alceste er skrevet i operaens tidlige år og udspiller sig blandt guder og helte. I hænderne på den højt begavede instruktør Christof Loy bliver operaen en vedkommende og rørende fortælling om grænseløs kærlighed mellem elskende og om børns svære forståelse af de voksnes verden.
Det udfordrende titelparti som Alceste synges af en af de mest suveræne barokspecialister i dag, Mireille Delunsch.

Hillerød Bibliotek har en fremragende historisk indspilning af operaen med Kirsten Flagstad i hovedrollen

tirsdag den 13. september 2011

Carmen; Jonas Kaufmann og Anna Caterina Antonacci

Carmen er en vidunderlig Opera. Ikke blot er musikken smuk og medrivende, også historien er fantastisk. Det er en fortælling om forbudt kærlighed, passion, jalousi og fremfor alt; mod og ubøjelige viljer. Jeg er så betaget af denne opera og af dens farlige heltinde. Jeg kan se den om og om igen.

Da Carmen blev opført første gang i 1875 i Paris var der stor opstandelse. Operaens smukke heltinde, Carmen, var vild og utæmmelig, hun havde den ene affære efter den anden, hun fordærvede unge lovende mænd, hun flirtede, dansede sensuelt og æggende, drak og røg cigarer. Den unge dames moral var mildest talt så plettet, at kritikerne var rystede i deres grundvold.

En af de bedste opførelser af Carmen nogensinde skete i 2005 på The Royal Opera House i Covent Garden. Det er den skønne Jonas Kaufmann og yndige Anna Caterina Antonacci der spiller hovedrollerne som soldaten Don José og den vilde forførerske, Carmen. De to sangere synger så utrolig dejligt og spiller så overbevisende skuespil, at man ikke kan undgå at blive revet med ind i Bizets univers, hvor kærlighed er altopslugende og dødsensfarlig. Heldigvis findes netop denne flotte opsætning på dvd på biblioteket. Bestil den her.

fredag den 22. juli 2011

Kender du Operabio? -Live opera fra "The Met" i New York

For nogle år siden skete der et under af de helt store, da teknologien gjorde det muligt at sidde i Danmark og opleve de allersmukkeste forestillinger fra et af de allerstørste operahuse i hele verden: The Metropolitan Opera i New York.

Danske biografer sender hver sæson live transmissioner af forestillingerne fra "The Met". Når man ankommer til et af disse arrangementer -der som oftest afholdes om formiddagen- er stemningen altid forventningsfuld. I operabio er det ikke helt den samme oplevelse, som når man står i operahusenes foyeer i sit fine tøj og hører klokken ringe publikum ind i salen. -Men næsten. Alle de fremmødte venter spændt på at opleve verdensstjernerne på det store lærred og på at høre deres uovertrufne sangstemmer transmitteret med knivskarp digital lyd.

Du kan læse om denne sæsons spændende program her. Forsalget af biletter starter d. 24 august.
Brochurer om Operabio findes i vores musikafdeling på biblioteket.
Kom også forbi og se vores udvalg af gode operaer på både cd og dvd.

onsdag den 8. juni 2011

Du reddede min morgen Ramon Vargas

Der er morgener som slet ikke skulle være opfundet, hvor det er næsten umuligt at tage dagen på. Som starter med ustrøgne skjorter, tomme kaffedåser og en nabo, der borer i betongulvet før klokken er 7, så det vibrerer i fodballerne og fuglene letter fra tegltaget. Så er det en lise at flygte sur og vingeskudt hjemmefra,starte den lille sølvgrå japaner og trille nordpå mod Hillerød og bibliotekskarrieren. Op med bilradioen og P2, og pludselig sker der noget: den smukkeste tenorstemme synger på få minutter glæden ind i mit morgengnavne liv igen.
En varm tak til den mexikanske tenor Ramon Vargas og disse toner :
http://www.youtube.com/watch?v=_mes7MIYEJY

Det er længe siden jeg er blevet så glad i låget på så få minutter.

Den gode Ramon kan opleves på flere cd'er og DVD'er på Hillerød Biblioteb bl.a disse :

Bellini: I Capuleti e i Montecchi \ Abbado\  (3 cd'er)
Rossini: Silkestigen \ Viotti\ (2 cd'er)
Verdi: Operaarier (cd)
Verdi: Don Carlos (DVD)
Verdi: La Traviata (DVD)

torsdag den 31. marts 2011

Hvor tit går du i operaen?

Måske svarer du "Aldrig, det er ikke noget for mig" , så skal du ikke læse videre. Hvis du derimod svarer " Ikke nær så tit som jeg gerne ville", så er der hjælp at hente på biblioteket.

Hillerød Bibliotekerne har over de sidste 5 år købt  mange Musik DVD'er , altså koncertoptagelser og musikforestillinger, du kan låne med hjem og nyde. Måske er det ikke helt som at sidde til en koncert, til gengæld kan du sidde med benene på bordet og gnaske popcorn uden nogen bliver generet.

Næste gang du kommer herop, så spørg bibliotekaren hvor Musik Dvd'erne står - vi har rigtig mange operaer!

fredag den 4. februar 2011

Opera på dvd

Vidste du at vi har mange operaer på dvd´er, så du kan se flotte forestillinger hjemme i stuen?

Du kan bl.a. se Carmen, Figaros bryllup, Madame Butterfly og mange andre.

Se her i vores søgebase alle dem du kan vælge imellem.

torsdag den 28. januar 2010

Jonas Kaufmann - flot tenor

Hvilken dejlig dag !

I dag må ekspedienten på Statoil-tanken godt sige: ”Hav en fortsat god dag” .

For jeg heldige mand har fået billetter til den tyske tenor Jonas Kaufmann, der optræder i Tivolis koncertsal i København den 31. august 2010 - virkelig en af de flotte, nye stjerner på operaens stjernehimmel.

Og hvem er så denne Jonas Kaufmann, som jeg er så begejstret for

På DR's hjemmeside kunne man læse:
"Nogle gange fordeler Vorherre sine gaver temmelig skævt. Tag nu Jonas Kaufmann, som har fået det hele: En imponerende sangstemme, medfødt musikalitet, et sundt helbred, godt humør, en flot profil, gnistrende øjne og lækkert hår. Kort sagt en oplagt operastjerne."

Få en forsmag på kunstneren på denne hjemmeside: http://www.jkaufmann.info/

Hillerød Bibliotekerne har bl.a. disse indspilninger med Jonas Kaufmann :

Romantic arias / Jonas Kaufmann, tenor ; Prague Philharmonic Orchestra ; dirigent: Marco Armiliato

Madame Butterfly / Angela Gheorghiu, Jonas Kaufmann