Viser opslag med etiketten Museer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Museer. Vis alle opslag

søndag den 14. august 2011

Skagen GULD

Skagens Museum viser her i sommer et stort udvalg af malerier, der er i privat eje. De fleste af dem har aldrig været udstillet før, og det har ikke været kendt, hvor de befandt sig - eller at de overhovedet eksisterede.

Det store udvalg af billeder præsenteres i en salonophængning på knaldgule vægge.

Så skulle du komme så langt mod nord i Danmark i år, er Skagens Museum en omvej værd. Som altid! Udstillingen kan ses indtil udgangen af oktober. Og hvis du har brug for lidt forberedelse, er der i bibliotekets samlinger masser af materiale om Skagen og Skagensmalerne.

Du kan læse mere om udstillingen på Skagens Museums hjemmeside

torsdag den 28. april 2011

Adrian Hughes og kunstquiz på DR K

Jeg er vild med Studievært Adrian Hughes. Smagsdommerne var godt tv, men Kunstquizen er intet mindre end genial.
Hvis man er den mindste smule interesseret i kunst, er programmet et must. Adrian Hughes har inviteret forskellige kunstkritikere, kunstnere, anmeldere, museumsledere etc ind i "studiet" , som altid er på et museeum eller et slot eller et andet sted med masser af kunst.
Disse eksperter skal så gætte forskellige kunstværker. Man får en lille del af maleriet præsenteret og så zoomes der ud, indtil der er en der genkender. Der bliver gættet og quizzet og der bliver grinet og tegnet og Adrian mimer altid et kunstværk, det er ubetaleligt.
Topprofessionel og humoristisk kunstformidling.
Se mere om Kunstquiz

fredag den 26. marts 2010

Lisbeth A. Rasmussen | Henriks Historie

"Henriks Historie" af Lisbeth A. Rasmussener en lille fin biografi om kunstneren/fotografen Henrik Swane´s noget specielle liv.

Som medlem af Swane-familien fra Malergården i Odsherred fortælles der stort og småt om livet i en kunstnerfamilie.
Der bliver ikke fejet noget ind under gulvtæppet, når det bliver beskrevet, hvordan Henrik Swane stjal en del af faderens billeder, for at kunne eksistere.

Bogen er let at læse og meget fint illustreret.
Derudover kan jeg anbefale et besøg på Malergården.
Det er en oplevelse ud over det sædvanlige. På godt og ondt.
Prøv det.

tirsdag den 2. februar 2010

Emil Nolde og Danmark

Kunstmuseet Ordrupgård har netop åbnet en flot, ny udstilling "Emil Nolde og Danmark". Udstilling åbnede den 21. januar og slutter den 9. maj

Udstillingen belyser Noldes relation til Danmark – opvæksten som bondesøn i det dansk-tyske grænseland, de hyppige ophold i Danmark samt ægteskabet med danske Ada Vilstrup, men først og fremmest præsenteres en række af de billeder, der på den ene eller anden måde er knyttet til det danske.

Du kan låne kataloget, der er udgivet i forbindelse med udstillingen her

Hvis du vil læse mere om Nolde's liv og hans tilknytning til Danmark, kan jeg anbefale at låne hans selvbiografi "Mit liv" .
Nolde's kunst kan ud over ud over den aktuelle udstilling på Ordrupgård nydes hele året i Niebüll og i Berlin - begge steder meget flotte Nolde-museer.

mandag den 18. januar 2010

Finansfyrste og kunstsamler


Min weekend bød på et mindeværdigt museumsbesøg på "Davids Samling" i København - efter restaureringen et af byens absolut flotteste museer. Jeg havde aldrig været der før - troede ikke det var noget for mig !
Jeg er stadig høj efter turen gennem den islamiske samling med det smukkeste kunsthåndværk - farver, former, der gjorde mig høj og imponeret af tidligere tiders fantastiske kunstneriske formåen.
Gratis entre og rørende billige kunstkort gør bestemt ikke oplevelsen mindre.
Se deres hjemmeside her

Manden bag museet og det velspækkede fond, der driver museet er finansmanden C.L. David (1878 - 1960) - manden der også forærede Marienborg til den danske stat.

Læs om ham i Kristian Hvidt's biografi fra 2008 : "Kunst & kapital : portræt af C.L. David og hans verden".

torsdag den 14. januar 2010

Kunstbog + søndagsudflugt ?


Biblioteket har netop fået en flot, ny kunstbog om møbelarkitekten Finn Juhl. Det er ren nydelse at sidde med bogen i hænderne!

Med udgangspunkt i Finn Juhls eget hus i Ordrup er det en uddybende beretning om en af de første danske møbelarkitekter, der opnåede international succes. Bogen kommer rundt om perioden fra Finn Juhls første eksperimenterende møbler i 1930´erne over guldalderen i1940´erne og 1950´erne og til i dag, hvor møblerne har fået renæssance som møbelklassikere og samlerobjekter. Bogen er rigt illustreret med unikke fotos og Finn Juhls egne akvareller, tegninger og fotos.

Du kan bestille bogen her
Men vil du opleve det hele i virkeligheden, så er der her et staldtips til den næste weekendudflugt:
Læg turen forbi kunstmuseet Ordrupgård - og oplev Finn Juhls hus - LIVE - og gå gennem hans stuer.
Du har oplysningerne om Finn Juhl's hus her