Én hovedperson, fem noveller, fem dødsfald. Det første af de fem dødsfald foregår i en tysk provinsby, det andet i Italien, de tre sidste i Berlin. Judith Hermann beretter i de fem fortællinger i en nøgtern og hverdagsagtig sprogtone om de fem dødsfald, som den gennemgående hovedperson Alice, skal forholde sig til. Det handler blandt andet om en vens, et familiemedlem og hendes egen kærestes død. Beskrivelserne af disse eksistentielle erfaringer er bevægende, og især på grund af deres indbyggede nøgternhed og distance, yderst vedkommende. Judith Hermann skriver ikke så meget om selve døden, men snarere om døden som noget, de efterlevende må forholde sig til. I stedet for at skrive om selve dødserfaringerne har novellerne fokus på de voldsomme rystelser og den tomhed, som døden efterlader. Beskrivelsen af Alice, da hun rydder op i samleveren Raymonds tøj og finder resterne af et mandelhorn i jakkelommen, som hun ikke kan smide væk, gjorde dybt indtryk på mig. Novellerne bliver aldrig følelsesladede eller sentimentale.
Da jeg læste den, kom jeg til at tænke på Cecilie Roné's fine selvbiografiske roman N.I.M.B., som også handler om tiden efter døden.
Reserver
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar