tirsdag den 30. august 2011

"Det levende slot": en film af Hayao Miyazaki

En gang imellem bliver der lavet en tegnefilm, som er så speciel, så fantasifuld og smuk, at den går hen og kan konkurrere med rigtige spillefilm om de store filmpriser som f.eks. Oscar, Academy Award og Golden Globe. Det levende slot er netop sådan en film og den er uovertruffen!

Den 18-årige Sofie arbejder i en hattebutik som hattemager. En dag kommer den onde Ødeheks ind i butikken. Hun fortryller Sofie, så hun kommer til at ligne en gammel dame; kun når hun sover, ligner hun sig selv. Sofie er ulykkelig og må forlade sit hjem og butikken da ingen kan genkende hende og ingen vil tro på hendes grufulde historie. Sofie opsøger den mægtige troldmand Hauru, som er den eneste, der kan hjælpe hende. Hauru er dog ikke sådan lige at finde, for han bor i et fortryllet, levende slot, som altid er i bevægelse. Med hjælp fra fugleskræmslet Kålroe finder Sofie alligevel Haurus slot, og så tager begivenhederne rigtig fart...

Det levende slot er et eventyr, en kærlighedshistorie og et behageligt gys. Egentlig er filmen mere for voksne end for børn, for den er til tider ret uhyggelig, og meget meget underfundig. Tegningerne er vidunderlige og vildt detaljerede - det er kunst, intet mindre! Jeg har aldrig set en film, der er helt så skør, eventyrlig og smuk som Det levende slot.

Bestil filmen her. Og se traileren her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar