onsdag den 15. februar 2012

Efter 600 indlæg om bøger, arrangementer og udstillinger og meget andet, lukker denne blog for opdateringer.

Siden oktober 2009 har vi, bibliotekarerne på Hillerød Bibliotek, skrevet på denne blog og nu er det tid til FLYTTEDAG!

Vi rykker over på Hillerød Biblioteks hjemmeside, hvor vi vil blive ved med at skrive om de nye bøger, yndlingsbøger, arrangementer og andet vi kalder Dagens tip.

Vi glæder os til at se jer på hillbib.dk

Mange hilsner fra bibliotekarerne på Hillerød Bibliotek.

torsdag den 2. februar 2012

Tom Lanoye - Målløs

Hvornår har du sidst læst en belgisk roman?
Her har du chancen, ”Målløs” gør dig målløs over, hvor smukt det er muligt at skrive.

Forfatter og dramatiker Tom Lanoye er både berømt og elsket i sit hjemland Belgien. Han har skrevet adskillige romaner, tv – og teaterstykker og er anerkendt og prisbelønnet.
”Målløs” er historien om en mor – Tom Lanoyes. Joséé som hun hedder, er slagterkone, mor til fem, talende, manipulerende, farverig, elsket og frem for alt skuespiller. Hele sit voksenliv har hun optrådt på amatørscener. 
Da hun pludselig får et slagtilfælde og mister sproget går familien helt i sort. Ingen kan holde ud at se den kvinde der før holdt familien i stramme tøjler, rable sit kaudervælsk og gå helt i spåner over sit manglende (moders) mål.
Historien om opvæksten i Belgien i et meget farverigt og folkeligt kvarter er morsomt. Joséé er en dominerende, viljefast kvinde med udprægede divamanerer. Men hun er elsket på trods af sin hang til tyranniserende familiedramaer. Hendes skæbne bliver alles skæbne og det i den grad, da hun bliver ramt af afasiens fangarme. Som Lanoye skriver: ” Hun mistede først sit sprog, så sin værdighed, så sit hjerteslag”.
Målløs er vidunderligt godt skrevet. Den er begavet, højstemt, humoristisk og medrivende. Ja alt hvad man kan ønske sig af en bog.
Dette er en første klasses historie om en mor og et mor-søn forhold.