lørdag den 31. december 2011

Godt nytår

Rigtig godt nytår til alle



    - vi glæder os til at se jer igen mandag den 2. janaur.

torsdag den 29. december 2011

Birgitte Soojin

Har du lyst til at lytte til en forholdsvis ny, herboende, norske, koreanskfødte
sangerinde ?
Birgitte Soojin synger på sit debutalbum Hi-Lo en række sange fra den amerikanske  jazzsangbog.
Hun gør det rigtig rigtig godt, jeg tror vi har endnu en jazzdiva på vej.
Bevægende, dybtfølt og stemningsmættet formår hun sammen med en fremragende besætning, at føre os beriget gennem juledagene . Reserver her

onsdag den 28. december 2011

Karl Ove Knausgård: Min kamp bind 4

Min største læseoplevelse i 2011 har uden diskussion været Karl Ove Knausgårds selvbiografiske romanserie "Min kamp" - det mest velskrevne - og for mig altopslugende relevante jeg har læst i mange år.
Blændende romankunst - voldsomt privat - og voldsomt almenmenneskeligt. Jeg er fuldstændigt forsvundet ind i Knausgårds hudløse verden.

Prøv at høre Knausgård fortælle om bøgerne i dette nye klip fra NRK, som er optaget efter udgivelsen af det 6. og sidste bind i serien.

På dansk er vi nået til bind 4, hvor han som 18-årig og nybagt student drager til Nord Norge som lærervikar i en lille afsides beliggende fiskerby. Jeg har netop læst de sidste sider - og den holder i den grad !

Du kan bestille bind 4 af Min kamp

mandag den 26. december 2011

Haruki Murakami: 1Q84 bd. 1-2


Nu har jeg fået læst anden del af 1Q84, selv om den egentlig skulle gemmes til julen. Men det kunne jeg ikke vente på. Murakamis '1Q84' er spændende som en krimi og besættende som en kærlighedsroman.Nu kan jeg næsten ikke vente på, at tredie del kommer på dansk.
1Q84 er en parallelfortælling, hvor man følger den 30-årige forfatter og matematiklærer Tengo og den farlige fitness-ninja Aomane. Engang har de to som tiårige skolebørn holdt hinanden i hånden, men siden har de ikke set hinanden. Nu bliver de langsomt mere og mere bevidste om hinandens eksistens og deres skjulte følelser for hinanden. Men hvordan skal de finde frem til hinanden efter 20 års adskillelse? Det er en kærlighedshistorie hinsides enhver normal logik.
Bogen foregår i to verdner 1984 og 1Q84. Aomane og Tengo lever i 1Q84,hvor der er to måner på himlen, og det er kun Tengo og Aomane, som kan se dem. Den nye måne er blevet opfundet i romanen 'Luftpuppen', som Tengo har omskrevet for den unge pige Fukaeri, som kommer fra sekten 'Sakigate' Romanen 'Luftpuppen' er blevet en bestseller, men den afslører også hemmeligheder om Skigate-sekten, og det bryder ledelsen af sekten sig ikke om. Aomane får til opgave at likvidere lederen af Sakigate.
Mere skal ikke røbes her. Det er en helt fantastisk spændende anderledes kærlighedsroman. Den er glimrende oversat af Mette Holm, som kommer på Hillerød Bibliotek d. 11. januar og fortæller om arbejdet med oversættelsen af den.
Reserver her

søndag den 25. december 2011

Ulla Terkelsen: Ulla Terkelsen - vi kan sove i flyvemaskinen

Hvert år når vi nærmer os julehandlen udkommer der et hav af biografier og samtalebøger.

Og i år har Ulla Terkelsen, der p.t. er udenrigskorrespondent for TV2 (i samarbejde med Andreas Fugl Thøgersen) skrevet en bog om sit liv som reporter fra alverdens brændpunkter: Belfast, Kairo, Afghanistan, Ground Zero.

Vi får også historien om barndommen i Århus, familien, skoletiden, hendes tid som medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, årene i Polen og meget mere. Fra 60'erne og frem til i dag.

Det går stærkt. Næsten som at høre og se hende på TV.

Du kan bestille bogen her

lørdag den 24. december 2011

Glædelig jul

Rigtig glædelig jul


- husk der er lukket både på Skævinge og Hillerød bibliotek indtil den 2. januar.
Mangler du læsestof i juleferien, kan du downloade fra eReolen.dk eller netlydbog.dk

fredag den 23. december 2011

Årets sidste arrangement er afholdt, men.....

Årets sidste arrangement er afholdt, men forårets arrangementer er tilrettelagt og programmet er sendt til trykkeriet. Så i starten af 2012 vil vores arrangementsprogram ligge i stabler rundt omkring på biblioteket og selvfølgelig også på vores hjemmeside.

Løfte sløret vil jeg ikke helt, men dog vil jeg fortælle, at vi allerede onsdag den 11. januar ligger ud med et foredrag af Mette Holm, som er oversætter til Haruki Murakami´s meget populære bøger. Billetsalget starter 2. januar.

Husk biblioteket holder lukket mellem jul og nytår, men vi glæder os til at se jer igen i 2012.

torsdag den 22. december 2011

Lana del Ray


Navnet er " Lana del Ray" - siger det dig noget? Hvis ikke kan jeg fortælle dig at der er over 11.395302,  der har klikket ind på hendes musikvideo på Youtube. Hun er et af de hotteste navne på det virale marked. Hun er intet mindre end en Internetsensation.
Men er det nu også hende selv, der har lagt den støvede og skramlede  60'er inspirerede video på nettet? Eller er vi alle ofre for griske pladefolks manipuleren med potentielle købere? Se videoen , hør den skønne sexede sang fra "Lana del Ray"  - også kaldet "Gangsta Nancy Sinatra", og døm selv.



onsdag den 21. december 2011

Michael Cunningham: Når mørket bryder frem: roman

Jeg tror aldrig jeg glemmer den fantastiske og gribende film "Hours" om Virginia Woolf  - lavet over Michael Cunninghams roman "Timerne". Nu er Cunningham her i 2011 på banen igen med en ny roman "Når mørket bryder frem" - og den vil jeg gerne slå et stort slag for.

Det midaldrende og succesfulde ægtepar Peter og Rebecca lever et jetsetliv i New Yorks kunstverden, indtil Rebeccas smukke, egocentrerede og luddovne 22-årige bror, Mizzy flytter ind i deres lejlighed.
Peter bliver dybt facineret af den kønne, unge mand, der i den grad minder ham om en yngre udgave af Rebecca - og bliver tiltrukket og frastødt af Mizzys uansvarlige skødesløshed, der står i provokerende modsætning til deres eget velbjergede og regelrette liv.
Jeg skal ikke afsløre, om deres ægteskab holder til turen i følelsernes centrifuge. Men der er meget på spil i den yderst velskrevne roman, masser af Weltschmerz, og drama på den psykologiske plan.

Du kan bestille romanen her

mandag den 19. december 2011

Annie Saumont: 'En duft af lavendel'


En lillebitte bog på 117 sider er det helt rigtige, når man har brækket et håndled.Det er en novellesamling, som er skrevet i et stramt,komprimeret og smukt sprog. Denne novellesamling beviser, at 'less is more'. At der ikke er nogen grund til at bruge mange ord, når det kan fortælles så klart og præcist, som i denne lille fine bog.
Annie Saumont (født i 1927)har udgivet mere end tyve novellesamlinger og kaldes i Frankrig for novellens mester. Annie Saumont ser det andre ikke ser. Eller det de ikke vil se. Hverdagens små katastrofer, vanviddet der lurer bag trivialiteterne, og hun er en mester i at skildre de uforudsete sprækker der brat opstår i tilværelsens glatte overflade.
Den første novelle handler om en drengeklasse, som skal fotograferes. Det er under anden verdenskrig, og drengene bruger forklæder i skolen, som er meget praktiske til at dække det fattige tøj og jødestjernerne, så derfor er det en mindre katastrofe at vise sig uden uniformen. En anden novelle handler om en kvinde, som bliver jaloux, fordi manden hver dag kommer hjem og dufter af lavendel. Samtidig begynder han at lave den dejligste og velduftende mad. Det viser sig nu, at det ikke er en elskerinde men mandens morlil, som er flyttet ind.
Reserver her

søndag den 18. december 2011

Hanne-Vibeke Holst: Undskyldningen

Hanne-Vibeke Holst skiller vandene. Enten læser man hende, og så læser man alt, hvad hun har skrevet - og glæder sig til den næste.

Eller også læser man hende ikke, det er for én gang besluttet, og det står ikke til at ændre.

Sådan er det også her på Hillerød Bibliotek, ikke blot blandt lånerne, men også blandt bibliotekarerne.

Men jeg synes nu, I skulle give hende en chance. De fleste anmeldere har taget godt imod hendes nyeste bog Undskyldningen, og jeg har læst den med stor fornøjelse og følt mig rigtig godt underholdt.

Undskyldningen er et familiedrama fra besættelsestidens Nordjylland over 60'ernes København, Stockholm og Paris til nutidens Berlin.

Biblioteket har købt 32 eksemplarer af bogen. De er alle udlånt, og der er 21 lånere i kø, så der er da nogen, der gerne vil læse Hanne-Vibeke Holst.

Du kan bestille bogen her

torsdag den 15. december 2011

Tilnærmelser til Gustav Mahler


Forfatter og komponist Karl  Aage Rasmussen skriver i sin bog om Gustav Mahler at den  ..." hverken er en gennemgribende nyfortolkning eller en detaljerig biografisk grundbog med værkanalyser ,( men en bog ) der er drevet af blot og bar lyst til at dele en livslang fascination af en mand og hans musik.

Den stiller ingen krav om musikfaglig indsigt, kun en vis  forhåndsinteresse for Mahlers musik.

Herligt den må jeg læse - og nu kender jeg jo Karl Aage Rasmussen som en fantastisk formidler og inspirerende forfatter. 
Var det også noget for dig? Reserver her 

onsdag den 14. december 2011

Alen Meskovic: Ukulele-jam: roman

Det her er intet mindre end en hamrende god ungdomsroman - udgivet her i sommer - med bud til unge og alle os, der har været unge for en del årtier siden.
Alen Meskovic er født i 1977 i Bosnien og har boet i Danmark siden 1994. Ukulele-jam er hans debutroman - uden tvivl selvbiografisk, og jeg oplever den som meget autentisk - så fuld af underliggende smerte, vrede, desperation og musikinteresse.

Den handler om den bosniske dreng Miki, der under krigen i halvfemserne bliver evakueret sammen med sin familie fra deres hus i Bosnien og bliver indkvarteret i en flygtningelejr i et nedlagt kroatisk feriecenter. Her forsøger han at få en hverdag og et ungdomsliv til at fungere på trods af alt - med skole, venner, kærester og Converse-sko.
Romanen er universel, morsom, varm og livsbekræftende - og så er den bare så flot skrevet. En meget sjælden debut !

Hør et lille interview med forfatteren på youtube

tirsdag den 13. december 2011

Er du til slægtsforskning?

Så kan du glæde dig over, at danskerne nu får endnu mere historie på nettet. Statens Arkiver udvider nemlig sit website med helt nye typer af historisk materiale.

For tiden indeholder websitet "Arkivalieronline" ca. 10 millioner sider fra kirkebøger og folketællinger fra hele landet med oplysninger om personer og familier. "Arkivalieronline" bliver flittigt brugt af slægtsforskere, faghistorikere og til anden forskning.

Nu går "Arkivalieronline" så i luften med helt nye typer af historisk materiale, så brugerne via Internettet også kan få adgang til andre spændende emner fra Statens Arkivers samlinger.

De nye kildetyper bliver i første omgang materiale fra brandforsikringer og fra Københavns Overpræsidium.

I brandforsikringsmaterialet kan man finde oplysninger om huse og gårde helt tilbage fra 1700-tallet og frem til ca. 1900, om bygningernes indretning og om byggemåderne. Hvem der ejede bygningerne, får man også oplysninger om.
I materialet fra Overpræsidiet finder man bl.a. familieretlige emner såsom adoption, separation og skilsmisse, samt oplysninger om børn født udenfor ægteskab.

Besøg Statens Arkivers hjemmeside og læs om "Arkivalieronline"

mandag den 12. december 2011

FREDAGSCAFÈ


FREDAGSCAFÉ - et nyt koncept på Hillerød Bibliotek.
Et nyt tiltag i 2012 vil være Fredagscafèen. Den sidste fredag i måneden vil der være et lille arrangement med musik, foredrag, oplæsning, prøvesmagning, eller hvad vi nu finder på. Helt uformelt, gratis og uden tilmelding i forvejen, og med en kop kaffe eller et glas vin oveni.
Noget vil måske være lidt mere for de unge, andet for de 'ikke længere helt unge', men alle er velkomne til det hele. Det vil altid være kl.16 og vare en times tid, og derfor vil biblioteket på disse fredage også holde åbent til kl.17. Men hold øje med opslag på biblioteket og i dagspressen om hvad der foregår.
Første gang bliver fredag den 27.januar. Glæd jer. Det gør vi.

lørdag den 10. december 2011

Julefrokostbogen

Nu er det december og så er der gang i julefrokosterne.

Savner du inspiration til retterne på julefrokostbordet, er der god hjælp at hente i 'Julefrokostbogen'. Charlotte Grønlykke og Lise Lotte Nielsen har samlet en række indbydende opskrifter på julefrokostretter, serveret i et lækkert layout med indbydende billeder og nemme anvisninger.

Her er alt, hvad hjertet begærer af julemad - lige fra sildeanretninger, fiskeretter som stegt fiskefilet og dampet laks, kødretter som flæskesteg og sylte, tilbehør som asier og rødkål, desserter, hvor ris á la mande selvfølgelig er med, samt rug- og hvedebrød.  Det hele afsluttes med et kapitel om julefrokostens kulturhistorie.

Du kan bestille 'Julefrokostbogen' her

fredag den 9. december 2011

Julelukket på biblioteket

Fra d. 24. december til d. 1. januar er biblioteket lukket.

Der vil også være lukket for selvbetjening på Skævinge Bibliotek, og der vil ikke blive hentet/leveret bøger til Uvelse Brugs eller SuperBest på Centervænget.

Bogindkast både i Skævinge og på hovedbiblioteket vil ligeledes være lukket:

Hillerød Bibliotekerne ønsker alle en glædelig jul og på gensyn i 2012.

torsdag den 8. december 2011

Tom Waits: Bad as me


Tom Waits er en af mine absolutte yndlingssangere.
Stemningsmættet, blåtonet, skurrende og skramlende er blot få af de ord, jeg kommer i tanke om, når jeg lytter til Waits.
61 år og still going strong. Disse nye sange lægger sig blot i forlængelse af  Tom Waits formidable produktion af  
soul, jazz, avantgarde og rockede mesterværker. Reserver her 


søndag den 4. december 2011

Netbiblioteker

Hillerød Bibliotekerne tilbyder sine lånere adgang til en række netbiblioteker, hvorfra du - uden udgift for dig selv - kan downloade eller streame bøger, musik, film, sprogkurser og spil.

Den nyest tilkomne er eReolen, der har været tilgængelig i Hillerød fra 15.11, og det tegner allerede til at blive et tilløbsstykke.
Biblioteket har netop udvidet tilbuddet, så du nu kan låne 3 e-bøger ad gangen (mod hidtil 2).

Film låner du på Filmstriben, hvor du kan streame/downloade 4 på en måned.

Sprogkurser og Spil er tilgængelige på spilogmedier. Her kan du låne 4 spil om måneden.

Netlydbog.dk kan du streame eller downloade lydbøger, 2 lydbøger om måneden.

e-bib.dk og ebogsbibliotek nedlægges med udgangen af 2011, og de er ikke længere tilgængelige. Brug i stedet eReolen.

BibZoom kan du stadig streame og downloade musik, men kun i resten af dette år. Hillerød Bibliotekerne tegner ikke abonnement i 2012.

På alle netbiblioteker gælder det, at du skal bo i Hillerød Kommune og være oprettet som låner på biblioteket. Du logger ind med cpr. og pinkode, akkurat som når du låner fysiske materialer på biblioteket.

lørdag den 3. december 2011

Elizabeth Taylor 1932 - 2011

Filmlegenden Elizabeth Taylor charmerede publikum verden over - hun vandt 2 Oscars - var gift 8 gange - kæmpede for aids-patienter og var en af Hollywoods smukkeste kvinder.

I bogen 'Elizabeth Taylor 1932-2011 - Hollywoods sidste legende' fortæller Ian Lloyd den dramatiske historie om Taylors liv fra barndom til hendes død i marts 2011. Bogen indeholder utrolig mange flotte fotos - heraf en del, som aldrig har været offentliggjort tidligere og en del fra Taylors private fotoalbum.

Dejlig underholdning til de mørke vinteraftener.

torsdag den 1. december 2011

Det snakker vi ikke om af Hanne Kvist


Hvad gør man når man er født ind i det forkerte århundrede? Herta forlader mand og børn, men det snakker man ikke om vel? 


Herta er anderledes. Hun bor hos bedstemor, og så læser hun bøger! Vi befinder os i 1930’erne og 1940’ernes Vestjylland, hvor kvinder er bestemt til ægteskab og børnefødsler. 
Allerede som ung føler hun sig indespærret og lider forfærdeligt af udlængsel. Hun går på værtshus, drikker sig fuld og føjter med mænd. Alt i mens Gunnar hendes ægtemand sidder hjemme og passer barn.

Og en dag stikker hun af med Erling, i mangel af bedre.

’Det snakker vi ikke om’ er forfatteren Hanne Kvists første voksenroman, og den er rigtig god. Herta er født ind i en forkert tid. Der er ikke plads til selv realisering. 'Det snakker vi ikke om' er et lavmælt og fint kvindeportræt om en begavet menneske, der har ønsket noget andet af livet. En kvinde der har svært ved at forlige sig med rollen som hjemmegående. Denne mistrivsel forstærkes, fordi hun ved, at der findes en andens slags liv, et liv hun bare ikke har nøglen til.