mandag den 31. januar 2011

Læsernes bogpris 2011

Så er det med at komme til tasterne og stemme på din favorit bog!

Frem til søndag den 6. marts kan alle deltage i afstemningen om hvem der skal modtage Læsernes bogpris 2011 for den bedste danske bogudgivelse i 2010.

Prisen uddeles af Danmarks Biblioteksforening og Berlingske Tidende i samarbejde med landets folkebiblioteker. Der samarbejdes desuden med bibliotek.dk, Biblioteksmedier og NOTA.


Årets 10 nominerede bøger er
Torben Bille: "Yeah Yeah Yeah. En krønike om Beatles"
Thomas Boberg: "Hesteæderne"
Suzanne Brøgger: ”Breve til Prinsen af Mogadonien”
Tom Buk-Swienty: "Dommedag Als"
Christina Hesselholdt: "Camilla – og resten af selskabet"
Louis Jensen: ”2 kroner og 25 øre"
Anne Lise Marstrand-Jørgensen: "Hildegard II"
Erik A. Nielsen: ”Kingo”
Flemming Rose: "Tavshedens tyranni"
Stephanie Surrugue: "Enegænger – Portræt af en Prins"

For at afgive din stemme - klik her

fredag den 28. januar 2011

Bogsalg på Skævinge Bibliotek

Husk vi holder bogsalg på Skævinge Bibliotek fra lørdag den 29. januar 2011 og frem.


Denne gang er der mange fagbøger og tidsskrifter for både børn og voksne til salg.



Du kan fylde en pose for 25 kr.

torsdag den 27. januar 2011

Glade børn med højt selvværd

Glade børn med højt selvværd - en forældreguide er skrevet til alle de forældre, der gerne vil vide mere om, hvordan de kan støtte deres barn til et højt selvværd.

Som forældre elsker vi at rose vores børn og fortælle dem, hvor dygtige de er. Vi gør det af kærlighed, af begejstring og i bedste mening. Men med en let omskrivning kan man sige, at ´rosen har torne´. Rosen kan i bedste fald støtte dit barn til en større selvtillid, men vidste du, at den ligefrem kan føre til skrammer på selvværdet?

I et let forståeligt sprog guider psykolog Dan Svarre dig til indsigt i selvværdets natur. Ved hjælp af eksempler fra hverdagen viser han, hvordan du med enkle midler kan erstatte rosen og bedømmelserne med dit nærvær og din accept af dit barns livtag med sig selv og verden.

Glæden, oplevelsen af at have værdi, at slå til, at være rigtig, som man er, og være en ligeværdig del af fællesskabet, er målet. Midlet er forældre, som har mod til at finde sig selv og at være sig selv i samvær med barnet. Resultatet er selvværd: Glade børn med højt selvværd!

onsdag den 26. januar 2011

Yoga

Som ung dyrkede jeg yoga i mange år. Der var ingen grænser for smidigheden eller bøjeligheden i leddene. Og nu er jeg startet igen - denne gang dog med grænser for, hvor meget leddene kan bukkes og vrides.
Men yoga er fantastisk.
Du styrker dine muskler, du bliver smidig, du træner din balance, du lærer åndedrætsøvelser, du lærer afslapning - hvad mere kan man ønske sig?
På biblioteket har vi masser af bøger om yoga. Rene instruktionsbøger med yogaøvelser finder du i faglitteraturen i gruppe 79.53. Yogaøvelser kombineret med afslapning/meditation i gruppe 29.4

Er du mere til dvd, hvor øvelserne præsenteres, har biblioteket lige fået en helt ny:
Yoga - the power within.
Her præsenteres øvelser indenfor Hatha-yoga til alle aldre og alle træningsniveauer. Så bare gå i gang - du vil ikke fortryde det.

tirsdag den 25. januar 2011

Det danske velfærdssamfunds historie

I disse minutter præsenterer statsminister Lars Løkke Rasmussen regeringens tilbagetrækningsreform, som skal erstatte efterlønnen. Om reformen vedtages og hvordan den vil påvirke den enkelte, ja, det vil vise sig de næste par dage.

I mellemtiden kan du læse, hvordan velfærdssamfundet siden 1970 har udviklet sig i det fremragende 2-binds værk: "Det danske velfærdssamfunds historie"

"Tiden efter 1970 var præget af kraftig og til dels selvforstærkende ekspansion i landets offentlige velfærdssektor. Fra begyndelsen af 1990'erne tvinges politikerne imidlertid til at få ressourceforbruget under kontrol, for velfærdssamfundet er under øget pres.
DET DANSKE VELFÆRDSSAMFUNDS HISTORIE er en økonomisk, demografisk og socialpolitisk kortlægning af velfærdssamfundets udvikling og udfordringer op til og især efter 1970."

Reserver bind 1 her og bind 2 her

mandag den 24. januar 2011

Meyers almanak

Drømmen om det perfekte madår i følge Claus Meyer: Almanak.

Med udgangspunkt i årets gang og sæsonernes skiftende råvarer tilbyder bogen mere end 1.000 opskrifter på aftensmad, småretter og desserter, men også syltesager, pålæg, drikkelse, brød og kager. Det hele fordelt ud over samtlige af årets 365 dage.

I Almanak er de væsentligste retter fra de sidste 300 års danske madhistorie opdateret, og de præsenteres side om side med opskrifterne på familiens yndlingsretter fra de fremmede køkkener. Bogens tyngde er imidlertid den næsten endeløse række af sprøde ideer til, hvordan vi uge for uge kan omsætte de muligheder, naturen giver os, til skønne, enkle måltider, der er inden for rækkevidde for os alle.

Almanak er gennemsyret af en klar holdning til sundhed, fagligt overskud, fortælleglæde og af forfatterens begejstring for alt det, som kan høstes i de vilde landskaber.
Med denne bog inviterer Claus Meyer sine læsere til at digte med på det nye nordiske hverdagskøkken.

En drøm af en mursten for alle os der elsker Meyer!

søndag den 23. januar 2011

Franske opskrifter

Fransk simremad indeholder mere end 90 opskrifter på klassiske franske retter, tilpasset vores danske indkøbsmuligheder og køkkener. Her er forretter, hovedretter og desserter, samt snacks, syltetøj og varme drikke.

Alle retterne er forsynet med køkkentips, råvareomtaler og vinforslag. Der er ikke noget, der er rigtig svært, men det tager tid at tilberede maden fra bunden af!
Til gengæld kan tiden og umagen smages.

Ligesom Obelix faldt bogens forfatter, Hélène Wagn, i gryden som barn, og hun fulgte ivrigt med, når hendes franske mor lavede skøn fransk mad hjemme i køkkenet i Danmark. Sidenhen har Hélène Wagn beskæftiget sig med mad som journalist, redaktør og kogebogsskribent i mere end tyve år.

Med Fransk simremad vender hun tilbage til sit eget kulinariske udgangspunkt.

lørdag den 22. januar 2011

Strikke og hækle til børn


Er du (ligesom jeg) en strikke- og hækle-glad mor eller far-/mor-/bedste-mor? (selv er jeg farmor-udgaven) så kan du måske finde noget, du har lyst til at lave i en af disse to bøger:







Begge er lavet af Sys Fredens, som gennem mange år har forsynet alle os håndarbejdsentusiaster med gode, gennemarbejdede bøger. Hendes modeller og opskrifter er lige til at gå til, og selvom jeg ikke kan garantere et fantastisk resultat, (det kommer trods alt også an på "nørkleren") så kan jeg godt garantere at bøgernes indhold er i orden, og at det er utroligt hyggeligt at nørkle fine ting til ungerne i de stadig mørke vinteraftner.


God fornøjelse.

fredag den 21. januar 2011

Den store vinterfugletælling


Fodrer du fugle her i den kolde vinter? Det gør jeg! Jeg elsker at sidde og kigge ud og iagttage deres myldren omkring foderbrættet, lytte til deres kvidren og til den pludselige stilhed, når spurvehøgen også kommer på besøg i håbet om en nem frokost.


Indtil d. 13 februar kan du hjælpe med at tælle Danmarks fugle - se hvordan her på OBSnatur.


Og så kan du jo låne nogen fuglebøger her på biblioteket; så du kan artsbestemme de fugle, der kommer til dit foderbræt. Du finder bøgerne i gruppe 58.83

Jeg håber, du også kommer til at holde af denne nyttige vinterbeskæftigelse.

torsdag den 20. januar 2011

Hvor langt vil du gå for at hjælpe?

Tag børnene med på en god gåtur!

I morgen, fredag d. 21. januar, mellem kl. 10 og 12 kan alle børn gå rigtig langt for at hjælpe.



LEGO Fonden giver i år 1 krone pr. kilometer hvert barn går og Hillerød Bibliotek indberetter tallene for hele kommunen til Danmarks Indsamlingen 2011.

Sidste år tegnede og samlede Danmarks børn mere end 3 millioner kroner til DR’s Danmarks Indsamling via samarbejdet mellem landets børnebiblioteker og Ramasjang Live.

Heraf kom næsten 60.000 kroner fra Hillerøds børn. I år er samarbejdet udvidet med Dansk Skole Idræt og landets skoler under overskriften Gå langt for at hjælpe Afrika.

Alle kan være med
Skolebørn, børnehaver, dagplejebørn, børnebørn! - alle børn kan være med!
Vi håber at rigtig mange børn og voksne i Hillerød kommune har lyst til at deltage enten på egen hånd eller med den lokale skole. Jo flere børn, der vil gå langt for at hjælpe, jo bedre.

Også dem der ikke kan den 21. januar
Hvis I ikke har mulighed for at deltage den 21. januar, kan I gøre det i dagene op til. I skal blot sende en mail til mbru@hillerod.dk eller skrive det som en kommentar her på bloggen senest mandag d. 24. januar, hvori det samlede antal deltagere og det samlede antal kilometer fremgår. Og selvfølgelig hvem I er :-)
Det samlede beløb fra landets børn til Danmarks Indsamlingen afsløres under DR’s store show lørdag d. 29. januar.

I kan læse mere her

Vær med til at gøre en forskel igen i år!

onsdag den 19. januar 2011

Så du også Jordens søjler



- 4 aftener i træk først i januar?

Måske får du lyst til at læse eller genlæse bogen? Reserver den her. Har du læst bind 2?: Uendelige verden.

Eller måske har du lyst til at læse noget, der minder om? I så fald kan jeg anbefale Imprimatur, der kom på dansk i 2009 og efterfølgeren Secretum fra 2010 af Rita Monaldi og Francesco Sorti. Og der er et bind 3: Veritas i vente.

Disse bøger foregår i 1600-tallet og begyndelsen af 1700-tallet i Italien.

tirsdag den 18. januar 2011

Kender du Dexter fra tv?

Mød Dexter. Han ser godt ud, er veltalende og charmerende. Han arbejder for politiet som tekniker med speciale i blodstænk. Dexter er også en kold seriemorder.

Men Dexters speciale er at myrde andre seriemordere, så er det egentlig ok?

Læs her anmeldelsen fra Litteratursiden.dk
 
Nu har vi fået anden del af serien om Dexter. Politiet er tæt på at afsløre Dexter, men en ny seriemorder huserer og Dexter bliver trukket ind i en meget farlig og fascinerende jagt på denne psykopat.


Reserver 1. del her.
Reserver 2. del her.


                                   

mandag den 17. januar 2011

MAD MEN

Don Draper, tekstforfatter, er hovedperson i den anmelderroste amerikanske TV-serie Mad Men om livet på et reklamebureau i New York i 60'erne.  Hvis du ligesom jeg er godt træt af dansk TV, så brug i stedet for tiden på at se nogle afsnit af 'Mad Men'. Her er dugodt underholdt i de tre kvarter som et enkelt afsnit varer. Mændene er nogle gode, ga mmeldags mandschauvinister, kvinderne nogle intrigante duller og bilerne nogle store amerikanerøser. Alle slips sidder stramt, skilningerne er snorlige og kontoret har sin prügelknabe (m/k). Der ryges og drikkes bravt i arbejdstiden og der bolles ved siden af nærmest på løbende bånd. Lyder det helt åndssvagt? Det er det faktisk ikke. Draper er nærmest kontorets gulddreng (i det mindste i egen indbildning) og opfører sig jævnt hen ubehøvlet, diskret eller direkte, over for såvel kunder som kolleger. Og så er der lig i lasten, så det forslår. Det kommer stille og roligt hen ad vejen. Skuespillet er for en serie forbløffende godt, og jeg sidder faktisk (hvad jeg ikke på forhånd havde troet) og er ret spændt på, hvordan personerne udvikler sig.
Reserver her:

søndag den 16. januar 2011

Dronningen uden spejl - Lorenzo Silva

Så er der kommet en ny krimi med Rubén og Virginia fra Madrid. Første krimi hed Den utålmodige alkymist og kom i 2009.
Denne gang er makkerparret fra Madrid, Rubén Bevilacqua, en intellektuel sergent i Guardia Civil, og hans unge skrappe makker Virginia Chamorro, sendt ud til en mordsag i nærheden af Barcelona, hvor en tv-berømthed er fundet myrdet. Romanen handler om både litteratur og internationale forbrydere.

lørdag den 15. januar 2011

Bibliotekaren som hemmelig superhelt

"Min mand ligger syg derhjemme og har ikke noget at læse i " ,siger låneren, der står foran mig i udlånet. " Nå det var da ikke så godt",siger jeg. " Lad os se om vi ikke kan finde noget godt til ham".

"Jeg skal aflevere AT i morgen" sukker (næsten) studenten. " Du kan vel ikke finde en god artikel om pandemier, immunforsvar og der må også gerne være noget om Den Spanske Syge eller fugleinfluenza ...- gerne på engelsk"? Jo det kan jeg da nok.

" Hvornår uddeler Statens Kunstråd tilskud  til musikfestivaler"?
Lad os se...

Ja spørgsmålene er mange og mangeartede. Forleden fik en af mine kollegaer at vide at hun var en engel.  Og jeg blev kaldt skat lige før jul. Var denne t-shirt måske noget?

fredag den 14. januar 2011

"Olive Kitteridge" af Elizabeth Strout

"Olive Kitteridge" består af 13 sammenhængende fortællinger  med udgangspunkt i en lille by i New England, Maine, og den pensionerede lærerinde Olive Kitteridge. Novellerne griber ind i hinanden og tilsammen danner de  et gribende portræt af Olive. Hun er kantet og typen der skånselsløst smækker sandheden i hovedet på en.Men hun er ikke bare endimensional, hun har masser af facetter og man ender faktisk med at holde af hende, føle med hende og have ondt af hende.
Elizabeth Strout fik Pulizerprisen I 2009 og det er så velfortjent. I et helt enkelt og smukt sprog formår hun at lægge spor. En vidunderlig amerikansk roman/novellesamling, så ægte,  intens og stærk. Kan varmt anbefales.

torsdag den 13. januar 2011

Sunde smoothies til store og små

Hvad med en omgang flydende vitaminer?

Juicer og smoothies til børn er fuld af sunde opskrifter, som børnene vil elske - og det vil

Desuden indeholder bogen gode råd om juice og ernæring, og de gavnlige sundhedsmæssige virkninger ved at drikke juice.

Find bogen her

onsdag den 12. januar 2011

Mesterkokkens kokkeskole

Mesterkokken Bo Bech, som vi alle kender fra restaurant Paustian og fra TV-programmet Med kniven for struben, udgiver nu sin første kogebog.

I Kokkeskole lærer Bo Bech os at lave klassikerne og nyklassikerne, som vi alle sammen laver hele tiden - men som vi kan lære at lave så meget bedre.

Bo Bech giver sine egne tips og fifs, som han både bruger i Restaurant Paustian og derhjemme. Hvis du vil lære at give flæskestegen hvinende sprød svær, er denne bog et must.

tirsdag den 11. januar 2011

Nu laver vi de lektier! : sådan hjælper du dit skolebarn

Her er en god, konkret bog om hvordan man som forælder kan hjælpe børnene med lektierne.

Sådan omtaler forlaget bogen:

Bogen er opdelt i fire dele. Først en generel introduktion til lektier, til forskellige typer børn og til forældres rolle i lektielæsningen på forskellige klassetrin. Derefter inspirerende kapitler med øvelser, lege, råd og ideer til nemmere at klare hjemmearbejdet i hhv. dansk, matematik og fremmedsprog uden for mange opslidende konflikter og med større udbytte for barnet.

Bogen er overskuelig opbygget og nem at bruge, både v.hj.a. indholdsfortegnelse og register.
Reserver bogen her

Til de ældste elever (7. til 10. klassetrin) er der desuden en rigtig god hjælp til lektielæsningen her: http://www.lektier-online.dk/

God fornøjelse - og god arbejdslyst!

mandag den 10. januar 2011

Gift - Elizabeth Gilbert (Spis,bed,elsk)

Har du læst bogen Spis, bed, elsk? Eller måske set filmen af sammen navn med Julia Roberts? Gift er fortsættelsen på biografien, der handler om Elizabeth Gilberts liv.

Denne bog handler om hendes liv med Filipe og deres forhold. Selvom de har svoret at de aldrig ville gifte sig, så bliver de nødt til det på grund af immigrationsmyndighederne. Men hvad er egentlig et ægteskab? Forfatteren sætter sig for at finde ud af hvad et ægteskab betyder i forskellige kulturer.

Reserver bogen her.

søndag den 9. januar 2011

Mette Blomsterbergs søde liv

Forelsket i det søde liv af Mette Blomsterberg er virkelig blevet årets kage-dessertbog i 2010. Forlaget har adskillige gange måttet genoptrykke, for danskerne har været begejstrede fra tv-konditorens fantastiske kagekreationer.

Konditor Mette Blomsterberg laver kager og desserter, hvor smag og skønhed går op i en højere enhed.
Du får opskrifter på alt fra simpel pæretærte til forføriske desserter som blid valnøddedrøm, skøn fornemmelse af rabarber eller drøm af pecannød og abrikos. Du får grundopskrifter og mulighed for at lure konditorens tricks af i afsnittet afsluttende finesser.

I foråret 2011 udkommer Det søde liv med kager og desserter som vi kan gå glæde os til.

Mette Blomsterberg er 39 år og er uddannet konditor i Kransekagehuset i 1990. Siden 1995 har hun været restauratør og konditor i Café Glyptoteket.

lørdag den 8. januar 2011

Tid til en pause

Alle vil vi gerne leve et aktivt liv med fuldt tryk på så vel arbejdsliv som fritid. Men skal vi yde for fuld kraft, skal vi også lære at tanke op og holde pause. Uden perioder med ro og eftertanke tørrer vi ud og mister energien, koncentrationen og arbejdsglæden.

I Pausens kraft - Sådan tanker du op fortæller Birgit Signora Toft med udgangspunkt i sine personlige erfaringer fra et langt liv som leder og lederudvikler, hvad der sker med os, når vi ikke hører efter, hvad kroppen og sindet fortæller os.

På en enkel og jordnær måde bruger hun stilhed i krop og sind som ledelsesredskab og giver en lang række råd om, hvordan vi får mere ro og fordybelse ind i den travle hverdag.

Find bogen her

fredag den 7. januar 2011

Sund i januar

Et af mine nytårsfortsæt er at jeg skal i bedre form. Måske tabe mig lidt og helt bestemt spise sundere.

Det med at spise sundere kunne begynde med, at jeg ikke har et lager af slik i min skrivebordsskuffe på arbejdet.
Hvis du har det som jeg, så slå et smut forbi Hillerød Bibliotek.
I hele januar har vi udstillinger i forhallen med sund kost og hvordan man kommer i form, måske taber sig og holder op med at ryge osv.

Er der overhovedet noget tilbage jeg må, spørger du måske?

Du må stadig læse rigtig mange bøger!

torsdag den 6. januar 2011

Elsker du at løbe?

Elsk at løbe – med Maratonbogen er skrevet af Bente Klarlund, en af verdens førende motionsforskere, sammen med Tor Rønnow, der er en af Danmarks mest erfarne maratonløbere.
Alt om hvad det gør ved dig, i kroppen og sindet, når du løber. Meget mere end en håndbog - et must-have for alle, der løber lidt, løber langt eller bare går med tanker om at bevæge sig mere. Skrevet med smittende engagement og kyndig vejledning og krydret med anekdoter og beretninger om løbets historie, filosofi og sensualitet.

Jeg elsker at løbe. Måske elsker du også at løbe - du ved det bare ikke endnu? Reserver bogen her

onsdag den 5. januar 2011

Facebook - hold kontakten her

Er du på facebook?

Vi har en fanside på Facebook, hvor du kan få nyheder fra os. Vi lægger billeder ud fra biblioteket og orienterer om de spændende ting der sker hos os. Det er faktisk ret hyggeligt derinde. Så vi ses! 

Find os her på Facebook.

tirsdag den 4. januar 2011

Møllehave citater

Møllehave - kort & godt - 300 udsagn om livet, døden & det imellem.
Johannes Møllehave er om nogen ordets mester. Han har skrevet et utal af bøger, kronikker og klummer gennem årene – og han har medvirket i en lang række samtalebøger. Denne bog er et koncentrat af Møllehaves livsfilosofi og menneskekundskab i form af hans allerbedste guldkorn gennem tiden.

Bogen består af cirka 300 korte, fyndige og præcise citater udvalgt fra hele Møllehaves forfatterskab – citater, der viser hans store spændvidde og indsigt i menneskesindet. Nogle citater vækker eftertanke, mens andre kalder på det stille smil eller den store latter. For Møllehave er både til glæde og sorg, medgang og modgang.

søndag den 2. januar 2011

Samme dag næste år

15. juli 1988. Emma og Dexter vågner op sammen efter deres dimissionsfest. Foran dem ligger hele deres voksne liv fyldt med uanede muligheder. Hvilken vej vil de hver især vælge? Og hvor vil de befinde sig året efter? Og året efter igen? På trods af deres forskelle udvikler der sig et dybt venskab mellem de to, og vi følger deres liv på samme dag hvert år gennem tyve år. "Samme dag næste år" er en varm og sjov fortælling om at blive voksen og at finde sin vej i livet og en original og charmerende kærlighedshistorie.
Bogen filmatiseres med premiere i 2011, instrueret af Lone Scherfig - og har bl.a. Anne Hathaway på rollelisten.

Se om bogen er hjemme her

lørdag den 1. januar 2011

Godt nytår!

Vi ønsker dig
et rigtig godt nytår
og vi glæder os til
at se dig i det nye år.

Hilsen Hillerød Bibliotek