søndag den 30. maj 2010

Mogens Chrom Jacobsen - Tre opfattelser af Menneskerettighederne

Menneskerettighederne er menneskeskabte - det er måske ikke noget vi tænker over i det daglige, men de er formuleret og diskuteret af mennesker i en social og historisk sammenhæng, og er som sådan konstruerede frem for naturgivne. Det er naturligvis ikke det samme som at påstå at de er arbitrære eller tilfældige. I denne spændende bog får Chrom Jacobsen fortalt om forskellige opfattelser af menneskerettigheder -standpunkter som har stået overfor hinanden og som har forskellige konsekvenser for dine og mine rettigheder. En sådan idehistorie er en virkeligt spændende illustration af hvordan ideer kan forme sociale konventioner og hvordan også det vi tager for givet har en historie. Samtidig er det en påmindelse om at kampen for menneskerettigheder netop har været en kamp - og at den ikke er slut endnu.

lørdag den 29. maj 2010

Bill Bryson: Fra en lille ø


Mange kender sikker Bryson gennem hans fremragende populærvidenskabelige bog En kort historie om næsten alt, men han har også gennem en del år gjort sig i rejseskildringer. I denne fortæller han om en rejse rundt i England og Skotland - en rejse som samtidig markerer at han efter mange år i England flytter tilbage til USA. Tonen er som altid hos Bryson humoristisk og snurrig og hans sans for hverdagenns små absurditeter fornægter sig ikke. Samtidig giver den forestående afrejse historien en let melankolsk undertone som klæder den. Nogen vil finde Bryson for sludrende eller for hyggelig - han er under alle omstændigheder en behagelig, men ikke behagesyg, rejsefører.

lørdag den 15. maj 2010

Herbjørg Wassmo: Hundrede år


Den norske forfatter Herbjørg Wassmo skildrer i sin nye roman sin nordnorske families stærke kvindeskæbner i fire generationer - deres følelser, deres længsler, deres mange børn - og de mange fortielser også i forfatterens eget liv.

"Mennesket er en gåde, alligevel skriver jeg om dem, som om det var muligt at løse denne gåde" skriver Herbjørg Wassmo i prologen til sin families historie.

Den største gåde er måske faderen, der misbrugte datteren op gennem hendes opvækst. Ved at skrive ham ind i historien mellem de stærke kvinder prøver hun at rumme ham selv om hun aldrig kan tilgive det, han gjorde.

En medrivende og spændende roman, der kan give mindelser om Staalesens Bergen trilogi.



fredag den 14. maj 2010

Ry Cooder: Mambo Sinuendo


Ry Cooder har altid arbejdet på tværs af genrer - hvad enten det er de tidlige pladers blanding af soul, rock og tex-mex elementer eller de senere års møder med verdensmusikken har han altid været en svær mand at sætte i bås. Mest kendt i en bredere offentlighed er nok Buena Vista Social Club, med dens uimodståeligt charmerende cubanske stilarter. Mambo Sinuendo lægger sig i forlængelse heraf og en del af de samme musikere medvirker da også på denne instrumentalplade, men resultatet er alligevel ganske anderledes. Ganske vist trækkes der på de samme latinamerikanske traditioner, men den vestlige/amerikanske side som Cooder repræsenterer træder langt stærkere frem. Hvis the Shadows havde været fra Cuba havde det måske lydt sådan. Resultatet er en musik som lyder på en gang lyder retro og nyskabende - lige dele latinamerikanske rytmer og amerikansk surfmusik. Den er en musik som virker tilbageskuende men den skuer tilbage til et genremøde som aldrig fandt sted. Samtidig er spillet for inciterende og insisterende til at virke bedaget. Det er en meget iørefaldende skive som samtidig går lige i danseskoene.

torsdag den 13. maj 2010

Ud og se med DSB?

I morgen kan man rejse over hele landet med DSB for 79,- kr. Vel er det et reklamefremstød, og vel kan jeg som pendler synes at jeg tilbringer tilstrækkeligt i tog hver dag, men jeg skal nu alligevel afsted - det er en god anledning til at tage ud på må og få og møde foråret i dele af landet som jeg sjældent får besøgt. Gå på opdagelse i dit eget land eller besøg familie og venner - der er en hvis romantik over togrejser og banegårde, og over at se det eksotiske i det nære. Nogengange er det værd at være turist i dagligdagen.

Du kan læse mere om mulighederne her.

onsdag den 12. maj 2010

Malcolm Gladwell - Afvigerne


Hvorfor bliver nogen mennesker ekstraordinært succesfulde? Gladwell leverer et svar på spørgsmålet i denne ekstremt velskrevne bog om et svært emne. Hans hovedhypotese er, at det skyldes ydre omstændigheder og hårdt arbejde snarere end medfødte evner. Der er således ikke noget der hedder en self-made man, hvis man skal tro Gladwell - alle store successer har givetvis store evner, men det er der mange der har uden at lykkes, netop fordi de ikke har haft den sociale medvind. En bog der vækker til eftertanke

tirsdag den 11. maj 2010

Morten Ramsland: Sumobrødre


Efter den herlige og finurlige slægtsroman "Hundehoved" greb jeg nysgerrigt Morten Ramsland's helt nye roman "Sumobrødre".
Året er 1981 og stedet er Paradishaven, et rækkehuskvarter i Odense, hvor 11 årige Lars bor med sin familie.

Og lige en advarsel: Det her er ikke en roman for sippede og sarte sjæle !
Det er drengeliv med drengestreger og alternativt tidsfordriv som skrubtussetennis, lortekastning og slåskampe i mosen - flugt fra de store drenge og tæv til de små.
Hjemme har forældrene skelletter i skabene, der rasler - og trænger sig mere og mere på.

"Sumobrødre" handler om at være dreng og blive bare en lille smule voksen. Bogen er både barsk og fuld af humor - velskrevet i korte, klare kapitler.

Du kan reservere bogen her

mandag den 10. maj 2010

John Mayer: Try


Da John Mayer kom frem affærdigede jeg ham som en pop-dreng der skrev søde små sange til et publikum noget yngre end jeg selv. Det gør han også, men som denne live cd viser er det ikke alt han kan. Try er en liveplade og det er tydeligt at det tilfører Mayer noget energi at stå foran et publikum - her bliver spillet igennem men stadig med respekt for den ørehængende popsang. Pladen lever i høj grad i trioens sammenspil, som svinger sejt, og samtidig får Mayer vist at han spiller en ualmindelig habil guitar. Hvis De kan lide velspillet pop-rock i den blødere ende af Hendrix/Stevie Ray Vaughan registeret, så er denne plade noget for dem

lørdag den 8. maj 2010

Malene Mortensen - Agony and Ecstasy

Jeg har blandede følelser overfor vokal-jazz: Der er rigtigt mange gode sangere som forstår at give de smukke melodier som indgår i standardrepertoiret hvad der tilkommer dem. Formen bliver bare ofte så altmodisch - hvor ofte hører man ikke et album som stilistisk lyder tættere på 1960 en 2010? Det er blandt andet der Malene Mortensen skiller sig ud: Hun skriver sine egne sange og hun og hendes band spiller dem med energi og kant. Tilsammen giver det et udtryk som virker alt andet end musealt. Kan ske at nogen synes at pladen læner sig for meget op af poppen og sandt er det at Malene sikkert kan sin Steely Dan - så længe musikken er så god som den er kan den for min skyld læne sig hvilken vej den lyster. Den her plade er enormt iørefaldende og bandet spiller som om de mener noget med at være der.

fredag den 7. maj 2010

Tidsskriftet Kritik



Der er altid grund til at slå på tromme for tidsskriftet Kritik præget som det er af grundige artikler som vækker til fordybelse og eftertanke. Det seneste nummer (#195) er ingen undtagelse: Temaet er forholdet mellem reformation og oplysning - kan det virkeligt passe at reformationen er grundlaget eller forudsætningen for nutidens borgerlige offentlighed, pluralisme og sekulære offentlighed? Bidragyderne problematiserer i høj grad hvorvidt Luther og dermed reformationen kan tages til indtægt for frisind og pluralisme. Hvis nogen synes det lyder som et indlæg i den aktuelle debat om religion kontra frisind i den bredere offentlighed, så er det fuldstændigt korrekt, og det bliver temaet kun mere interessant af - Det er bestemt et nummer som vækker til stillingtagen såvel som eftertanke, og det er vel ikke det værste et tidsskrift kan opnå.

torsdag den 6. maj 2010

Sprogkurser mv.



Hvor fedt er det lige at tage til et andet land uden at forstå en bjælde af af det lokale sprog? Nej vel - og derfor vil vi gerne herop til feriesæsonen gøre opmærksom på de tilbud vi har indenfor sprogkurser, parlører og ordbøger. Vi har det hele indenfor hovedsprogene, og de sprog vi ikke selv har dækket kan vi skaffe materialer om fra andre biblioteker. Så hvis du vil være bedre i stand til at komme i kontakt med lokalbefolkningen så kom forbi og se hvad vi kan gøre for dig