søndag den 31. januar 2010

Salingers "Forbandede ungdom" - en ungdomsklassiker


Den amerikanske forfatter J.D. Salinger, der især blev kendt for sin roman "Forbandede ungdom"er død. Salinger døde i New Hampshire i onsdags i en alder af 91 år.

I min glade ungdom var ’Forbandede ungdom"’ en slags "bibel" for os. En kultbog nærmest. Vi læste bogen i gymnasiet i forbindelse med vores engelskundervisning - og det var guf. Hvilken vidunderlig og tankevækkende historie ... Vi tog den til os!

Hovedpersonen Holden Caulfiled kommer fra en privilegeret baggrund og er både intelligent og talentfuld. Alligevel har han svært ved at finde sig til rette i verden. Han er allerede blevet smidt ud fra flere skoler, og da vi møder ham i romanen, er det netop sket igen.

Holden står nu over for at blive smidt ud fra den fornemme elitekostskole, som hans bekymrede forældre har indskrevet ham på i håb om at få sat lidt skik på deres utilpassede søn. Holden beslutter sig for at stikke af fra den forhadte skole og drager til new York.

Det bliver begyndelsen på en både morsom og tragisk odyssé, der – forstår vi – ender med, at Holden får et nervøst sammenbrud, eftersom han fortæller sin historie i tilbageblik fra et hospital, hvor han prøver at komme til kræfter igen.
Det lyder trist, men er det ikke, tværtimod er romanen sært opløftende. Holden er nemlig en uforglemmelig figur, der med en rørende uskyld og knivskarpt vid konstant formår at udstille sin omverdens forlorenhed.
Teenagere har siden bogen så dagens lys kunnet spejle sig i Holdens kamp for at klare den vanskelige overgang fra barn til voksen.

Klaus Rifbjerg nyoversatte Salingers roman i 2004, hvor den fik titlen "Griberen i rugen".




lørdag den 30. januar 2010

Haiti bløder -du kan hjælpe på lørdag.


Danmarksindsamlingen 2010 er en fælles indsamling, hvor 12 af Danmarks største humanitære organisationer står bag. Indsamlingen kulminerer idag med et stort tvshow på DR1.

ADRA Danmark hjælper med at samle et internationalt hold af læger og nødhjælpsarbejdere
CARE er med til at sikre rent drikkevand for 60.000 mennesker nu
Dansk Røde Kors hjælper Haiti med blandt andet felthospitaler og mobile sundhedsklinikker
Folkekirkens Nødhjælp arbejder intenst for at skaffe adgang til rent vand
IBIS arbejder for, at befolkningen har adgang til vand og mad
Læger uden Grænser arbejder i døgndrift på at give lægehjælp til ofrene
Red Barnet opretter børnesikre områder
SOS Børnebyerne vil hjælpe de børn, som er blevet væk fra deres forældre
UNICEFs første prioritet er at redde børns liv

fredag den 29. januar 2010

David Benioff: Tyvenes by


I vinteren 1942 har Leningrad været belejret af tyskerne i fire måneder, og byens indbyggere er desperate af sult. En sen aften trodser syttenårige Lev udgangsforbuddet, men han bliver arresteret og sættes i en celle sammen med den unge desertør Kolja.

De ved begge, at deres forseelser straffes med døden, men til deres overraskelse bliver de ikke henrettet den efterfølgende morgen.
Derimod får de et tilbud, de ikke kan afslå: Find et dusin æg til oberstens datters bryllupskage, inden der er gået fem dage - eller dø!
Lev og Kolja begiver sig ud på en færd, som bringer dem ind i de mørkeste afkroge af en by, der er totalt afskåret fra omverdenen. Uhygge og groteske oplevelser går hånd i hånd.
Et stærkt bånd vokser mellem de to unge mænd, men selvom de forsøger at jage angsten på flugt ved hjælp af sort humor, stiger desperationen i takt med, at tiden går, og heldet til at finde de tolv æg udebliver.
Tyvenes by er en tænderklaprende spændingsroman om krig, kammeratskab og eventyr.Og så er den morsom. Det er sort humor, når den er bedst. Jeg var meget begejstret.

torsdag den 28. januar 2010

Jonas Kaufmann - flot tenor

Hvilken dejlig dag !

I dag må ekspedienten på Statoil-tanken godt sige: ”Hav en fortsat god dag” .

For jeg heldige mand har fået billetter til den tyske tenor Jonas Kaufmann, der optræder i Tivolis koncertsal i København den 31. august 2010 - virkelig en af de flotte, nye stjerner på operaens stjernehimmel.

Og hvem er så denne Jonas Kaufmann, som jeg er så begejstret for

På DR's hjemmeside kunne man læse:
"Nogle gange fordeler Vorherre sine gaver temmelig skævt. Tag nu Jonas Kaufmann, som har fået det hele: En imponerende sangstemme, medfødt musikalitet, et sundt helbred, godt humør, en flot profil, gnistrende øjne og lækkert hår. Kort sagt en oplagt operastjerne."

Få en forsmag på kunstneren på denne hjemmeside: http://www.jkaufmann.info/

Hillerød Bibliotekerne har bl.a. disse indspilninger med Jonas Kaufmann :

Romantic arias / Jonas Kaufmann, tenor ; Prague Philharmonic Orchestra ; dirigent: Marco Armiliato

Madame Butterfly / Angela Gheorghiu, Jonas Kaufmann

onsdag den 27. januar 2010

Auschwitz-dag onsdag en 27. januar


Auschwitz-dag har fået sit navn efter den nazistiske udryddelseslejr Auschwitz-Birkenau, der blev befriet af sovjetiske tropper 27. januar 1945.


Danmark officielle minde- og mærkedag for ofre for Holocaust og andre folkedrab markeres hvert år d. 27. januar.

Auschwitz-dag sætter folkedrab på dagsordenen og åbner for en diskussion af bl.a. de etiske og politiske udfordringer, som denne forbrydelse stiller både individer og hele samfund overfor.


Formålet med Auschwitz-dag er at fremme debat, formidling og undervisning om historiens og nutidens folkedrab.

Tanken er, at vi via oplysning og diskussion kan lære af historien – en lære, der er afgørende for at forebygge fremtidige folkedrab.


På Hillerød Bibliotek har vi i voksenafdelingen udstillet en del titler om Auschwitz og om Holocaust. Nedenfor kan du se et par af titlerne og evt. reservere dem:




tirsdag den 26. januar 2010

Jan Bo Hansen: Muren


En spændende bog om de to tysklandes hstorie efter anden verdenskrig. Hansen får fortalt om både de nære, individuelle skæbner og om de storpolitiske motiver og planer så begge dele bliver medrivende. Det er naturligvis en historie om de to tysklande, men den bliver foldet ud så vi reelt får hele europas historie efter 2. verdenskrig.


En spændende bog som gjorde i ethvert tilfælde mig klogere på den nære historie.
Du kan reservere bogen her

mandag den 25. januar 2010

Mick Jackson: Fem drenge



Mick Jackson: Fem drenge

Under 2. Verdenskrig blev et stort antal børn evakueret fra London til den engelske countryside for at skåne dem for tyskernes bombardementer. Det skete naturligvis med de bedste hensigter, men det medførte selvfølgelig også en række ulykkelige situationer, hvor børn aldrig så deres forældre igen.
Det kunne der være kommet en tragisk roman ud af, men det forunderlige er, at Mick Jacksons roman ”Fem Drenge” snarere er underfundig og med et anstrøg af mild humor.
Bobby fra London ender i Devon, indkvarteres hos miss Minter (der aldrig har haft med drenge at gøre), og lærer et lokalt slæng af jævnaldrende drenge at kende, hvad der i starten giver anledning til den type af mobning, som ofte bliver tilflyttende børn til del. Men snart hænger gruppen sammen som ærtehalm, og vi føres rundt blandt de pudsige eksistenser i den lille landsby, en landsby, som – indtil hele området skal bruges som træningsområde for amerikanske soldater – knap nok mærker krigen.
Flere af kapitlerne er nærmest hægtet op på en enkelt episode, og en social aften, hvor de amerikanske soldater skal lære de lokale kvinder at danse jitterbug, er overdådigt morsom.
Lidt over midten forsvinder Bobby imidlertid ud af billedet, og fokus skifter til de fem drenges forhold til en tilflyttet biavler, som ved at vise dem noget om, hvordan biavl foregår, kommer til at lære dem en del om, hvordan samfundet fungerer og hænger sammen. Også denne del af bogen er gennemtrukket af en mildt poetisk tone, som dog aldrig kammer over i det sødladne.

søndag den 24. januar 2010

"Om min mor" - flot roman fra Marokko

Der er kommet mange gode romaner de sidste år fra Nordafrika og Mellemøsten. Tænk bare på en roman som den egyptiske ”Yacoubians hus”.
Ben Jelloun's roman "Om min mor" foregår i Marokko og er både flot skrevet og tankevækkende på så mange måder. Virkelig en læseoplevelse.

Bogen er en kærlig og vemodig, selvbiografisk roman om forfatterens alzheimer-svækkede mor i den sidste tid af hendes liv.
Moderen bor i sit gamle hus i den marokanske by Tanger med sin vrangvillige hushjælp. Hun blander nutiden sammen med sin barndom og ungdom i 1930'erne, og lever omgivet af spøgelser fra fortiden.
For første gang får sønnen et kig ind i moderens fortid – fra 1930’ernes Fez, hvor moren gik for at være én af byens smukkeste piger - over 3 ægteskaber til fortællingens nu, hvor hun glider mere og mere væk.

lørdag den 23. januar 2010

Karin Brunk Holmqvist: Potensgiverne


Èt af de sværeste spørgsmål, man som bibliotekar kan få stillet, er næsten: Kan du ikke anbefale mig en sjov bog?

Humor er en svær størrelse. En bog, der kan få én låner til at trimle om af grin, kan for en anden låner være tåkrummende pinagtig.

Jeg vover nu det ene øje og anbefaler en for mig humoristisk bog - den stille, underfundige klukken uden de store armbevægelser ...
Nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og det gælder sandelig også frøknerne Svensson. Tilda og Elida, to søstre på henholdsvis 72 og 78, bor nemlig fortsat i deres barndomshjem i en lille svensk by, hvor tiden nærmest står stille.

Alt er, som det plejer – også det udendørs das, som det kan være så koldt at rende ud til.
Da galante og charmerende Alvar Klemens køber nabohuset, kommer der gang i sagerne.
Tilda og Elida køber nye kjoler og glemmer endda, at deres bror helst ser, at de kommer på plejehjem, så han kan overtage barndomshjemmet som sommerhus.

Alvar sætter hurtigt og effektivt det gamle nabohus i stand, og så vil søstrene også have et rigtigt toilet inden døre.

Det koster mange penge, og gode råd er pludselig dyre. De to opfindsomme søstre får den strålende idé at skaffe pengene ved at sælge et potensmiddel anonymt per postordre.

Som sagt, så gjort – og da de har sat den første annonce i avisen, bliver intet som før for Tilda og Elida.

Jeg synes, det er en varm, humoristisk og fantastisk charmerende historie .

Selma Lagerlöf



Sammen med Foreningen Norden i Hillerød inviteres til et spændende foredrag om Selma Lagerlöf. Det finder sted onsdag den 3. februar kl. 19 - 21 på Hillerød Bibliotek. Billetterne koster kr. 40.
Litteraturforsker og cand.med Nanna Drejer vil tage os med på Selma Lagerlöf forunderlige livsrejse.
Læs mere på vores hjemmeside, men du skal være hurtig, da de fleste billetter er revet væk.

fredag den 22. januar 2010

Danske jazz sangerinder


Sidste år var Hilerød Bibliotekerne så heldige, at have besøg af Sinne Eeg, der med sin mørke vokal gav publikum kuldegysninger, fra allerførste strofe.
Sinne Eeg havde gode musikere med, Mads Vinding på bas, Jacob Fischer på guitar, så det var en af de helt store musikalske oplevelser på biblioteket.
Danmark har mange skønne jazzsangeringer og vi har en stor samling af cd'er til udlån. Cathrine Legardh, Ulla Henningsen eller Susi Hyldgaard er blot få.

torsdag den 21. januar 2010

DR lancerer voksenundervisningsserie: Danskernes Akademi

Den her satsning ser rigtigt spændende ud - DR er gået sammen med en række videregående uddannelser om formidling af den aktuelle forskning indenfor naturvidenskab, humaniora og samfundsfag. Det er forskerne selv som får lov til at formidle, og det borger jo for Den faglige tyngde og aktualitet. Det er altid spændende at få lov til at træde ind i forskningens maskinrum og få indblik i hvordan viden bliver produceret. Desuden er det altid en gave at få lov til at blive klogere. Danskernes Akademi tegner til at blive god folkeoplysning.

Akademiet samarbejder desuden med Biblioteksvagten hvor I kan stille spørgsmål, hvis I vil videre med et emne.

onsdag den 20. januar 2010

Revolutionary Road- hjerteskærende og bevægende



Året er 1955, men det kunne sagtens være 2010. Frank og April Wheeler bor i et nydeligt lille hus for enden af Revolutionary Road .Frank pendler til New York og sit kontorjob hver dag. April går hjemme hos børnene. De føler sig begge hævet over forstadslivets forudsigelighed og drømmer sig tilbage til bohemetiden i Greenwich Village.
Richard Yates beskriver med en hjerteskærende indsigt og klarhed, hvordan gode mennesker som Frank og April Wheeler svigter ikke bare hinanden, men også det bedste i sig selv.

Jeg har både læst bogen og set filmen(se trailer)
Sam Mendes (American Beauty) har instrueret denne fremragende fortælling om hverdagsliv og trivialiteter. Det er så smukt og stærkt.
På bogmessen diskuterede Kirsten Hammann og Ida Jessen bogen. Hør deres diskussion på podcast. Læs bogen og reserver filmen nu!

tirsdag den 19. januar 2010

Få mere ud af din læsning


Bo Jørgensen, ekstern lektor på Københavns Universitet, vil fortælle om, hvordan man får mest ud af sin læsning, analyse og samtale. Derudover fortæller bibliotekarer fra Hillerød om læsekredse på biblioteket.

Foredraget vil give os nogle værktøjer, så vi bliver bedre til at læse, analysere og tale om det, vi har læst. For det er vel på den måde, glæden ved at læse bliver endnu større.

Efter foredraget vil Lotte Gabriel og Inge Merete Olesen fortælle om læsekredse under Hillerød Bibliotekerne, og der vil være mulighed for at melde sig til en læsekreds.

Et glas vin og en sandwich er inkluderet i billetprisen.

Torsdag den 28. januar kl. 17.00-19.00
Hillerød Bibliotek • 30 kr. • Billetsalg fra 15.1.

mandag den 18. januar 2010

Finansfyrste og kunstsamler


Min weekend bød på et mindeværdigt museumsbesøg på "Davids Samling" i København - efter restaureringen et af byens absolut flotteste museer. Jeg havde aldrig været der før - troede ikke det var noget for mig !
Jeg er stadig høj efter turen gennem den islamiske samling med det smukkeste kunsthåndværk - farver, former, der gjorde mig høj og imponeret af tidligere tiders fantastiske kunstneriske formåen.
Gratis entre og rørende billige kunstkort gør bestemt ikke oplevelsen mindre.
Se deres hjemmeside her

Manden bag museet og det velspækkede fond, der driver museet er finansmanden C.L. David (1878 - 1960) - manden der også forærede Marienborg til den danske stat.

Læs om ham i Kristian Hvidt's biografi fra 2008 : "Kunst & kapital : portræt af C.L. David og hans verden".

søndag den 17. januar 2010

Sofia Karlsson: Det Allra Bästa 1999-2009





Er det lidt dristigt at udsende et 'compilation album', når man kun har fire cd'er bag sig? I tilfældet Sofia Karlsson giver det god mening, for dels har hun i de seneste par år fået noget af et gennembrud i Danmark (ikke mindst via et par fine koncerter på Hillerød Bibliotek), så nye lyttere kan samle op herfra, og dels rummer dobbelt-cd'ens anden halvdel en lang række ikke tidligere udsendte indspilninger. De seks stykker, der er hentet fra hendes cd med Dan Andersson-tekster, 'Svarta Ballader', er nok første-cd'ens vigtigste, men tro ikke, at de indspilninger, der oprindelig blev lagt til side, er andensorterings-materiale. Et par Cornelis Vreeswijk-sange får mig til at tænke på, at hun kunne have været ham en fin partner på scenen, og en helt anderledes udgave af Boris Vians 'Desertøren' bæres af et næsten jazzet, lidt dovent swing, som går lige i kroppen på lytteren.

Bortset fra Sofia Karlssons allertidligste indspilninger, som jo lå i det folkemusikalske, er det lidt svært at sætte etiket på hendes musik. Men hvis vi kalder det en slags nutidig folkemusik med et strejf af både pop og visesang, så er det ikke helt forkert. Uanset hvad: det er musik, der går lige ind i hjertet, både hvad tekster og melodier angår. For ikke at tale om akkompagnementet, der rummer en masse smukke og underfundige detaljer, og hvor man nok først og fremmest må fremhæve Esbjørn Hazelius' violin og Olle Linders guitar.

Jeg har haft cd'en siden den blev udsendt i november, og den er stadig ikke kommet op i reolen, men ligger stadig lige ved siden af afspilleren.

Du kan reservere cd'en hér

lørdag den 16. januar 2010

Planlæg ferien på biblioteket


Når ferien skal planlægges, har biblioteket rejsebøgerne, der kan gøre en god ferie endnu bedre.
Biblioteket indkøber hele tiden nye, flotte guider til et hav af forskellige rejsemål.
Lån en rejseguide til storbyferien i Berlin,Paris eller New York, bilturen rundt i Toscana eller til safarien i Tanzania.
Vil du have det på dansk - så er der bl.a. "Politikens Turen går til", "Politikens visuelle guide" og "Politikens Insight guides" - og de små handy guider: "Top 10" og "Rejseguide med kort".
På engelsk har biblioteket rigtig mange rejsebøger i serierne "Lonely Planet", "Footprint", "The rough guides" og "Let's go".

fredag den 15. januar 2010

Lars Kepler: Hypnotisøren - Lån den i dag

Den danske udgave af Hypnotisøren udkommer i dag fredag. Hillerød Bibliotekekerne er superhurtige og har den til udlån på dagen.

Så hvis du er heldig, kan du nyde krimien i weekenden !

Hovedpersonen er læge og psykiater og har tidligere arbejdet med hypnose, men har lovet aldrig mere at hypnotisere. Han bliver indkaldt for at deltage i opklaringen af en voldsom og blodig forbrydelse og bliver derved involveret i en sag, der inddrager hans familie og hans fortid på dramatisk vis.

Berlingske Tidende skrev om den svenske udgave: »Hypnotisören« er en forrygende cocktail af Lars Norén, Lars von Trier, »24 timer« og en håndfuld rabiate svenske feminister. Tiltrækkende, frastødende og vildt spændende!"

torsdag den 14. januar 2010

Kunstbog + søndagsudflugt ?


Biblioteket har netop fået en flot, ny kunstbog om møbelarkitekten Finn Juhl. Det er ren nydelse at sidde med bogen i hænderne!

Med udgangspunkt i Finn Juhls eget hus i Ordrup er det en uddybende beretning om en af de første danske møbelarkitekter, der opnåede international succes. Bogen kommer rundt om perioden fra Finn Juhls første eksperimenterende møbler i 1930´erne over guldalderen i1940´erne og 1950´erne og til i dag, hvor møblerne har fået renæssance som møbelklassikere og samlerobjekter. Bogen er rigt illustreret med unikke fotos og Finn Juhls egne akvareller, tegninger og fotos.

Du kan bestille bogen her
Men vil du opleve det hele i virkeligheden, så er der her et staldtips til den næste weekendudflugt:
Læg turen forbi kunstmuseet Ordrupgård - og oplev Finn Juhls hus - LIVE - og gå gennem hans stuer.
Du har oplysningerne om Finn Juhl's hus her

onsdag den 13. januar 2010

Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det - sagde salig Storm Petersen


Hvor er det dog bitterligt koldt i lille Danmark for tiden.
Plejer det at være så koldt i januar? Hvorfor er Lolland-Falster altid så hårdt ramt af snefald? Hvad betyder chillfaktor?

Du kan få svar på alt dette og meget mere i Jesper Theilgaards bog "Det danske vejr".
Du kan bl.a. læse om vejrets kulturhistorie fra middelalderen til i dag, om hvordan vejret forudsiges, om vejrekstremer som orkaner og skypumper. Du kan også se månedsstatistikker over det danske vejr gennem de sidste 100 år.

Jesper Theilgaard skriver let tilgængeligt og meget pædagogisk, så vi alle kan være med. Bogen er rigt illustreret med instruktive tegninger, kort og smukke fotos taget af fotografen Janne Klerk.
Det er en fornøjelse at dykke ned i denne bog, hvis emne jo altid optager os alle.

Du kan reservere bogen hér

tirsdag den 12. januar 2010

Uvelse Bibliotek genåbner

Uvelse Bibliotek har været lukket et par måneder fordi vi har skullet bygge om. Vi har fået nyindrettet med lave reoler, hvilket gør lokalet langt mere åbent og indbydende. Der er blevet plads til både åbne, rummelige områder og hyggekroge til både børn og voksne. Samtidigt er lokalet blevet en del mere sammenhængende end det var tidligere. Resultatet er blevet rigtigt flot og jeg glæder mig til at få taget de nye lokaler i brug.

Vi åbner tirsdag d. 19/1 kl. 13, hvor skole og bibliotek byder på forfriskninger. Der er formel indvielse kl. 16.

Krimier fra Botswana


Hvis du har fået nok af krimier med midaldrende, lettere alkoholiserede opdagere og blanke storbymiljøer, så skulle du læse denne stemningsfulde afrikanske serie :
Precious Ramotswe ejer et detektivbureau i Gaborone i Botswana, og med hjælp fra beundreren Mr. Matekoni og sekretæren Mma. Makutsi opklarer hun sagerne med praktisk livsklogskab og håndfast menneskekærlighed
En anderledes krimi-serie med helt almindelige mennesker og store og små mysterier. Afrikas mange forfærdelige problemer lurer i øjenkrogen, men får ikke lov til at ødelægge optimismen, glæden og medmenneskeligheden hos Mma Ramotswe og persongalleriet omkring Damernes Detektivbureau nr 1.
Der er foreløbig kommet 9 bind i serien om Botswanas kvindelige privatdetektiv.
Serien vises i øjeblikket i svensk fjernsyn.

Serien i rækkefølge
Damernes Detektivbureau Nr. 1
Giraffens tårer
Moral for smukke piger
Kalahari kursus i maskinskrivning for mænd
Liv på alle hylder
Damer med hjertet på rette sted
Blå sko og lykke
Den gode ægtemand på Zebra Drive
Miraklet på automobilværkstedet Speedy Motors

mandag den 11. januar 2010

Dengang vi drømte | roman af Clemens Meyer


"Dengang vi drømte" er grum, voldsom, sort, humoristisk og ekstremt velskrevet.
Det er et par måneder siden jeg læste den, men jeg skulle lige have det hele til at bundfælde sig, før jeg kunne anbefale den. Nu er jeg klar!

Bogen foregår i Leipzig i det tidligere DDR efter murens fald. Daniel og hans kammerater drømmer om frihed, et bedre liv og om succes med fodboldholdet Chemie Leipzig.

Der er Fred med en straffeattest så lang som en encyklopædi.
Der er Pitbull (Stefan), som sælger hvad som helst for at blive høj og er tæt på at slå sin egen far ihjel.
Der er Mark, der dulmer tabet af sit hjemland ved at tage en overdosis.
Og der er lille Walther, der ender bag rattet i en stjålen bil og kører frontalt ind i en mur.

Daniel og hans slæng er 14-15 år, da muren falder. Den ene dag pæne spejderdrenge, den næste dag kriminelle lømler.
I Det Vilde Øst står den på tyveri, vold, druk, stoffer, hærværk - og indbrud.
Deres liv er en endeløs række af destruktive orgier, en mørk rejse igennem forstadens hærgede, øde gader.
Fra side et i Clemens Meyers urovækkende og prisbelønnede storroman håber man, at vinden vender for Daniel og co.
Men man aner også, at det er et forfængeligt håb. "Dengang vi drømte" er "Submarino"(Jonas T. Bengtsson eller "Trainspotting /dvd)" på tysk; en realistisk, hårdtslående og konstant underholdende roman, der tager læseren helt ned i gulvhøjde i et stykke virkeligheden, som også er en del af historien om det forenede Tyskland.

Clemens Meyer (f. 1977) er selv bosat i Leipzig.

Dengang vi drømte er hans debutroman. Bogen udkom i 2006 på det litterært estimerede Fischer Verlag.
Den har modtaget adskillige litteraturpriser i Tyskland og været en stor succes hos publikum.

søndag den 10. januar 2010

Verdens smukkeste film


"Mine aftener i paradis" blev i 1989 belønnet med en Oscar for Bedste udenlandske film.
Filmen er i 2009 udsendt på DVD i en forlænget udgave med flere smukke scener og magiske øjeblikke - og den kan du nu låne på biblioteket.

Det er længe siden, jeg har nydt en film som denne. Den solvarme italienske by, barndommens skyld og uskyld og voksenlivets bitre erfaringer om, at evigt ejes kun det tabte. Der er humor, der er smerte - og der er stor filmkunst.

Den succesfulde filminstruktør Salvatore Di Vita får besked fra sin sicilianske hjemby om, at Alfredo er død en besked, der vækker minder.
Salvatore ser byens biograf "Paradiso" for sig, hvor maskinisten Alfredo herskede i ensom majestæt.
Da Alfredo blev blind under en brand, overtog Salvatore hans arbejde, og et dybt venskab voksede frem imellem dem.
Paradiso blev lukket, og Salvatore flyttede fra hjembyen og lovede aldrig mere at vende tilbage.
Salvatore trodser nu sit løfte og vender hjem til Alfredos begravelse.

Du kan bestille filmen her

lørdag den 9. januar 2010

E-resurser | Hvad er nu det for noget?


Det er f.eks. Danske dyr
I Danske dyr finder du beskrivelse af ca. 600 danske dyr i form af tekster, billeder, kort i 2 størrelser, lyd- og videoklip.

Forslag til undervisningsforløb. Indeholder ordbog med både tekster og fotos eller tegninger, hvor det er nødvendigt.
Ordbogen kan slås til og fra. Opdateres løbende.
Målgruppe: danske skoleelever og lærere, naturinteresserede
Hillerød Bibliotekerne kan tilbyde vore brugere gratis adgang til en lang række e-resurser.

Du skal blot bo i Hillerød Kommune og være låner på Hillerød Bibliotekerne for at kunne benytte dig af denne service.

Rigtig mange af disse e-resurser kan du benytte hjemme på din egen pc.
Nogle få kan du kun få adgang til på bibliotekerne.
Klik hér og se udvalget

Det er masser af viden lige til døren!

fredag den 8. januar 2010

It kurser for bibliotekets brugere



I februar og marts inviterer vi igen til it-undervisning, og du kan allerede nu hente en kursusoversigt på biblioteket - eller se den på på vores hjemmeside.


De enkelte kurser varer mellem 1½ og 3 timer, og du kan fx. lære at oprette en Gmail, at downloade en lydbog fra nettet til mp3, eller hvordan du kan gribe din slægtsforskning an.

torsdag den 7. januar 2010

Carsten Berthelsen: Ølrejsen til Berlin


Hvis der er en mand, som ved noget om øl, så er det forfatteren Carsten Berthelsen.
Bemeldte herre har adskillige gange gæstet Hillerød Bibliotek og har holdt nogle meget humoristiske og sprælske "ølaftener" med mange indlagte smagsprøver. Skål!

Carsten Berthelsen har drukket sig vej gennem Europa og har her på det sidste tømt ølglas i Berlin. Det er der kommet en herlig bog ud af.
Denne guide er tilegnet den ølglade turist, der ikke vil gå glip af byens bedste vandingssteder. Barer og værtshuse ligger skulder ved skulder, men hvis man kun har en stakket stund i den dejlige by, er der ingen tid at spilde.

Ølrejsen til Berlin beskriver den tyske ølkultur gennem tiderne og de ølsorter, som turisten vil blive konfronteret med på et spise- og drikkekort.

Men bogen indeholder selvfølgelig også fortællingen om den kultur og historie, der har gjort Berlin til en af de mest spændende storbyer i verden.
Skål!

onsdag den 6. januar 2010

Stor roman - og stor på alle måder


Midt mellem juleænder og nytårsraketter fik jeg læst afdøde Jacob Ejersbo's roman "Liberty" - og hvilken læseoplevelse !
En mursten af en roman - barsk og uforglemmelig.
Efter min mening er Ejersbo's Afrika-trilogi kandidat til at blive en klassiker i dansk litteratur
"Liberty" er 3. bind - hvor de første var "Eksil" og "Revolution".

Christian er søn af et dansk ægtepar, der bor og arbejder i Tanzania. Han føler sig meget overladt til sig selv, men bliver ven med Marcus, en sort dreng,som arbejder for en svensk familie.

Man følger skiftevis de to drenge gennem de meget intense og voldsomme oplevelser, den afrikanske virkelighed udsætter dem for - en verden fyldt med modsætninger og konflikter i alle generationer og alle miljøer, hvor enhver er sin egen lykkes smed, og hvor sex og sygdom, død og alkohol er allestedsnærværende og spiller de dominerende roller.

Den hvide vil være sort, den sorte hvid - og efterhånden som drengene bliver ældre, vokser modsætningsforholdet mellem dem, ikke engang musikken kan mere holde dem sammen. Christian bliver sendt til Danmark, hvor han skal bo hos slægtninge i Aalborg, men han kan ikke finde sig til rette og ender med at rejse tilbage til Afrika. Men heller ikke her føler han sig hjemme mere - han hverken kan eller vil leve op til den rolle, han som hvid skal påtage sig.

Du kan bestille "Liberty" her

tirsdag den 5. januar 2010

Moebius: Inkalen


Opdag eller genopdag en moderne tegneserieklassiker. Moebius og Jodorowskys serie om John Difools eventyr. Det her er en (vid)underlig blanding af hæsblæsende action, science fiction og metafysiske overvejelser som i kraft af Moebius' fantastiske tegninger går op i en højere enhed. Blade Runner møder Det Femte Element i Det Ukendtes Boghandel. Er det dybsindigt eller bare noget vrøvl? Det er i ethvert tilfælde en røverhistorie af de store og en visuel oplevelse uden lige.

mandag den 4. januar 2010

Bodil Steensen-Leth: Fem år i Berlin


Berlin - min "anden" hovedstad. Jeg tager et smut til Berlin så ofte, jeg har råd til det. Denne tumultagtige storby fascinerer mig ud over alle grænser.

Af den grund læser jeg også gerne romaner, der foregår i og omkring Berlin. Og hér vil jeg gerne anbefale én af slagsen, nemlig:




Juristen Steensen arbejder som legationsråd på Det Danske Gesandtskab. Fem år i Berlin følger ham og de øvrige personer fra foråret 1940 til krigens afslutning fem år senere.

Med Steensen som midtpunkt og ikke mindst hans nære forhold til den tyske modstandsbevægelse væves krig, skæbner og kærlighedsforhold sammen i et dramatisk forløb. Ingen lades upåvirket af krigen.

Hvem kan forføres af den nazistiske tankegang, og hvem modstår? Hvor store ofre er den enkelte villig til at yde for at undgå knæfaldet for nazismen? Enten at kæmpe imod eller med Hitler.

Fem år i Berlin er en i dansk sammenhæng usædvanlig roman om Anden Verdenskrig.

Gennem personerne beskrives "det andet Tyskland" - det ikke-nazistiske. Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 var tyskerne i realiteten endnu mere ufrie end befolkningerne i de okkuperede lande.

Disse havde trods alt håbet om en lykkeligere fremtid, når de engang blev befriet. For "det andet Tyskland" var der intet håb. Med tysk sejr ville undertrykkelsen og diktaturet fortsætte, mens tysk nederlag var ensbetydende med ufattelig nød og lidelse.

Romanen er baseret dels på research og arkivstudier, dels på samtaler med forfatterens svigerfar - der var legationsråd i Berlin fra 1939 til 1945 - og andre modstandere af nazismen.

søndag den 3. januar 2010

Jacob Holdt: Amerikanske billeder


I 1982 udkom Jacob Holdts bog "Amerikanske billeder" og i 2009 udgav Jacob Holdt så sin nye bog "Tro, håb & kærlighed".

Sidstnævnte bog er udgivet i forbindelse med dén udstilling, du netop nu kan se på Louisiana.
På udstillingen kan du opleve de fascinerende billeder fra forskellige miljøer rundt omkring i verden, dog mest fra USA. Der er billeder af mange forskellige slags mennekser og miljøer, fattige, rige, politikere, hjemløse mm.

Louisianas udvalg af Jacob Holdts billeder spænder fra begyndelsen af 1970'erne og frem til i dag.

Jacob Holdt kommer tæt på, ekstremt tæt. Som fotograf og menneske lykkes det ham at indfange motiver, der brænder fast på tilskuerens nethinde.
Både bøgerne og udstillingen er et wake-up call for, hvordan verden ser ud.
Det er godt, der findes kunstnere som Jacob Holdt. Kunstnere, der med enkle virkemidler, kan ruske op i vores lille trygge danske hverdag og minde os om, hvor trygt og godt vi har det.
Læs bøgerne, se udstillingen og mærk efter, om du kan være med til at gøre en forskel.

lørdag den 2. januar 2010

Tænker på, om også løbesko ka' blive for små ?



Julefrokosterne er ikke gået sporløst hen over hullerne i livremmen. Så nu må jeg i gang med motionen igen – og hvor er det bare hårdt at komme i omdrejninger.

For mig er det mindst ubehagelige at snøre løbeskoene og starte laaaaaaaaaaangsomt. Glem alt om at løbe 5 km. i olympisk tid.

Der findes mange gode løbebøger. Især som begynder er det godt at få forståelse for, hvad der foregår i ens krop og de mest basale ting om træning.
Uden det er det svært at forstå at langsom træning og stædig opbygning er det, det kommer an på.

Jeg har haft meget fornøjelse af Gyldendals Løbebog (2006) og Politikens Løbebog (2009)

fredag den 1. januar 2010

Jeg tager bomben med når jeg går. Robin Engelhardt og Christian Lund (red.)


Stor humor på en grum baggrund. Engelhardt og Lund har samlet en række virkelige trusselsbreve, som de opstiller og kommenterer kronologisk. Det er en alvorlig sag at blive truet ikke mindst anonymt som tilfældet oftest er her, og jeg kunne ikke lade være med at undre mig over hvilke mennesker som kan forfatte de her gengivne breve. Samtidig er brevene så tilpas ubehjælpsomt, sært, kringlet eller opfindsomt skrevet og truslerne så barokke, at de bliver ualmindeligt underholdende.