onsdag den 6. januar 2010

Stor roman - og stor på alle måder


Midt mellem juleænder og nytårsraketter fik jeg læst afdøde Jacob Ejersbo's roman "Liberty" - og hvilken læseoplevelse !
En mursten af en roman - barsk og uforglemmelig.
Efter min mening er Ejersbo's Afrika-trilogi kandidat til at blive en klassiker i dansk litteratur
"Liberty" er 3. bind - hvor de første var "Eksil" og "Revolution".

Christian er søn af et dansk ægtepar, der bor og arbejder i Tanzania. Han føler sig meget overladt til sig selv, men bliver ven med Marcus, en sort dreng,som arbejder for en svensk familie.

Man følger skiftevis de to drenge gennem de meget intense og voldsomme oplevelser, den afrikanske virkelighed udsætter dem for - en verden fyldt med modsætninger og konflikter i alle generationer og alle miljøer, hvor enhver er sin egen lykkes smed, og hvor sex og sygdom, død og alkohol er allestedsnærværende og spiller de dominerende roller.

Den hvide vil være sort, den sorte hvid - og efterhånden som drengene bliver ældre, vokser modsætningsforholdet mellem dem, ikke engang musikken kan mere holde dem sammen. Christian bliver sendt til Danmark, hvor han skal bo hos slægtninge i Aalborg, men han kan ikke finde sig til rette og ender med at rejse tilbage til Afrika. Men heller ikke her føler han sig hjemme mere - han hverken kan eller vil leve op til den rolle, han som hvid skal påtage sig.

Du kan bestille "Liberty" her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar