søndag den 17. januar 2010

Sofia Karlsson: Det Allra Bästa 1999-2009





Er det lidt dristigt at udsende et 'compilation album', når man kun har fire cd'er bag sig? I tilfældet Sofia Karlsson giver det god mening, for dels har hun i de seneste par år fået noget af et gennembrud i Danmark (ikke mindst via et par fine koncerter på Hillerød Bibliotek), så nye lyttere kan samle op herfra, og dels rummer dobbelt-cd'ens anden halvdel en lang række ikke tidligere udsendte indspilninger. De seks stykker, der er hentet fra hendes cd med Dan Andersson-tekster, 'Svarta Ballader', er nok første-cd'ens vigtigste, men tro ikke, at de indspilninger, der oprindelig blev lagt til side, er andensorterings-materiale. Et par Cornelis Vreeswijk-sange får mig til at tænke på, at hun kunne have været ham en fin partner på scenen, og en helt anderledes udgave af Boris Vians 'Desertøren' bæres af et næsten jazzet, lidt dovent swing, som går lige i kroppen på lytteren.

Bortset fra Sofia Karlssons allertidligste indspilninger, som jo lå i det folkemusikalske, er det lidt svært at sætte etiket på hendes musik. Men hvis vi kalder det en slags nutidig folkemusik med et strejf af både pop og visesang, så er det ikke helt forkert. Uanset hvad: det er musik, der går lige ind i hjertet, både hvad tekster og melodier angår. For ikke at tale om akkompagnementet, der rummer en masse smukke og underfundige detaljer, og hvor man nok først og fremmest må fremhæve Esbjørn Hazelius' violin og Olle Linders guitar.

Jeg har haft cd'en siden den blev udsendt i november, og den er stadig ikke kommet op i reolen, men ligger stadig lige ved siden af afspilleren.

Du kan reservere cd'en hér

Ingen kommentarer:

Send en kommentar