torsdag den 29. april 2010

Grill-tid



Nu er foråret endelig kommet, og det betyder ude-liv for mange af os.
Noget af det gode ved denne tid er, at havegrillen kan blive kørt frem fra vinter-hiet, og en ny mad-sæson starter.
Heldigvis er det ikke sådan, som før i tiden, at grill kun består af bøffer og pølser. Nu er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad der kan grilles.

Hvis du mangler inspiration, har biblioteket selvfølgelig en masse grillbøger.

Ud over Jan Glæsel´s kendte grill-bøger, kan jeg også anbefale Lene Hansson: Fyr og flamme - grill med Lene Hansson.
Det er en inspirende og meget illustrativ bog, som har opskrifter både til kul- og gasgrill.

Bogen kan reserveres her
God fornøjelse

mandag den 26. april 2010

Rosemary Clooney: The Last Concert



Fra slutningen af 1940'erne og en snes år frem indspillede sangerinden Rosemary Clooney en masse plader, mest popmusik, lige ud ad landevejen, men også nogle stykker af mere jazzpræget karakter. Og efter nogle år med store personlige problemer dukkede hun så op igen midt i 70'erne, men nu som fuldblods jazzsangerinde, og indtil sin død i 2002 indspillede hun så mere end en snes plader med et repertoire hentet blandt de bedste amerikanske evergreens.

Jeg har længe haft en svaghed for især hendes sidste, "The Last Concert", indspillet få måneder før hendes død ved en koncert under et ferieophold på Hawaii. Og selv om stemmen er slidt og ikke specielt stor, er den stadig udtryksrig og med en mageløs timing. Hun ledsages af Honolulus symfoniorkester, og hvor jeg for ikke så mange år siden ikke kunne finde meget positivt at sige om store, strygerdominerede orkestre, må jeg idag indrømme, at det, ihvertfald i dette tilfælde, simpelthen er overvældende smukt, også fordi strygerne bruges med diskretion.

Indspillet få dage efter 'nine-eleven', afslutter hun koncerten med Irving Berlins 'God Bless America', og det virker overhovedet ikke pompøst eller vammelt, men bare smukt og renfærdigt, også fordi hun synger sangen befriende blottet for opstyltethed.

Og så var hun iøvrigt faster til George Clooney.

lørdag den 24. april 2010

Ian Rankin: Mellem venner


Den skotske forfatter Ian Rankin har nu afsluttet serien om John Rebus. De 15 bind med den egenrådige og lidt misantropiske Detective Inspector som hovedperson viste os også et Edinburgh med både dag- og natsider i fuld udfoldelse. Så Rankin kan meget vel have oparbejdet en trang til at skrive noget lidt anderledes.

Og hans seneste, "Mellem Venner" er da også lidt anderledes, men også kun lidt, for en egensindig vicekriminalkommisær har stadig en central placering i denne sag, som grundlæggende handler om kunstforfalskning, et kup i Scottish National Gallerys arkiv og den grådighed, der ofte følger med, når noget synes at gå godt.....

Der er i spillet også en 'sort hest', som indimellem kalder på smilet, og det er man bestemt ikke vant til med Rankin, og i det hele taget er tonen knap så sammenbidt og bidsk som i bøgerne om John Rebus, her og der er den endda morsom. Men stadig kan Rankin skrue en historie sammen, så man sidder helt fremme på stolesædet. Og så er hans sprog (som altid) en fornøjelse, også i oversættelsen.

torsdag den 15. april 2010

Gösta Berlings saga - hvillken læseoplevelse !


Jeg elsker at læse klassikere - og den store svenske nobelpristager Selma Lagerlöfs debutroman "Gösta Berlings saga" fra 1891 er bare noget af af det bedste, jeg har læst.
En velskrevet, velfortalt, fascinerende og farverig roman, der kan læses igen og igen. Fuld af stemninger fra Selma Lageröf's eget Värmland.

Omdrejningspunktet er herregården Ekeby, hvor majorinden hersker. Hun har givet husly til 12 kavalerer, hvor den yngste og livligste er den frafaldne og fordrukne præst Gösta Berling.
Kavalerernes eneste pligt er at skabe glæde omkring sig- noget de er gode til. Der er fest og dans, drabelige bjørnejagter, kaneture og udflugter.De går heller ikke af vejen for en enkelt bortførelse, hvis det tjener kærligheden og gør livet spændende.
Romanen skildrer et dramatisk år stykket sammen af sagn, minder og historier, som Selma Lagerlöf selv fik fortalt som barn.

Mine varmeste anbefalinger !

tirsdag den 13. april 2010

Biblioteket kommer


Kan du ikke komme til Biblioteket, kan Biblioteket komme til dig.
Ring til Hillerød Bibliotek Inge Merete Olesen på tlf.nr. 7232 5841 og forhør dig om vores hjemmelånerordning.

Hillerød Bibliotekerne bringer bøger og andre materialer ud til de af kommunens borgere, der på grund af alder, langvarig sygdom eller handicap ikke selv kan gå på biblioteket.

Vores ordningen omfatter udbringning og afhentning hver 5. uge - altid på fast ugedag.

Bibliotekstilbuddet omfatter romaner og noveller, erindringer, rejsebeskrivelser og andre fagbøger, bøger med stor skrift, blade og tidsskrifter, lydbøger på cd eller kassettebånd, musik på cd, pjecer og foldere om aktuelle emner.

Ordningen er gratis.

Er du interesseret i at komme med i denne ordning eller kender nogen, der kunne få glæde af den, så ring til Inge Merete Olesen på Hillerød Bibliotek på tlf.nr. 7232 5841

søndag den 11. april 2010

Kan du li' "Messias" så prøv "Jephta


Måske er det en manglende brik i min musikalske opdragelse, men Händel’s ”Jephta" er aldrig kommet forbi mine nysgerrige ører.

Og hvilken dejlig overraskelse blev det så, da Operaen på Holmen satte den på plakaten i denne sæson !

Lad det så hvile, at ”Jephta” ikke er en opera, men et oratorium lige som ”Messias” – og at opsætningen på Operaen ikke fik mig til at ligge søvnløs af begejstring bagefter.

For hvilken pragtfuld musik – faktisk Händels sidste store værk - skrevet da blindheden var ved at indhente ham. Derfor måske storheden og vemodet i mange af tonerne… ?

Jeg kan kun være så enig i det instruktøren Katie Mitchell har sagt:
"Jeg synes, at Jephtha er Händels bedste værk. Det er hans sidste værk, og det er det smukkeste, han nogensinde skrev. Fordi det er et oratorium, er det ikke set og hørt nok, men jeg tror, at enhver, der kommer og ser det, vil blive overrasket over, hvor god musikken er og hvor mange passager, de allerede kender."

Du kan låne cd’en på biblioteket – og få en stor musikalsk oplevelse

lørdag den 10. april 2010

Tilbage til 60´erne, 70´erne og 80´erne


Hvis du, som jeg er til "bladrebøger" og nostalgi, skal du kaste dig over Ove Dahl´s bøger: Tilbage til 60´erne, 70´erne og 80´erne.

Alle tre bøger har undertitlen: Alle de ting, du har glemt, du kan huske. Og den undertitel holder virkelig.
Her kan du se billeder og tekst om mode, historie, sport, musik og alt muligt andet, som var oppe i tiden i de nævnte perioder.

Bøgerne er pragtfulde og passer lige til en stille aften i sofaen.

Alle 3 bøger findes selvfølgelig på biblioteket, og har du fået lyst til at udfordre din hukommelse, kan bøgerne reserveres .

fredag den 9. april 2010

9. april 1940


I dag - den 9. april - er det 70 år siden det nazistiske Tyskland besatte Danmark.
Tyske fly spredte en sværm af "Oprop!"over det ganske land, hvori den tyske kommandør, general Kaupitsch, søgte at retfærdiggøre den tyske besættelse.
Angrebet, der havde kodenavnet "Weserübung", blev indledt tidligt om morgenen kl. 4.00.
Aktionen var et overraskelsesangreb.

I Danmark kom kun enheder i Sønderjylland og Livgarden ved Amalienborg i egentlig kamp. Kongen og regeringen protesterede, men kl. ca. 6.00 besluttede regeringen at bøje sig. Danmark var dermed besat.
Tyskland indsatte omkring 40.000 mand, heroverfor stod under 4.000 danske, de fleste af disse i Jylland. Kun i Sønderjylland gjorde danske tropper regulær modstand, som varede indtil først på formiddagen, hvor de sidste troppeafsnit fik meddelelse om den danske kapitulation. 16 danske soldater faldt og 23 såredes. De tyske tabstal kendes ikke.
På Hillerød Bibliotekerne har vi et væld af god litteratur om Danmarks Besættelse. Det meste af faglitteraturen er opstillet i gruppe 96.71 i selve voksenafdelingen, hvor du selv kan gå "og græsse". Du skal blot vide, at vi også har meget godt om emnet i vores store magasin i kælderen. Spørg blot bibliotekaren - som du vèd, hjælper vi dig meget gerne.
Nedenfor få du et par smagsprøver på faglitteratur om Danmarks Besættelse:

torsdag den 8. april 2010

Simon Singh: Fermats store sætning



Det er umuligt at dele et helt tal, opløftet til en vilkårlig potens, som er større end 2, i to hele tal af samme potens.
Lyder det ikke som et indlysende udgangspunkt for en spændende historie?
Det viser det sig nu at være i denne bog, hvor Singh for fortalt om både matematik og matematikere så begge står levende for en - og det bliver elementært spændende at følge løsningen på en 300 år gammel gåde.
Emnet matematik skal ikke afskrække, for alt er indgående forklaret - det her er en svært underholdende bog, ikke mindst i kraft af anekdoterne og historierne om de forskere, som hver især strakte grænserne for vores viden lidt længere.

onsdag den 7. april 2010

PressDisplay - nyheder fra nær og fjern. Noget for dig?


Hillerød Bibliotekerne tilbyder vore brugere gratis adgang til en lang række e-resurser.
Du skal blot bo i Hillerød Kommune og være låner på Hillerød Bibliotekerne for at kunne benytte dig af denne service.

Rigtig mange af disse e-resurser kan du benytte hjemme på din egen pc. Andre kan du kun få adgang til på Hillerød Bibliotekerne.

Du finder disse informationsmængder via vores hjemmeside http://www.hillbib.dk/ - vælg søgebaser og links - vælg databaser hjemmefra.
Det er masser af viden lige til døren!

Klik hér og se udvalget

Er du vild med nyheder (det er næsten alle mænd!), så vil PressDisplay være et sandt eldorado for dig.
Her får du adgang til mere end 1400 aviser fra 82 forskellige lande - og det på 39 sprog!
Aviserne, der vises i deres oprindelige udseende (pdf-format), er tilgængelige før den trykte kopi i udgivelseslandet.
Der er et minimum på 90 dages arkiv.

Du har adgang til PressDisplay hjemmefra og fra bibliotekernes computere. Du blot skal logge dig ind med dit cpr.nr. og din pinkode.

tirsdag den 6. april 2010

Ode til blæksprutten og andre kærlighedsdigte | Henrik Nordbrandt


Det er snart forår. Jeg er glad. Jeg læser kærlighedsdigte.
Jeg véd det godt - jeg har skrevet om Henrik Nordbrandt før, men jeg vil så gerne dele min begejstring for denne fantastiske poet med jer alle sammen endnu en gang.

Henrik Nordbrandt har igennem de sidste næsten 40 år udgivet et utal af digtsamlinger, der med rette har givet ham status som én af vore største nulevende digtere. Og digtene i ”Ode til blæksprutten” er da heller intet mindre end suveræne!
Nordbrandt gør nærmest en dyd ud af det enkle. Han lader sig ikke begrænse af sproget - opfinder gerne sine egne ord, så man kommer i tvivl om, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed.

Blandt andet derfor er hans digte så fantastiske. De er ufatteligt præcist sansede og rummer dertil en dobbeltbundethed, der er helt unik for Nordbrandt. Hans digte er på samme tid både utroligt simple og dybt komplekse, de er vildt humoristiske og samtidig umådeligt melankolske.
Nordbrandt tager i ”Ode til blæksprutten og andre kærlighedsdigte” livtag med drømmene, kærligheden, fraværet og nærværet. Han gør det så legende let og elegant, som kun han kan.
Kære læsere - fra Gedser til Skagen - læs denne digtsamling og bliv høj på formidabel god poesi.