Fra slutningen af 1940'erne og en snes år frem indspillede sangerinden Rosemary Clooney en masse plader, mest popmusik, lige ud ad landevejen, men også nogle stykker af mere jazzpræget karakter. Og efter nogle år med store personlige problemer dukkede hun så op igen midt i 70'erne, men nu som fuldblods jazzsangerinde, og indtil sin død i 2002 indspillede hun så mere end en snes plader med et repertoire hentet blandt de bedste amerikanske evergreens.
Jeg har længe haft en svaghed for især hendes sidste, "The Last Concert", indspillet få måneder før hendes død ved en koncert under et ferieophold på Hawaii. Og selv om stemmen er slidt og ikke specielt stor, er den stadig udtryksrig og med en mageløs timing. Hun ledsages af Honolulus symfoniorkester, og hvor jeg for ikke så mange år siden ikke kunne finde meget positivt at sige om store, strygerdominerede orkestre, må jeg idag indrømme, at det, ihvertfald i dette tilfælde, simpelthen er overvældende smukt, også fordi strygerne bruges med diskretion.
Indspillet få dage efter 'nine-eleven', afslutter hun koncerten med Irving Berlins 'God Bless America', og det virker overhovedet ikke pompøst eller vammelt, men bare smukt og renfærdigt, også fordi hun synger sangen befriende blottet for opstyltethed.
Og så var hun iøvrigt faster til George Clooney.
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar