lørdag den 28. november 2009

Julebøger på Skævinge Bibliotek

Kom og se den fine udstilling på Skævinge Bibliotek med julematerialer. Der er julehistorier, hobbybøger, håndarbejdsbøger, bøger med juleklip, kogebøger, julemusik og meget andet. Noget for enhver smag - både børn og voksne. Og de kan naturligvis alle sammen lånes med hjem.

mandag den 23. november 2009


Årets nye bøger - foredrag på Hillerød Bibliotek
Anmelder på Weekendavisen Liselotte Wiemer tager temperaturen på dansk litteratur anno 2009.

Hvilke bøger skal vi læse i de mørke vinteraftener? Er der forfattere, der lyser særligt op? Er der noget i gære? Nye tendenser, bevægelser, temaer? Og hvorfor er det i det hele taget vigtigt at læse ny litteratur?

Liselotte Wiemer vil lægge hovedvægten på efterårets danske skønlitterære høst, men udvalgte udenlandske romaner vil også blive præsenteret.

Det sker på hovedbiblioteket søndag den 29. november kl. 15.30 - 17.30
Adgangskort koster 40 kr.

Christiansgade 1 • 3400 Hillerød
Telefon 7232 5800 • Billetsalg: 7232 5868

--------------------------------------------------------------------------------
Liselotte Wiemer
Er cand. phil i dansk, men har også læst alt muligt andet: teologi, arkitektur, scenografi, filosofi. Når jeg ikke arbejder i Natkirken, underviser jeg bl.a. i kommunikation, etik og filosofi, anmelder bøger på Weekendavisen og holder foredrag rundt om i landet om Gud, kærlighed og litteratur. Helst det hele på en gang!

fredag den 20. november 2009

Lykkeposer - Et tilbud til den travle børnefamilie

Synes I det er svært at nå alt det I gerne vil?
Får I ikke lånt bøger til familien så ofte som I har lyst til?
Så har vi et tilbud som er lige noget for jer! Lykkeposerne er et tilbud til de børnefamilier i Hillerød kommune, der har svært ved at finde tid til at besøge biblioteket. Vi sørger for at Lykkeposen er sammensat så den passer til lige netop din families ønsker. Og at den er klar til afhentning. Lykkeposen er selvfølgelig gratis.
Lyder det som noget for jeres familie?
Så kom ind i børnebiblioteket og hør mere om Lykkeposerne eller ring til os på telefon 7232 5891.

Forkæl familien med en Lykkepose fra biblioteket!

onsdag den 11. november 2009

Læsekreds på Skævinge Bibliotek


Skævinge Bibliotek vil i foråret 2010 være vært for en læsekreds. En læsekreds som i første sæson (ud af fire sæsoner) vil fokusere på engelsksprogede forfattere og udenlandske romaner fra slutningen af det 20. århundrede og frem til i dag. Titlerne er valgt, fordi de er velskrevne, interessante og vil være velegnede til diskussion og fordybelse.

Læsekredsen vil mødes den anden tirsdag i måneden og læse fire bøger i foråret 2010. Første møde er d. 12. januar. Hvis du har lysten til at læse og snakke om de udvalgte bøger, så meld dig til fra mandag d. 16. november på Hillerød Bibliotekerne eller på Litteratursiden.dk. Deltagelse er gratis, og tilmelding foregår efter først til mølle princippet.

Den første titel vi skal læse på dansk, er Ian McEwans "Soning" fra 2001. Reserver bogen her

På gensyn!

Koncert med Etta Cameron




Uanset om hun synger jazz eller gospel, griber hun sine lyttere direkte om hjertet med sin troværdighed og ægthed. Det er i dag overvejende gospelmusikken, hun dyrker, men Etta er stadig en fremragende jazzsanger, sådan som hun senest har vist det på sin nyeste cd, "Etta". Og det er netop to af musikerne fra cd’en, der ledsager Etta Cameron, når hun denne søndag er i jazzhjørnet, nemlig pianisten Nikolaj Hess og altsaxofonisten og klarinetisten Jens Søndergaard. At opleve Etta Cameron indtage et rum med kombinationen af stemmemæssig og personlig udstråling er en stor og smuk oplevelse.

Søndag den 24. januar kl. 16.00-18.00
Hillerød Bibliotek • 100 kr. • Billetsalg fra 15.1.

mandag den 9. november 2009

Se lyset i mørket


I weekenden byttede jeg det drivende, danske vintermørke ud med en tur i det varme biografmørke.
Og hvilket godt bytte, når sjælen trænger til lidt lægende balsam og intellektuel opmuntring.
"Departures" - prisbelønnet japansk film handler om de store ting i livet - en roligt fremadskridende og smuk film om en ung musikers svære valg - om kærligheden - om afskeden og om håbet.
Anmelderne var begejstrede - og jeg var det samme. I tilgift blev jeg nok lidt stille inden i og med forhøjet vandstand i øjnene.
"Departures" kan ikke lånes på biblioteket endnu.
Men jeg kan varmt anbefale et par andre film, som har berørt mine nerveender på samme dejlige facon:
"Mit liv som hund" og "The band's visit".

Reserver "Mit liv som hund" her
Reserver "The band's visit" her

tirsdag den 3. november 2009

November måned kan føles laaaang


Året har 16 måneder ifølge Henrik Nordbrandt.

I sin vidunderlige digtsamling fra 1986 "Håndens skælven i november" kan du læse et digt med titlen "Året har 16 måneder”.

Det lyder sådan her:

“Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.”

Ved gentagelsen får Nordbrandt meget enkelt og elegant udtalt essensen af denne mørke, kolde, regn- og stormfulde måned, samt sin egen oplevelse af den. For han har det ikke så godt med mørke, kulde og regn.
Det er vi nok ganske mange, der ikke har. Bla. elefanterne i Zoologisk Have. De har fået daglysskærme for at kunne udholde denne mørke tid. Heldige kræ!

"Håndens skælven i november" indeholder 91 digte, alle på fire linier og handler om kærlighed, Istanbul, buddhismen, verden og livet.
Henrik Nordbrandt er en vis mand, der kan skrive poesi, så man er både er fortabt og tryllebundet.

Jeg er vild med Henrik Nordbrandt.
Når jeg ikke kan sove, pudser jeg sølvtøj eller snupper et par digte af Henrik Nordbrandt. Så går det alt sammen meget bedre.