tirsdag den 3. november 2009

November måned kan føles laaaang


Året har 16 måneder ifølge Henrik Nordbrandt.

I sin vidunderlige digtsamling fra 1986 "Håndens skælven i november" kan du læse et digt med titlen "Året har 16 måneder”.

Det lyder sådan her:

“Året har 16 måneder: November
december, januar, februar, marts, april
maj, juni, juli, august, september
oktober, november, november, november, november.”

Ved gentagelsen får Nordbrandt meget enkelt og elegant udtalt essensen af denne mørke, kolde, regn- og stormfulde måned, samt sin egen oplevelse af den. For han har det ikke så godt med mørke, kulde og regn.
Det er vi nok ganske mange, der ikke har. Bla. elefanterne i Zoologisk Have. De har fået daglysskærme for at kunne udholde denne mørke tid. Heldige kræ!

"Håndens skælven i november" indeholder 91 digte, alle på fire linier og handler om kærlighed, Istanbul, buddhismen, verden og livet.
Henrik Nordbrandt er en vis mand, der kan skrive poesi, så man er både er fortabt og tryllebundet.

Jeg er vild med Henrik Nordbrandt.
Når jeg ikke kan sove, pudser jeg sølvtøj eller snupper et par digte af Henrik Nordbrandt. Så går det alt sammen meget bedre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar