Malene Mortensen - Agony and Ecstasy

Jeg har blandede følelser overfor vokal-jazz: Der er rigtigt mange gode sangere som forstår at give de smukke melodier som indgår i standardrepertoiret hvad der tilkommer dem. Formen bliver bare ofte så altmodisch - hvor ofte hører man ikke et album som stilistisk lyder tættere på 1960 en 2010? Det er blandt andet der Malene Mortensen skiller sig ud: Hun skriver sine egne sange og hun og hendes band spiller dem med energi og kant. Tilsammen giver det et udtryk som virker alt andet end musealt. Kan ske at nogen synes at pladen læner sig for meget op af poppen og sandt er det at Malene sikkert kan sin Steely Dan - så længe musikken er så god som den er kan den for min skyld læne sig hvilken vej den lyster. Den her plade er enormt iørefaldende og bandet spiller som om de mener noget med at være der.