torsdag den 20. januar 2011

Hvor langt vil du gå for at hjælpe?

Tag børnene med på en god gåtur!

I morgen, fredag d. 21. januar, mellem kl. 10 og 12 kan alle børn gå rigtig langt for at hjælpe.



LEGO Fonden giver i år 1 krone pr. kilometer hvert barn går og Hillerød Bibliotek indberetter tallene for hele kommunen til Danmarks Indsamlingen 2011.

Sidste år tegnede og samlede Danmarks børn mere end 3 millioner kroner til DR’s Danmarks Indsamling via samarbejdet mellem landets børnebiblioteker og Ramasjang Live.

Heraf kom næsten 60.000 kroner fra Hillerøds børn. I år er samarbejdet udvidet med Dansk Skole Idræt og landets skoler under overskriften Gå langt for at hjælpe Afrika.

Alle kan være med
Skolebørn, børnehaver, dagplejebørn, børnebørn! - alle børn kan være med!
Vi håber at rigtig mange børn og voksne i Hillerød kommune har lyst til at deltage enten på egen hånd eller med den lokale skole. Jo flere børn, der vil gå langt for at hjælpe, jo bedre.

Også dem der ikke kan den 21. januar
Hvis I ikke har mulighed for at deltage den 21. januar, kan I gøre det i dagene op til. I skal blot sende en mail til mbru@hillerod.dk eller skrive det som en kommentar her på bloggen senest mandag d. 24. januar, hvori det samlede antal deltagere og det samlede antal kilometer fremgår. Og selvfølgelig hvem I er :-)
Det samlede beløb fra landets børn til Danmarks Indsamlingen afsløres under DR’s store show lørdag d. 29. januar.

I kan læse mere her

Vær med til at gøre en forskel igen i år!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar