lørdag den 27. august 2011

Hjertets synskreds, Bo Reinholdt

Noveller er skøre, rørende, tankevækkende. -Og som skabt til en verden i travl bevægelse, hvor der ikke altid er tid at finde til tykke romaner. Der udkommer i øjeblikket den ene skønne novellesamling efter den anden! Hjertets synskreds af Bo Reinholdt er blot én af dem:

Om Titanen, der hver dag går på det samme museum og betragter det samme maleri af "Kristi gravlæggelse" i timevis: I maleriet har Titanen set en ubetydelig detalje, som ingen andre synes at kende til, men som har altafgørende betydning for maleriets budskab. Om Lyden, der samler på lydoptagelser - alle mulige lyde, store, små, smukke, skærende, intetsigende - og bruger al sin tid på at optage, redigere og lytte til lyd alene for lydens skyld. Om Birollen som hele sit liv har spillet biroller, men en dag får tilbudt en enestående chance for at spille hovedrollen i et højst besynderligt skuespil med kun en enkelt tilskuer. 

Hjertets synskreds er en forunderlig novellesamling om forskellige personers forsøg på at nå ind til kernen, essensen, det rå uspolerede materiale, som det opleves objektivt. Men kan noget som helst opleves objektivt? Alting afhænger jo som bekendt af øjnene der ser... Reinholdts seneste værk er ligeså tosset som Hattemageren i Alice i Eventyrland. Herligt fabulerende og opfindsomt. Der leges med sproget og med vores fantasi; novellerne forundrer og forvirrer. Hjertets synskreds er både humoristisk, satirisk og utroligt dyb. Bestil den her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar