lørdag den 24. september 2011

Inception (2010) - En fantastisk flot film!

Her er en af de mest spændende og eftertænksomme film, jeg har set meget længe. -Den er simpelthen skruet så godt sammen. "Inception" vandt hele 4 Oscars, da den kom frem i 2010. Herundover har den vundet hele 75 andre priser! Filmen er fænomenal. Intet mindre.

En ny teknologi er blevet opfundet som gør det muligt at træde ind i andre menneskers drømme og forme dem efter forgodtbefindende. I drømme kan alting ske og den unge Cobb har gjort sig til herre over deres grænseløse univers. Cobb er en mester udi den nye drømmeteknologi og han udnytter sine evner til erhvervsspionage. Mod betaling bryder han ind i andres underbevidsthed. Mens de sover, får Cobb dem til -i deres drømme- at afsløre deres dybeste hemmeligheder...

"Inception" er fuld af storslåede, drømmeagtige landskaber og billeder. Handlingsforløbet er snirklet og kringlet som i en labyrint. Helt umærkeligt og fuldstændig uundgåeligt sniger denne drømmestemning og dybe mystik sig ind under huden: Når filmen slutter sidder man tilbage med en fornemmelse af, at man netop selv er vågnet fra en besynderlig og utroligt spændende drøm. Bestil "Inception" her.  Du kan se filmens trailer her.

1 kommentar:

  1. Ja den er fantastisk, men måske bedst anden gang. Der går lige et stykke tid med at finde ud af hvilken verden /niveau man befinder sig på.

    SvarSlet