Dirch

Der er skrevet metervis af bøger om store danske skuespillere. Seriøse, skamrosende og snagende. Film derimod, om de store kunstnere, der har haft en livslang karriere indenfor film og teater, er det mere end sparsomt med. Det er der selvfølgelig (bl.a.) en rent fysisk forklaring på: hvor megen fysisk lighed skal der f.ex. være mellem hovedpersonen og den, der gestalter ham? Hvor tæt skal man gå på styrker og svagheder, når det ikke er en ren dokumentarfilm? Det kan ikke have været helt nemt for Martin Zandvliet, men med valget af Nikolaj Lie Kaas til rollen som vor hidtil folkekæreste komiker. har han det første stik hjemme. Den store mund, de lange lemmer, de pludselige glimt af sårbarhed i blikket, jo, han 'ligner' lige præcis nok og alligevel ikke så meget at vi distraheres. Og viser filmen os noget om de omkostninger, der ligger som konstante faldgruber og snubletråde i miljøet. Den viser os også noget om samarbejdet mellem to kunstnere, Dirch Passer og Kjeld Petersen, som på én og samme tid var hinandens modsætninger. Passer med en egen troskyldighed i humoren og Petersen med en undertiden ikke helt behagelig syrlighed i replikken, ikke mindst når han mere end antyder, at det at være morsom egentlig er for nemt, og at han dybest set ville noget mere end det. Der er huller i filmen, bestemt. Vi hører intet om Passers barndom og helt unge år, og sekvenserne med de tåbelige monologer fra hans seneste år er trukket for langt ud. Det ændrer dog intet ved at "Dirch" er blevet en film, som er kærlig uden at være ukritisk og godt skruet sammen uden at være pedantisk, men som også er næsten ubærlig grusom i sin nøgterne fremstilling af hvordan en elsket kunstner kan bukke under for sin egen succes. Når Passer på et tidspunkt siger, nærmest ud i luften: "Hvorfor elsker de mig egentlig?" har vi en af de centrale replikker i en film, som gør et langt større indtryk og virker langt mere troværdig, end jeg havde forestillet mig.