tirsdag den 13. september 2011

Carmen; Jonas Kaufmann og Anna Caterina Antonacci

Carmen er en vidunderlig Opera. Ikke blot er musikken smuk og medrivende, også historien er fantastisk. Det er en fortælling om forbudt kærlighed, passion, jalousi og fremfor alt; mod og ubøjelige viljer. Jeg er så betaget af denne opera og af dens farlige heltinde. Jeg kan se den om og om igen.

Da Carmen blev opført første gang i 1875 i Paris var der stor opstandelse. Operaens smukke heltinde, Carmen, var vild og utæmmelig, hun havde den ene affære efter den anden, hun fordærvede unge lovende mænd, hun flirtede, dansede sensuelt og æggende, drak og røg cigarer. Den unge dames moral var mildest talt så plettet, at kritikerne var rystede i deres grundvold.

En af de bedste opførelser af Carmen nogensinde skete i 2005 på The Royal Opera House i Covent Garden. Det er den skønne Jonas Kaufmann og yndige Anna Caterina Antonacci der spiller hovedrollerne som soldaten Don José og den vilde forførerske, Carmen. De to sangere synger så utrolig dejligt og spiller så overbevisende skuespil, at man ikke kan undgå at blive revet med ind i Bizets univers, hvor kærlighed er altopslugende og dødsensfarlig. Heldigvis findes netop denne flotte opsætning på dvd på biblioteket. Bestil den her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar