Men når man læser Jens Andersens grundige og gennemresearchede bog om Lund Kirkegaards liv og arbejde, tegner der sig også et billede af tandlægesønnen fra Skanderborg, der er både temmelig skræmmende og mere nuanceret end man aner ud fra bøgerne. At han var en uortodoks (og afholdt) lærer på en landsbyskole i Østjylland, vidste vi, men at mange af hans historier byggede på en kombination af faderens frodige fortællelyst og skolebørnenes daglige aktiviteter, er nyt for mig. Det er måske ikke alt i hans barndom og studentertid, der er lige interessant, men med sit vanlige fortælletalent får Jens Andersen os til at fornemme, at tingene i Ole Lund Kirkegaards liv hænger sammen i ét langt forløb, helt fra den tidlige ungdoms frodige billedkunst og brevskriverier. Og ikke mindst at hans alkoholisme, som førte til hans alt for tidlige død (han frøs ihjel på landsbykirkegården en martsnat i 1979 på vej hjem fra kroen) hænger sammen med, at han fik sværere, måske ikke ved at skrive, som sådan, men ved at aflevere "årets store børnebogssucces", skåret mere eller mindre over den læst, der næsten var blevet hans varemærke, fanget af sin egen succes, så at sige. Og man må uundgåeligt stille spørgsmålet: Havde Ole Lund Kirkegaard på dette tidspunkt skrevet de historier for børn, han havde på hjerte, og skulle han have forfulgt sin ambition om (også) at skrive for voksne? Eller skulle han være fortsat som landsbyskolelærer og "bare" have skrevet en historie i ny og næ, når ånden kom over ham? Vi får selvfølgelig aldrig et svar, men kan dog heldigvis stadig glæde os over hans bøger, som vi nu kan opleve at vores børnebørn også er begejstrede for. Ole Lund Kirkegaard holder, og Jens Andersens bog er med til at få os til at forstå hvorfor.
Reserver
Opslag
Tak for en dejlig beskrivelse.
SvarSletMed det kendskab jeg har til alkoholisme, er det nok Ole Lund Kirkegaards alkoholisme, der gør livet, og det at skrive, svært for ham at skrive, snarere end omvendt.
Men nolge fænomenale bøger, det var de :-)
Vh
Bent