tirsdag den 17. maj 2011

Dona Nicanoras hattebutik | Kirsten Hawkins

Jeg har altid gang i flere vidt forskellige bøger på én gang. En bog til S-toget; en bog til sofaen; en bog til sengen.

Dona Ninacoras hattebutik er helt klart en S-togbog. Du kan snildt læse videre i den på perronen på Birkerød Station, når S-toget uvist af hvilken grund ikke kører længere, og du må vente i 20 min. på den næste forbindelse til Hillerød.

Bogen er en lille bagatel, der foregår i en søvnig landsby langt ude i sumpene, hvor der absolut intet sker.
Bogens hovedperson - Dona Nicanora - forelsker sig i sin ungdom i en flot mand og drager med ham til storbyen - væk fra al denne døsighed. Manden viser sig at være en sjuft og en spillefugl, som hun heldigvis forlader - efter at have fået tre børn med ham!
Dona Ninacora returnerer til landsbyen med drømmen om at starte en hattebutik.
Don Bosco har altid elsket Dona Ninacora; har sågar friet til hende i deres meget unge dage - men fik nej. Han er indehaver af byens barbersalon, hvor alle landsbyens mænd tilbringer det meste af deres tid med god mandesnak, alt imedens de lader deres kvinder om at passe landbruget, husholdningen, alle børnene og alt det løse.
Den videre handling er løssluppen og uforudsigelig, og alt ender i fryd og gammen for disse hjertevarme personer.
Mange læsere vil ganske givet synes om denne form for lune og humor og vil føle sig rigtigt godt underholdt under læsninger.

Kirsten Hawkins er antropolog, og "Dona Nicanoras hattebutik" er hendes debutroman.
Hendes sprog er helt nede på jorden, hvad der gør bogen meget, meget nem at læse.
Så trænger du til en uforpligtende roman, så nyd at blive underholdt i et par timer i selskab med Dona Nicanora & Co.

Klik hér for at reservere

Ingen kommentarer:

Send en kommentar