onsdag den 11. maj 2011

Butschkow, Julia: Der er ingen bjerge i Danmark: noveller

Den unge danske forfatter Julia Butschkow fik et rigtig flot gennembrud i 2009 med den kritikerroste roman "Apropos Opa" om  en families fortrængte og traumatiske hemmeligheder.
Så det var med spænding, jeg åbnede hendes nye novellesamling "Der er ingen bjerge i Danmark". Og jeg er bestemt ikke blevet skuffet.
Tretten skarptskårne fortællinger om mennesker i dagens Danmark - tilsyneladende ganske almindelige mennesker. Men under overfladen lurer noget andet. Det er filmiske, levende og tankevækkende noveller, der fortæller om det moderne liv i Danmark i alt dets kompleksitet. Valg og tilfældigheder fører nye steder hen, så det bliver også et kig ind i mørket, og hvor meget eller lidt vi kan rumme. Unormaliteten, der ligger lige under den tilsyneladende normale overflade.
I det stilsikre, præcise sprog er der litterære højdepunkter, der gør en (bjerg)bestigning værd. - 13 flotte noveller lidt i familie med Naja Marie Aidt, Dorrit Willumsen og Katrine Marie Guldager.

Du kan reservere novellesamlingen her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar