tirsdag den 26. juli 2011

Poetry Slam

Poetry Slam er en vidunderlig konkurrence i vaskeægte ordgøgleri. Der fremføres gode historier, gode grin, prosa, rap, poesi, sang og meget mere - mange mange forskellige udtryksformer har plads på slam-scenen. Deltagerne har hver tre minutter til at opføre egne originale værker. Værkerne bedømmes på en skala fra 1 til 10 - med decimalnøjagtighed, vel at mærke. Dommerne udvælges tilfældigt blandt publikum, som skal vægte både digtets semantiske indhold og selve fremførelsen. Formen er uformel og dynamisk og budskaberne har ofte en hårdtslående politisk klang.

Digteren Janus Kodal introducerede Poetry Slam i Danmark for ca 10 år siden og formen vinder stadigt større popularitet. Netop i disse dage afholder Det Kongelige Teater og foreningen PoetrySlam.DK slam-arrangementer ved Ofelia Beach ved Skuespilhuset. Her kan man opleve nogle af Danmarks dygtigste spoken word performere fremføre deres seneste ordgøglerier: se mere om programmet her. PoetrySlam skal bare opleves! Jeg er helt pjattet med denne form som er inspirerende og udfordrende for både kunstnerne og publikum. Det er de mest vanvittige, smukke, sjove, knivskarpe temaer og formuleringer (fabuleringer?) som bliver fremført af slammerne.

Læs mere om PoetrySlam her og se den danske slammer Peter Dyreborgs blog, hvor han bl.a. lister en del af de faste slam-scener i Danmark.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar