onsdag den 12. oktober 2011

På rejse med Tine & Maise - en anderledes rejsebog

Jeg har rejst rundt i verden og set mange af de store seværdigheder, men mine største oplevelser har ofte været dem, hvor jeg har mødt lokale mennesker - drukket te med folk i Damaskus, kørt i busser med ultimativ kropskontakt på støvede veje i Tanzania, for ikke at tale om da jeg (kraftig opfordret og meget genert) dansede kædedans med alle de mandlige gæster på en lille tyrkisk restaurant på den anatolske højslette, mens kvinderne klappede taktfast - det er oplevelser, jeg aldrig glemmer.

Den fremragende fotograf Tine Harden har med journalisten Maise Njor (hende med "Michael Laudrups tænder") gjort turen rundt i Europa og fundet steder, hvor man som turist kan være deltager og ikke bare betragter stående i en lang kø sammen med alle de andre turister.
Vi kommer i den smukke, alternative rejsebog bl.a. med på pilgrimsvandring i Irland,til oktoberfest i München, til hestevædeløb i Ascot og med i optogene i påskeugen i Sevilla.
Bogen "På rejse med Tine & Majse" er en pragtfuld øjenåbner - en kærlig, varm og morsom tekst ledsaget af fantastiske fotos.

Jeg kan varmt anbefale en rejse med denne herlige bog - det er virkelig en oplevelse !

Ingen kommentarer:

Send en kommentar