fredag den 14. oktober 2011

The Music and Song of South Ulster


Man skal selvfølgelig altid være varsom med at bruge store ord, men alligevel: Den irske koncert vi præsenterer lørdag d.22.10., er faktisk ret unikt. Ikke kun fordi det efterhånden ikke er så tit, at nogle af de store, lidt ældre irske musikere kommer til landet, men snarere fordi, det faktisk er et par af de nærmest legendariske skikkelser, vi skal møde. Fløjtespilleren og sangeren Cathal McConnell var for mere end 40 år siden med til at danne den irsk-skotske gruppe Boys of the Lough og spiller stadig jævnligt med den. Siden har han blandt meget andet været en central figur i gruppen Skylark og haft flere soloprojekter, centreret omkring musikken fra Nordirland. Og hans bekendtskab med violinisten Gerry O’Connor går netop tilbage til tiden med Skylark, hvor O’Connors smukt ornamenterede violinspil for alvor blev kendt. Martin Quinn på den lille toradede harmonika, ’the squeezebox’, var med sit kendskab til netop musikken fra Ulster og sit høje instrumentale niveau et naturligt valg. Fjerdemand er ’vor egen irer’, Martin O’Hare, på bodhran, den irske rammetromme, som i de rette hænder kan skabe en uimodståeligt swingende puls i musikken. Og O’Hares hænder er i allerhøjeste grad de rigtige i denne sammenhæng. Det er ikke uden grund at han i flere omgange har turneret med det store Riverdance show. Desuden har han i mere end 25 år været ankermand på Copenhagen Irish Festival og leder af grupperne Ash Plant og Trad Lads. Fire mand, der alle har tilbragt hele livet med at spille musik fra hjertet.
Koncerten er på Hillerød Bibliotek lørdag d. 22.10 kl. 13-15.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar