søndag den 7. februar 2010

Julia Franck: Middagsfruen


Romanen Middagsfruen har gjort et voldsomt intryk på mig. Det er god litteratur i ordets allerbedste forstand.

Middagsfruen er en stor episk roman. Den sammenfatter det 20. århundredes tyske historie i én kvindes livsskæbne.

Hovedpersonen Helenes barndom er tidligt forbi. Hendes far vender tilbage fra første verdenskrig som et døende vrag, og hendes jødiske mor flygter ind i vanviddet.

Helene uddanner sig til sygeplejerske og tager til Berlin, hvor hun i de vilde 20´ere oplever den store berusende kærlighed, men også tabet af den. På grund af den tiltagende jødeforfølgelse gifter hun sig med en mand, hun ikke elsker, og får et barn med ham.

Hun søger tilflugt i arbejde og tavshed, og sønnen Peters krav om ømhed og kærlighed bliver efterhånden helt utålelig for hende. Under en flugt vestpå fra russerne i krigens sidste dage træffer Helene en uhyrlig beslutning. Hun efterlader sin syv-årige søn på en banegård og kommer aldrig tilbage.
I efteråret hørte jeg Julia Franck i "Diamanten", hvor hun fortalte om sit forfatterskab. Det var gribende og bevægende.
Bl.a. fortalte hun, at romanens Helene er modelleret over Julia Francks egen farmor, som i 1945 forlod sin syvårige søn, Francks far, på en banegård på vej væk fra Stettin, som russerne havde erobret.
Hvis man nu hidser sig op - på moderen - over, at hun forlader sit barn, så bør man tvangsindlægges til at læse Middagsfruen. For krig tvinger til uhyrlige ofre og forkvakler menneskers instinkter og følelser - eller får måske snarere instinkterne frem på en måde, vi ikke bryder os om. Overlevelsesinstinktet, først og fremmest.
Det er en meget, meget stærk bog.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar