En koncert, som arrangøren oplevede den.....

Som koncertarrangør har man ofte mange overvejelser, når man skal planlægge, hvilken slags koncerter, man skal vælge til næste sæson. Da Jesper Løvdal henvendte sig angående en duo-koncert sammen med Butch Lacy, var jeg lidt bange for, hvor mange publikummer, der ville komme. Var det ikke for smal musik?
Jeg havde de samme overvejelser lørdag eftermiddag under afviklingen af koncerten. Butch Lacy og Jesper Løvdal kom på scenen og gik i gang med at spille, meget lavmælt, nærmest tyst. Jeg nåede ikke at præsentere dem, fordi jeg lige skulle hente en flaske hvidvin, og jeg kom klaprende med mine støvler og forstyrede musikken. Butch sad med ryggen halvvejs til publikum, og hverken han eller Jesper introducerede numrene. Jeg tænkte PUHA, det her går da aldrig godt. Hvor mange vil gå i pausen?
Vi nåede til pausen, og der var faktisk ingen, der gik. Nogle sagde, at de havde forventet noget mere 'håndfast' musik med mere fast rytme og også, at musikerne ville sige noget mere. Andre sagde, at det var utrolig flot, da de langsomt spillede sig ind på noget, der blev til 'I skovens dybe stille ro'.
Efter pausen startede de med Ellington-klassikeren 'In a Sentimental Mood', og det var meget, meget smukt. Resten af koncerten var mere fri musik med meget lange numre, der nærmest syntes at glide ubrudt over i hinanden.
Da koncerten så var slut, kom publikum over til min kollega Marianne og mig og fortalte os, at det havde været en fantastisk oplevelse at være til stede under koncerten.Hvem havde fundet på det, og ville vi have noget tilsvarende en anden gang. Det ville de være meget opmærksomme på.
Hvor var jeg glad for, at jeg ikke havde sagt nej til den koncert. Det er altså ikke altid, at man skal lade sig lede af sin første indskydelse....