Portisheads kombination af kølige trip-hop klange og ulmende inderlige vokaler kom på nogle måder til at definere lyden af 90erne. Deres klare men samtidigt tætte lydbillede, formelt og uudgrundeligt, men med en understrøm af (følelsesmæssig) kaos passede ekstremt godt til tiden. Til gengæld er det også i høj grad musik som er konstrueret i og til studiet, og jeg har da undret mig over om det i det hele taget lod sig gøre at overføre udtrykket til en live setting. Det kunne det i høj grad på denne aften hvor Portishead bakkes op af et større strygerensemble i en række arrangementer som viser at Henri Mancini ikke har levet forgæves: Filmiske lydlandskaber smyger sig omkring bandets dissonans og ikke mindst sangerinden Beth Gibbons spinkle men insisterende stemme, som står som det funklende smertepunkt. Musikken drager ved at hviske frem for at råbe, ved at antyde frem for at skære ud i pap. Det er en plade som egner sig til det kommende vintermørke.
Du kan bestille materialet her
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar