Ideelt skal musik høres live – det er en kunst som udfoldes i tiden, og der er noget særligt ved at være til stede i skabelsesøjeblikket frem for at opleve musikken i optagelsens frosne form. Desuden folder gode kunstnere sig ofte mere ud i mødet med et publikum – de spiller simpelthen bedre foran et publikum end i studiet. På den anden side er det ikke muligt i praksis at gå til alle potentielt interessante koncerter, og så er det godt en del af dem bliver dokumenteret og udsendt.
Et eksempel på den ekstra nerve som kunstnere kan kan opstå live er Lou Reed's Rock N Roll Animal plade. Lou Reed kunne engang synge – jo jo, den er god nok! Her først i 70erne var Reeds tid fra Velvet Underground stadig i frisk erindring , og han havde derefter udgivet sine hovedværker Berlin og Transformer. Reed må have haft behov for at lægge musikalsk afstand til VU og påvirkningen fra glam og Bowie er tydelig. Når Reed så oven i købet hyrede Alice Coopers band til at spille sine gamle sange bliver resultatet på sin vis snarere en plade med fortolkninger af Lou Reed sange end en Reed plade – det er klassisk rock med instrumentalt overskud, kant og nerve. Det er en fornøjelse at høre så gode sange spillet af musikere som rent faktisk mestrer deres instrumenter, uanset om resultatet så er væsentligt anderledes end Reed oprindeligt have tænkt det. Det er ganske simpelt et brag af en rockplade hvor bandet spiller som glam-rock guder. Sange om rockens helbredende kraft og stoffernes bevidsthedsændrende magt serveret velgørende dekadent af en gruppe som lyder som om den tror på det – hvad mere kan man ønske sig?
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar