torsdag den 14. oktober 2010

Obskur pop 2 - Cry of Love

Grunge ændrede rockscenen radikalt. Som med mange andre trends var der nok en tendens til at grunge som popularkulturelt fænomen kom til at overskygge stilarter og bands som faldt udenfor kategorien. Sådan må det nødvendigvis være, også musikalske revolutioner har deres ofre, men nogen gange kan det være givtigt at lytte efter en ekstra gang for at høre om der skulle være noget værdifuldt der blev overset.



Et eksempel på noget sådant er bandet Cry of Love, som udgav to albums i start- og midthalvfemserne - Stilen er sydstatsrock i traditionen fra Skynyrd, men med en klar inspiration fra Led Zeppelins riffs - det er med andre ord samme mark som eksemeplvis Black Crowes pløjede i den samme periode, hvilket uden tvivl medvirkede til at orkesteret ikke fik den store bevågenhed: der var ikke plads til to af den type bands i offentligheden på det tidspunkt.

Musikken er nu bestemt værd at stifte bekendtskab med - den er ikke så retro som hos brødrene Robinson, og den bliver spillet med et drive som går lige i mellemgulvet på mig - især gruppens første plade, Brother, har udpræget kant. At gruppens hovedkræft Audley Freed så også var en gudsbenådet guitarist skader bestemt ikke. Det er udpræget guitarrock af den klassiske slags - men tilstrækkeligt veloplagt spillet til at den fremstår som nutidig for en lytter som mig.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar