Når foråret står for døren, kan man – hvis man ikke tager sig i agt – komme i et euforisk, sprudlende humør. Sådan har jeg det i alt fald.
Så fyldes jeg af en ubændig trang til at læse noget smukt – og vælger så at læse Henrik Nordbrandts digte.
Dette forår blev det ”Pjaltefisk”, der udkom i 2004.
”Pjaltefisk” er fyldt med forfatterens indsigt i livets forskellige tilskikkelser - både de glædelige og de fortrædelige.
Ingen kan som Nordbrandt beskrive melankoliens, afmagtens og fraværets intense nærvær. Hans sprog er i dén grad fascinerende, flot og overraskende.
Digtene er fulde af overskud, og han kan beskrive fravær, så det er som at være der. Nordbrandt er (som os alle) snart højt oppe, snart langt nede. Der er lethed og humør over melankolien.
Få poeter ejer den evne at skrive så smittende og kan overføre en stemning som han ...
Pjaltefisk er en pragtfuld bog. Ja, jeg overgav mig totalt …
"Ønske" Fra digtsamlingen "Pjaltefiks"
Jeg ville ønske, jeg kunne se dig, som du var
Nej! Jeg ville ønske, jeg kunne se dig
som jeg ville ønske, du var.
Nej! Jeg ville bare ønske, at du var
sådan så jeg kunne se dig.
Men lige nu er du alt for langt væk.
Så allermest
ville jeg nok ønske, jeg slet ikke var her
så det bare var dig.
Og hvis jeg stirrede længe nok ud i skumringen
på det blomstrende mandeltræ:
Så går alle disse
mine modstridende ønsker i opfyldelse
på èn gang
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar