søndag den 28. marts 2010

Jette A. Kaarsbøl | Din næstes hus

I Jette A. Kaarsbøls nyeste bog "Din næstes hus" kommer næstekærligheden på en hård prøve. Det er et psykologisk trekantsdrama, der hér rulles op for os læsere.

"Du må ikke begære din næstes hus" og "Du må ikke begære din næstes hustru" står der i det 9. og 10. bud. Skal man give efter for egne behov eller tænke på andre først?

Laus er arkitekt, en kvindebedårer, der lever en strømlinet tilværelse i hovedstaden. Under faderens begravelse i Sd. Randing møder han præsten Stig og et venskab spirer. Laus beslutter sig snart for at leve det "autentiske liv" væk fra storbyens tummel og indlogerer sig på byens kro for at hjælpe til med udvidelsen af en ny sognegård.
Han får sin faste gang i præstegården, hvor et venskab spirer med præstens unge kone Alma og datteren Emilie. Opholdet i St. Randing er tydeligvis et forsøg på at udfylde et tomrum, men hvad er det helt præcist, der drager ham ved livet i præstegården, og hvad vil han med sitvenskab med Stig?

Hvad der starter med at være en lettere arrogant distanceren til lokalsamfundet, udvikler sig til en meningsfuld relation.
Det er især i samspillet mellem de to mænd, at næstekærligheden belyses bedst. Stig ér næstekærligheden i egen person, og Laus - ja han kaster sin kærlighed på præstens kone.

I "Din næstes hus" er intet forudsigeligt, forhold og stemninger antydes, og romanens drive er netop, at vi læsere venter på en forløsning.
Romanen er detaljeret i sin hverdagsbeskrivelse, hvilket skaber et troværdigt drama.

Den egner sig glimrende til læsekredse og er endvidere nem at læse.

Hér kan du reservere bogen

Men lov mig lige, du også læser Jette A. Kaarsbøls første roman "Den lukkede bog". Se dét er en bog af format og lige efter mit hjerte.
Den reserverer du hér

Ingen kommentarer:

Send en kommentar