mandag den 9. januar 2012

Jonas T. Bengtsson: Et eventyr


Det er ikke et klassisk eventyr med 'Der var engang'eller 'de levede lykkeligt til deres dages ende', Jonas T. Bengtsson har skrevet. Det begynder med en lille dreng, der sammen med sin far skal flytte. Det har han prøvet mange gange før. Faktisk flytter de hver gang, han er lige ved at falde til. Selv om han er gammel nok til det, går drengen ikke i skole. Hans far lærer ham det, han skal vide. De tager ud i skoven for at lære om naturen,og de går i kirke for at lære om kristendommen. Hver gang de flytter får faren et nyt arbejde. Om aftenen fortæller faren sin søn eventyret om kongen og den lille prins, der flygter fra den hvide dronning og hendes hvide folk. Det er dem, der ikke kan se verden, som den i virkeligheden ser ud. Faren er på flugt, men fra hvad? Det får vi først at vide til allersidst, da drengen er 20 år og i mange år har levet adskilt fra faren.
'Et eventyr' er en velskrevet, spændende og anderledes historie, som jeg absolut kan anbefale. Også god til læsekredse.
Reserver her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar