"Himmerige og helvede" handler om døden og livet, de to grundlæggende vilkår i tilværelsen, som skærpes, når man bor på en klippeø i Nordatlanten og igen og igen oplever, at det er fjeldene og havet, der hersker. Bogen foregår for 100 år siden, og vi hører om den dramatiske og fatale fisketur, hvor den 20-årige Bardur drukner. Inden turen har han læst i "Det tabte paradis" af Milton, og han er så optaget af poesien, at han glemmer sin skindanorak.
Det er en afsindigt spændende beretning fra Island, som er skrevet i et smukt, kraftfuldt og lyrisk sprog. Det er især flot, når sproget bliver stream of consciousness-agtigt som her:"Der findes næppe noget smukkere end havet på en god dag eller en skyfri nat, når det drømmer og måneskinnet er dets drømme. Men havet er ikke spor smukt, og vi hader det mere end noget andet, når bølgerne rejser sig tyve meter over båden, når brodsøen vælter ind over den og drukner os som små hjælpeløse hunde." Det er et sprog, som er til at blive høj af.
Anden del "Englenes sorg" er lige udkommet, og den glæder jeg mig til at læse.
Reserver
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar